Menu
Forrige artikel

Ørestad – en bydel skabt fra bunden

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 667

 

Ny podcastserie ser nærmere på tilblivelsen af Ørestad – på de historiske optakter, de politiske slåskampe, og de store visioner om, at Metro og Ørestad kunne være med til at redde hovedstaden fra økonomisk deroute. De tre første podcastafsnit er ude nu.

Onsdag den 24. juni 1992 vedtager et flertal i Folketinget Lov om Ørestaden. Med 92 stemmer for, beslutter Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre at påbegynde udviklingen af en helt ny bydel på Amager, Ørestad – og af metroen. Et gigantisk byggeri, en helt ny bydel i København, som skal vokse op på 30 år. Og det største byprojekt siden Christian 4. grundlagde Christianshavn. Hvorfor beslutter politikerne på Københavns rådhus og Christiansborg i 1992, at Ørestad skal bygges? Og hvad er det for en lavine, politikerne sætter i gang? I fem podcastafsnit belyses historien bag og opstarten af det Ørestad, hvor der i dag bor knap 25.000 borgere. De tre første afsnit er ude nu. Find podcastserien her: https://soundcloud.com/user-816975384 

Det første podcastafsnit, Lov om Ørestaden 1, fokuserer på idéen om Ørestad og de historiske optakter til skabelsen af bydelen. Hvorfra kom idéen? Hvordan hænger den sammen med Københavns udvikling i 70’erne og 80’erne? Hvordan tog idéen form og blev udviklet frem til behandling af lovforslag om Ørestad? Hvad sagde kritikerne helt konkret i den meget levende debat for og imod Ørestad i Borgerrepræsentationen og i medierne?

Det andet afsnit, Lov om Ørestaden 2, tager ind i Folketingssalen og lytter til debatterne fra første, anden og tredje behandling frem til vedtagelse af Lov om Ørestaden. Og går tæt på selve Ørestadsselskabet, der skal forestå projektet med at anlægge metro og udvikle bydelen. Hvordan lød argumenterne i folketingssalen? Hvad indebar det at organisere udviklingsarbejdet i en selskabskonstruktion?

Det tredje afsnit, Masterplanen, ser nærmere på byplanlægningen, helhedsplanen for Ørestad og byggeprocessen. Hvem vinder arkitektkonkurrencen for en helhedsplan – og hvorfor falder valget på dem? Hvad vil det sige at arbejde med en helhedsplan for en ny bydel?  Hvordan indtænkes metroens linjeføring? Og hvordan gribes selve byplanlægningen og byggeprocessen an?

 Foto: Rikke Bianca Colburn

I alle afsnit er lokale beboere, ansatte og brugere af Ørestad med, ligesom centrale personer i projektet, såsom politikere, arkitekter, byplanlæggere og forskere.  

Amager Vest Lokaludvalg, som har støttet de første tre afsnit, har netop bevilget støtte til yderligere tre afsnit. De to afsnit går tættere på arkitekturen i Ørestad – tankerne bag arkitekturen og det levede liv i bygningerne og byrummet, som de opleves af beboere. Et sjette afsnit på engelsk giver de udenlandske borgere og de ca. 10.000 gæster ved World Congress of Architects, den 2.-5.juli i Bella Sky et godt indblik i Ørestads tilblivelse og arkitektur.

Serien er lavet af historiker Kirsten Floris og historiker og journalist Majken Astrup, som begge er bosatte på Amager. Den er tilgængelig via podcastkanalen Stemmer Fra Amar, som kan høres i de fleste podcastapps. Stemmer Fra Amar er en podcastserie, der formidler Amagers historie. Serien om Ørestad er støttet økonomisk af Amager Vest Lokaludvalg.

Foto: Rikke Bianca Colburn

[Historie-online.dk, den 22. februar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 54: Darwin, Australien
Dies Medievalis 2021
Nyt medlem af DHF