Menu

TV-tips, uge 36, 2025

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 57

 

Vi møder bemærkelsesværdige kvinder i ugens flow-tv – Maren Splids og Marilyn Monroe – uden sammenligning. Men vi skal også undercover i Ku Klux Klan, på opdagelse i stationsbyen og høre om nordisk designs historie. Men der bydes også på Concorde-flyet – og den fascinerende vidunder i Nordfrankrig: Mont-Saint-Michel. Og er man interesseret i fodbold, så viser TV2 begge VM-kvalifikationskampe mod hhv. Skotland og Grækenland. God fornøjelse!

 

Da Danmark blev flettet sammen (3:4)

DR2, 3. september, kl. 18:00

Siden 2. Verdenskrig har vi revet 3.200 km jernbaneskinner op i Danmark - det svarer til en bane herfra og til Marokko. Men inden da var jernbanen datidens fibernet. Alle sogne ville have en togstation - uanset om der var passagerer til en rentabel drift. Men de mange baner efterlod sig smukke spor. Det mest synlige er de 200 stationsbyer, der opstod på blot 40 år i Danmark. De er ret ens opbygget - og ret sjove at gå på opdagelse i.

 

Marilyn Monroe - Mere end et sexsymbol (1:4) Starletten

DR2, 4. september, kl. 19:15

Amerikansk dokumentarserie fra 2022. (Reframed: Marilyn Monroe) Trods en hård barndom drømmer den unge Norma Jeane om at blive filmstjerne. Hun arbejder hårdt for at fremme sin karriere, og skifter navn til Marilyn Monroe. Men da hun afslår mediemogulen Harry Cohns tilnærmelser, bliver hendes kontrakt hos Columbia Pictures ikke fornyet. Fire år senere, i 1952, skriver hun sammen med journalisten Florabel Muir artiklen "Ulve, jeg har kendt" - og advarer andre kvinder om "ulvene" i branchen.

 

Justitsmord - Maren Splids (1:2)

DR2, 5. september, kl. 17:35

Dansk dokumentarserie fra 1998. I Ribes rabarberkvarter brækker en skrædder et mærkeligt "veneficium" op i et bækken. Det løber ligesom rundt - og koster Maren Splids en anklage for hekseri. Men er det hele løgn og latin? Piet van Deurs får statsadvokat Erik Merlung til sammen med forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen at afhøre en række vidner for at undersøge, hvad der i virkeligheden ligger bag denne sag.

 

Undercover i Ku Klux Klan

DR2, 6. september, kl. 20:00

Amerikansk dokumentar fra 2023. (Grand Knighthawk: Infiltrating the KKK) "Hvis der skulle ske mig noget, har jeg brug for, at verden kender sandheden." I ti år infiltrerer den tidligere soldat Joe Moore det racistiske broderskab Ku Klux Klan for FBI. En dødsensfarlig operation, der presser ham til det yderste for at stoppe lynchningen af en sort mand.

 

Nordisk design - en kærlighedshistorie: Fremtiden er her 1925-1939

DR2, 7. september, kl.  21:00

Shakerbevægelsen - en kristen amerikansk sekt - får ved et tilfælde stor indflydelse på nordisk formgivning. TV-stjernen Kim Kardashian er vild med svenske sommerhusmøbler - og død og elendighed bliver begyndelsen på et designparadis. Det nordiske design er ikke kun elsket og eftertragtet af samlere verden over - det fortæller også en fængslende historie om fortid, nutid og kvinderne og mændene bag designet. Indretningsarkitekt Pierre Yovanovitch inviterer indenfor på sit slot i Provence i Frankrig, hvor han har samlet på nordisk design i over 20 år.

 

Europas vidundere III (2:4) Mont-Saint-Michel

DR2, 8. september, kl. 19:05

Fransk dokumentarserie fra 2024. (The Wonders of Europe) Det har ligget ude i bølgerne i over tusind år. Det unikke bygningskompleks Mont-Saint-Michel har været kloster, fæstning og fængsel og er resultatet af en enestående arkitektonisk saga. Det har været angrebet af bretonerne, belejret af englænderne og været en farlig arbejdsplads. Det er den exceptionelle historie, fuld af gåder og overraskelser, der gør Mont-Saint-Michel til et af Europas mest fascinerende vidundere.

 

Concorde - Højt at flyve dybt at falde (1:2)

DR2, 9. september, kl. 20:10

Amerikansk dokumentarserie fra 2023. (Concorde - The Untold Story) Concorden. Verdens hurtigste trafikfly. Et fly, der er så radikalt, at det ligner noget, som er taget ud af en science fiction-tegneserie. Det er verdens eneste succesfulde overlyds-passagerfly, der kan krydse Atlanten på under tre timer. Her er historien om, hvordan genier og spioner skabte det ikoniske fly - midt i en hård kappestrid mellem Europa, Sovjetunionen og USA om luftfartens fremtid.

[Historie-online.dk, den 2. september 2025]

Se relaterede artikler
TV-tips, uge 43, 2023
TV-tips, uge 37, 2024
TV-tips, uge 48, 2023