Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 38, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 632

 

Der er ikke overvældende meget TV med historisk tilsnit i denne uges flow. Men lidt interessant kan dog findes: En dokumentar om Ikea-Kamprads millioner, en serie om Chr. X. og fattigbrevene og en om en polsk angrebsplan under Den kolde Krig. Desuden skal vi i Udenrigspolitisk Selskab, på en smuk togrejse i Alaska, og der er også endnu en britisk serie om Diana. Vi skal også tættere på dansk TV-drama og se et stykke klassisk thriller-drama i form en filmatisering af John le Carrés af ”Dame, konge, es, spion”. God fornøjelse!

 

I udenrigspolitisk selskab med EU

DK4, 20. september, kl 12:20

EU har gennem flere år oplevet drastiske forandringer i sin sikkerheds- og udenrigspolitiske virkelighed. Behovet for en stærkere udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver stadigt større, men hvad er status på EU's udenrigstjeneste og diplomati, og hvilke udfordringer og muligheder er der, så længe medlemslandene ikke kan blive enige om en fælles udenrigspolitik? Det belyser og drøfter Charlotte Flindt Pedersen og Mathies Duch Gronemann sammen med professor Rebecca Adler-Nissen i denne udgave af "I udenrigspolitisk selskab med EU". "I udenrigspolitisk selskab med EU" er produceret i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab og med støtte fra Europa-Nævnet. Programmet er optaget i juni 2023.

 

IKEA-bossens millioner (1:2)

DR2, 21. september, kl. 22:40

Svensk dokumentarserie fra 2022. (Kamprads miljoner) På et håndskrevet ark papir og i en enkel, fejlstavet sætning testamenterede IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad sin halve formue til noget aldeles uventet. Over en halv milliard svenske kroner skal gå til forretningsvirksomhed i landsdelen Norrland. Men hvad mente han egentlig? Hvem skal have del i pengene?

 

Dame, konge, es, spion

DR2, 22. september, kl. 20:00

Britisk spionthriller fra 2011. (Tinker, Tailor, Soldier, Spy) En britisk spionmission i Ungarn går grueligt galt. Efterretningsofficeren George Smiley får en fyreseddel, men nogle måneder senere bliver den snu mesterspion hentet ind til en ny, tophemmelig opgave. Den Kolde Krig er på sit højeste, og der er mistanke om, at russerne har plantet en dobbeltagent i toppen af den britiske efterretningstjeneste. Nu er det op til Smiley at sætte en fælde op for muldvarpen. Medvirkende: Gary Oldman, Colin Firth, Tom Hardy m.fl. Instruktion: Tomas Alfredson.

 

Christian 10. og de forsvundne fattigbreve (1)

DR2, 23. september, kl. 4:30

I år 1900 kæmper Kristine for sine børns liv i Randers. På fem år har hun født fire børn, hendes mand drikker, og pengene rækker ikke. Sidste udvej er at skrive til Christian 10. og bede om hjælp. 120 år senere tager Camilla af Rosenborg til Randers for at finde Kristines efterkommere - fik hun reddet børnene fra det usle liv i fattigdom? Camilla af Rosenborg har gjort et helt særligt fund. Hjertegribende fattigbreve skrevet til hendes oldefar Christian 10. Kan hun finde brevskrivernes efterkommere og hvordan er det gået med slægten?

 

Dansk drama - fra Matador til Arvingerne

DR2, 24. september, kl. 13:30

Uge efter uge trækker de danske tv-serier rekordhøje seertal, når de i bedste sendetid ruller over skærmen og fortæller os historier om, hvordan vi er - og ikke mindst hvordan vi bør være - som mennesker. I fiktionens verden bliver mennesker til karakterer og i "Danmark i bedste sendetid" går vi tæt på de seks mest populære karaktertyper i de danske tv-serier, og hvad det er for nogle værdier, de står for. I aftenens program handler det om den danske tv-heltinde. For et par år siden var Borgens kvindelige statsminister Birgitte Nyborg det helt store samtaleemne, men er hun i virkeligheden en karaktertype, vi har set rigtig mange gange før i de danske tv-serier? Og hvad er det for et billede af kvinden, som 40 års tv-serier tegner.

 

Atombomberne over Danmark (1:6)

DR2, 24. september, kl. 18:00

En hemmelig polsk angrebsplan fra den kolde krig afslører, at Danmark skulle erobres på kun 6 dage. Med brug af atomvåben. Men hvordan skulle planen udføres, og hvad ville der ske med danskerne, hvis planen blev til virkelighed? I dette afsnit undersøger Morten Brink og Trine Laier, hvad planen går ud på, og hvor Trines far lavede sit hemmelige arbejde.

 

Verdens smukkeste togrejser - Alaska

DR2, 25. september, kl. 19:15

Britisk dokumentarserie fra 2021. (World's Most Scenic Railway Journeys) Fra Anchorage til Fairbanks. Tag med på en luksuriøs sightseeingtur ombord på Denali Star, der går gennem USA's største stat. Ruten er en 573 km lang odyssé langs Knik-fjorden, Susitnafloden og over den fantastiske Hurricane Gulch-bro til Nordamerikas højeste bjerg, Denali. Undervejs oplever vi, hvordan birkesirup bliver lavet, og Nenanas jernbanehistorie, inden turen slutter i Fairbanks, porten til Alaskas store vildmark.

 

Kongelige hemmeligheder (1:4) - Diana ført bag lyset

DR2, 26. september, kl. 18:30

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Royals Declassified) I 1995 gav prinsesse Diana et skelsættende interview, der skabte overskrifter i hele verden og ændrede hendes liv. I interviewet sagde hun, at de var tre personer i hendes ægteskab, og at prins Charles ikke kunne klare at blive regent. Hvorfor besluttede Diana sig for at udtale sig? Hvem overtalte hende? Og blev hun narret af BBC til at lave interviewet? Hele historien er aldrig før blevet fortalt i tv. Før nu.

[Historie-online.dk, den 19. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 48, 2023
TV-tips, uge 02, 2024
TV-tips, uge 33, 2023