Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 40, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 884

 

Ugens flow-tv har en del godbidder: Vi kommer ind i det iranske oprør og indleder en dokumentarserie om amerikanske seriemordere. 2. verdenskrig er repræsenteret med en dokumentar om Københavns biskop, der i 1943 i et brev udtrykker skarp kritik af nazisternes jødeforfølgelseer. Og så er der ferielivets historie, kvindefrigørelsens historie og Imelda Marcos’ kamp for at få sønnen valgt. Energikrisen har DK4 en interessant udsendelse om – og endelig begynder ”Das Boot” som serie. God fornøjelse!

 

Hyrdebrevet - Biskoppens kamp mod nazismen

DR2, 4. oktober, kl. 20:00

I efteråret 1943 risikerer Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard sit liv, da han sender et brev til den tyske besættelsesmagt. Brevet bliver efterfølgende læst op i de danske folkekirker og er en skarp kritik af nazisternes jødeforfølgelser. Samtidig opfordrer brevet danskerne til at hjælpe deres jødiske medborgere. Historiker Bent Blüdnikow og tidligere overrabbiner Bent Lexner tager os med på en rejse, der fortæller den ukendte historie om Fuglsang-Damgaard og hans kamp mod nazismen.

 

Det iranske oprør indefra

DR2, 5. oktober, kl. 22:40

Britisk dokumentar fra 2023. (Inside the Iranian Uprising) I september 2022 døde den 22-årige iranske pige Mahsa Amini i politiets varetægt. Hun var blevet arresteret af Irans "moralpoliti", anklaget for ikke at bære sin hijab korrekt. Hendes død udløste de største protester mod regimet siden revolutionen i 1979. Over 500 mennesker omkom under protesterne, heriblandt 72 børn. I et land uden ytringsfrihed satte demonstranterne livet på spil for at filme sig selv og lægge videoerne ud på sociale medier.

 

Das Boot (1:8)

DR2, 6. oktober, kl. 22:15

Tysk krigsdramaserie fra 2018. I 1942 gøres den spritnye tyske ubåd U-612 klar til at drage i krig. Under ledelse af den unge kaptajn Klaus Hoffmann kastes den uerfarne ubådsbesætning ud i en livsfarlig hemmelig mission. Samtidig begynder den nye oversætter Simone Strasser at arbejde på ubådens base i det besatte Frankrig.

 

Ferie, ferie, ferie: Camping

DR2, 7. oktober, kl. 15:15

Ferie er lig med frihed. Vi vinker farvel til hverdagen og pligterne og puster ud. Men der er stor forskel på, hvordan vi holder ferie. Nogle er til charterferie, mens andre synes at sommerhuset eller campingpladsen er det bedste sted at bruge sommeren. Og så er der dem, der drager spontant afsted på eventyr med rygsæk på. Hvilken type ferie du er til, siger noget om, hvem du er som person. Det begynder i 1920'erne med nogle bambusstænger og et par sække halm at sove på, og udvikler sig med store campingmesser, villatelte og campingvogne. For sangeren Dario Campeotto bliver campingvognen et hyggeligt og praktisk hjem på mange års sommerturneer. Han har stadig en drøm om måske en dag at rulle en tur igen, men det bliver uden hustruen Gertrud, der føler, hun har aftjent sin værnepligt som husmor på stærkt begrænset plads. Sammen med Campeotto fortæller vi Campingferiens Danmarkshistorie.

 

Energikrisen og den grønne omstilling

DK4, 8. oktober, kl. 11:40

I forbindelse med krigen i Ukraine står Danmark og Europa midt i den værste energikrise nogensinde -" en krise hvor bl.a. prisen på elektricitet og gas når stadig nye rekorder. Manglen på energi og dermed prisernes himmelflugt rammer både familiernes privatøkonomi og virksomhedernes omkostninger ved produktionen af varer, og dette har ført til kraftig inflation i alle landene og truer med en opbremsning af den økonomiske udvikling eller ligefrem en recession. Danmark og de andre europæiske lande har allerede på nationalt plan vedtaget forskellige reformer, der skal forsøge at holde hånden under forbrugernes og virksomhedernes økonomi. For Danmark er et afgørende spørgsmål omkring energikrisen også, hvilken betydning den får på klimaområdet og den grønne omstilling. Vil energikrisen blive brugt som en løftestang for en hurtigere omstilling, eller vil man i stedet vende tilbage til de mere forurenende og CO2-udledende energikilder? Og hvordan skal man fastholde den ledende position, som EU's virksomheder inden for grøn omstilling har, i den globale konkurrence. I programmet fokuseres der på ledende danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Hvordan forholder de sig til energikrisen og udviklingen af den grønne omstilling, og hvordan stiller de sig til det tættere og mere integrerede samarbejde, der lægges op til.

 

Det ender med en kvinde - Fertilitet

DR2, 8. oktober, kl. 12:30

Efter 100 års frigørelse er kvinden blevet så stærk, at flere eksperter mener, at manden på længere sigt risikerer at blive udryddet. Engang var kvinders liv bundet op på graviditeter, men nu er kvinder begyndt at fryse deres æg ned, så de selv kan bestemme, hvornår de vil have børn. Vært Nanna Frank Rasmussen besøger Hanne Reintoft, der var med til at gennemført abortloven i Danmark og tager derefter til USA, hvor Egg Frezzing Parties for unge kvinder er det nyeste.

 

I seriemorderens samling (1:3) Pigen i sneen

DR2, 9. oktober, kl. 22:40

Amerikansk dokumentarserie fra 2022. (The Box) I 1976 bliver 16-årige Pam Maurer brutalt dræbt og hendes lig smidt i vejkanten i Lisle, Illinois. Sagen har været uopklaret lige siden. Politibetjenten Chris Loudon genåbner sagen, og dna-spor peger i retning af Bruce Lindahl, der i sin tid var mistænkt for mordet. I 1980 blev han også mistænkt for voldtægt og en ung kvindes forsvinden. Så finder Chris en kasse med fotos af unge, nøgne kvinder, der ser påvirkede ud - en kasse, som tilhørte Bruce Lindahl.

 

Imelda - den stenrige førstedame

DR2, 10. oktober, kl. 23:10

Amerikansk/dansk prisbelønnet dokumentarfilm fra 2019 (The Kingmaker) Imelda Marcos, Filippinernes tidligere førstedame, blev berømt først for sin skønhed og skosamling, og siden for sit fald fra magtens tinder og flugt ud af landet i 1986 med diamanterne godt gemt i børnenes bleer. Nu er hun tilbage og fast besluttet på at få sin søn, Ferdinand 'Bongbong', valgt som vicepræsident for den kontroversielle præsident Duterte. Den prisvindende dokumentarist Lauren Greenfield har fået eksklusiv adgang til Marcos, der i filmen åbent fortæller (sin egen version af) historien om førstedamen, der ville være hele befolkningens moder.

[Historie-online.dk, den 3. oktober 2023]

 

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 25, 2024
TV-tips, uge 49, 2023
TV-tips, uge 08, 2024