Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 60 - Lanser

Kategori: Temaer
Visninger: 611

 

Man hører eller læser sommetider vendingen: Han brød sin lanse for … Det er et godt udtryk fra en tid, hvor lanser var et angrebsvåben, og hvis man brød en lanse, var man i en voldsom kamp. Vi skal tilbage i tiden, hvor lansen var et meget brugt våben, nemlig tidlig middelalder. I våbenhistorien hører lansen til kategorien stagevåben, modsat f.eks. blankvåben som knive, sværd og sabler. Der var andre stagevåben, og det ældste var spydet, som blev brugt i antikken. Hasta og pillum kaldte romerne de spyd, legionærerne anvendte. Det første var et stødspyd, mens det andet var et kastespyd. Fjenderne på den anden side af ”limes”, germanerne, brugte også spyd og vore egne forfædre vikingerne brugte spyddet, ger, som det vigtigste våben til fods og til hest. Odin havde spyddet ”Gungnir”, det gennemborende. I vikingetiden brugtes også lanser, stødvåben med et tværstykke, som skulle standse lansen, så den kunne trækkes tilbage og bruges igen. De findes som gravgaver.  

I 1100-tallets slutning blev rytteriet tungere. Riddere med skjold og rustning fik lange lanser, som holdtes tæt til kroppen og stødtes mod andre ryttere eller fodfolk. Lanserne blev op mod 3,5 m. lange, og det krævede en fast og stærk hånd at føre dem. Ridderne fik til sidst en fuld rustning, hvilket gjorde dem næsten usårlige for pile. En kompakt masse af ryttere i rustning, angribende med fældede lanser kunne nok få enhver fodsoldat samt jorden til at skælve.

 Middelalderlig ridderturnering, wikipedia.

Turneringer mellem riddere foregik med lanser, og hvem der har set Robin Hood film eller måske besøgt Tøjhusmuseet til ridderdyst, arrangeret for vore dages store og små drenge, ved hvordan kampen foregik. Det var en farlig leg, hvor deltagere sommetider kom galt afsted. Målet var dog at slå hinanden af hesten og ikke at slå hinanden ihjel. Derfor var lansen forsynet med en grebformet spids, modsat i krig en jernod, som, når den ramte en fjende, kunne trænge ind og slå ihjel. Det tunge rytteri med deres lanser viste sig længe som uovervindeligt, men da fodfolket fik lange spyd, piker, og ildvåben gik lansen af brug. Det var det schweiziske fodfolk, som indførte nye våben og ny taktik, hvor fodfolket formede karré og med en mur af piker som et pindsvin kunne beskytte sig mod det tunge rytteris anfald. ”Gewalthaufen” var navnet på schweizernes kompakte opstilling af fodfolk. I slutningen af 1500-årene forsvandt lanser og helrustninger, og rytteriet fik pistoler, som de angreb med. Fodfolket fik også skydevåben, musketter, og krigen blev under trediveårskrigen mest ført med ildvåben, da artilleri også blev kørt ud på slagmarken.

 Karruselridning under Christian d.5, De Kongelige Samlinger, Rosenborg

Som efterslæt af riddertidens turneringer dyrkede man i 1600-årene den såkaldte karruselridning. I Rosenborg slotshave blev der af Christian d.5 afholdt karruselridning, og der er stadig mindelser fra den tid, nemlig et par store søjler for enden af Kavalergangen. Som en del af denne rytterleg blev forskellige træfigurer attakeret med blankvåben, og i ringridning gjaldt det om med en lanse at ramme en ring ophængt mellem et par søjler. Figurer og rustninger fra denne form for rideøvelser er bevaret på Rosenborg og Tøjhuset. I 1700-tallet var karruselridning ikke længere interessant for hofkredse, men befolkningen syntes godt om denne forlystelse, og visse steder afholdt man ringridning, som en del af festlighederne enten ved fastelavn, eller når man red sommer i by. Traditionen er i dag levende flere steder i Sønderjylland. Ringriderlansen er en kort stage med spids og med den skal man spidde en lille ring. Det kræver øvelse. I Sønderborg findes et Ringridermuseum.

Oberst Engelsted i kamp med kosakker bevæbnede med lanser 1813, Statens Museum for Kunst.

Helt forsvandt lanserne dog ikke fra militæret. I en ny udgave brugtes lanser af det lette rytteri. Og lanser dukkede op ved folkelige oprør og som bevæbning ved den franske revolution. Under Napoleonskrigene var de russiske kosakker bevæbnede med lanser og sabler, og de danske dragoner måtte kæmpe mod disse fremmede rytteres ”pigkæppe”. I Danmark blev i 1816 oprettet to lansenérregimenter, et sjællandsk og et holstensk. Ved den nye hærlov af 1842 blev begge lansenérregimenter nedlagt.

Men disse lansebevæbnede ryttere blev også formeret i Tyskland, Frankrig og England under navn af ”Uhlanen”, ”lanciers” og ”lancers”, og man holdt man fast ved dem, skønt de efterhånden mere var beregnet til parade end til kamp. Så sent som i første verdenskrig sendtes lansenérregimenter i kamp på slagmarken. De opløstes dog snart, da den første krigsbegejstring havde lagt sig, og lanserne viste sig at være nytteløse fortidslevn i den nye morderiske krigsførelse. Lanserne forsvandt herefter helt ud af militærhistorien og måske godt for det, men desværre, må man tilføje, har de fået mange og langt, langt farligere efterfølgere.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

(Historie-online.dk, den 5. december 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 33: Porcelæn
Museumsnumre 65 - Stenring og skærvehammer
Museumsnumre 36: Hirschfænger