Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 47, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 596

 

Denne uges flowtv har bl.a. en miniserie om mordet på John F. Kennedy og en dokumentar om hans enke, Jackie. En anden person, der protrætteres, er Tove Ditlevsen – og så ser vi på britiske slottes hemmeligheder. Cop15 i 2009 skulle have været den helt store klimasucces, men blev et flop. Men vi skal også have underholdning fra 1920’erne, dansk mad og dokumentar om koncentrationslejren Ravensbrück. God fornøjelse!

 

Mordet på JFK (1:2) Døgnet inden drabet

DR2, 22. november, kl.  20:20

Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (The Assassination of JFK) Hvem slog John F. Kennedy ihjel? Der er flere mulige mistænkte og mange, der havde grund til at ønske den amerikanske præsidenten død. Gennem to afsnit dykker vi ned i den frygtelige hændelse, minut for minut, som personer midt i det hele kunne have oplevet det - fra den ledende Secret Service-agent Roy Kellerman, den mystiske morder Lee Harvey Oswald og til den ikoniske førstedame Jackie Kennedy. Anden del følger umiddelbart efter.

 

Jackie O - Mit liv som førstedame

DR2, 23. november, kl. 18:35

Amerikansk dokumentar fra 2020. (I Am Jackie O) Jacqueline Bouvier Kennedy Onassis er kendt for sin skønhed, stil og intelligens. Men levede et liv fyldt med tragiske begivenheder. Gennem interviews og hendes håndskrevne breve dykker vi ned i Jackies liv - fra tiden som præsidentfrue i Det Hvide Hus, ægteskabet med den græske skibsreder Onassis og til hun genskaber sit liv som bogredaktør. En fortælling, der cementerer hendes status som en af de mest berømte kvinder i amerikansk historie.

 

Store danskere - Tove Ditlevsen

DR2, 24. november, kl. 18:30

Hun voksede op i Hedebygade på Vesterbro og erindringerne fra barndommen prægede hele Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Hun levede et intenst liv med fire ægteskaber, pillemisbrug og utallige indlæggelser. I 1976 begik Tove Ditlevsen selvmord og blev fulgt til graven af tusinder af trofaste læsere. Tilrettelæggelse: Marian Midé.

 

De britiske slottes hemmeligheder

DR2, 25. november, kl. 19:00

Britisk dokumentarprogram fra 2021. (Lucy Worsley's Royal Palace Secrets) Hvilke hemmeligheder gemmer sig bag de fløjlsbeklædte vægge? Historiker Lucy Worsley tager os med ind bag murene på tre britiske slotte - fra middelalderborgen Tower of London, det prægtige Hampton Court med den berømte labyrint til Kensington Palace, der har været scenen for nogle af landets største dramaer.

 

Husker du...- Om mad og mennesker

DR2, 26. november, kl. 15:00

Tag med på en tur fra rødgrød til rucola, fra wienerbrød til Valrhona og fra Hüttemeier til Claus Meyer. Find ud af hvad der skete med kulturen da lørdagskyllingen afløste søndagsstegen og forårsrullen væltede høstsilden af pinden. Få også svaret på hvornår kiwien kom til Danmark og se hvordan hospitalsmad så ud i 1984.

 

Kloden i brand (1:2) Floppenhagen

DR1, 27. november, kl.  21:25

Danmark havde en kæmpe chance for at redde verden fra klimakatastrofen ved COP 15 i 2009. Hvad gik galt, da Hopenhagen blev til Floppenhagen, og Danmark tabte den stort anlagte klimaaftale på gulvet? Connie Hedegaard tager os med ind bag kulisserne og fortæller om sin egen vej til klimabevågenhed, og om hvorfor det går så djævelsk langsomt, når nu vi ved, der er et problem. Hvert år samles 30.000 mennesker for at diskutere klodens klima. Det har de gjort i 30 år, og alligevel bliver vi ved med at se grafer, der går den gale vej og et stadigt vildere vejr. Hvis verdenssamfundet har fundet ud af, der er et problem, hvorfor løser vi det så ikke? Hvorfor mødes alle de mennesker til Klimatopmøde hvert år? Og vil de nogensinde kunne gå i takt i tide, inden det er for sent?

 

Mellem 2 verdenskrige - En stjernes fald

DR2, 28. november, kl. 17:30

Ingeborg var en af tyvernes helt store stjerner og var stemmen bag landeplager som Sov dukke Lise og Lille Sommerfugl. Men hendes karriere endte brat på grund af ondsindet offentlig sladder. Det skete i en tid hvor den danske underholdningskonge hed Frede Skaarup. Han investerede hele sin formue i det københavnske forlystelsesliv. De brølende tyvere var en tid hvor kvinderollen ændrede sig radikalt og forargelsen var total når dansepigerne svingende lårene.

 

Kvinderne, der overlevede Ravensbrück

DR2, 28. november, kl. 20:00

Fransk dokumentar fra 2021. (Women of Ravensbrück) Slavearbejde, tortur og medicinske eksperimenter. I 1938 opførte naziregimet den største koncentrationslejr for kvinder, Ravensbrück. Mellem 130.000 og 145.000 kvinder og børn blev deporteret til lejren, hvor 92.000 omkom. Hvem var kvinderne, der blev deporteret til Ravensbrück? Og hvilke traumatiske oplevelser måtte de overvinde? Her fortæller de sidste overlevende fra Ravensbrück historien om udryddelseslejren.

[Historie-online.dk, den 21. november 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 03, 2024
TV-tips, uge 45, 2023
TV-tips, uge 32, 2023