Menu
Forrige artikel

Richard Jensen - Historiens Aktører nr. 60

Kategori: Temaer
Visninger: 4480

 

"Kommunistisk terroraffære, syv personer idømt straffe fra 16 til 3 års fængsel", stod der at læse i dagbladet Politiken d. 8. juli 1941. En af de dømte var Richard Jensen, formand for Søfyrbødernes Forbund, og medlem af Københavns borgerrepræsentation i 1937. Sagen handlede om attentater mod en række dampskibe, og den var en udløber af en attentatsag i Frederikshavn mod to spanske trawlere.

Trediverne var en tid præget af politiske omvæltninger i Europa. I Berlin havde Hitler taget magten i 1933, og i Sovjetunionen havde Stalin et diktatorisk greb om kommunistpartiet. I Danmark var også politisk uro med KU-folk, der marcherede i gaderne med spidsbukser og skråremme og kommunister, som samlede større folkemængder til demonstration mod de trange økonomiske kår. De røde mod de sorte var situationen på gaden, men flertallet af danskere støttede dog regeringen, som var socialdemokratisk / radikal.

Sømændene og søfyrbøderne hørte fagpolitisk til på den røde fløj, mens deres modstandere rederne støttede de konservative kræfter. Sådan havde det været længe. Søfyrbøderforbundet var grundlagt i 1897 og arbejdede på at skaffe deres medlemmer en bedre hyre. Fyrbøderne og sømændene lå indtægtsmæssigt i bunden af samfundet, blev betragtet som ufaglærte. Men forbundet havde et større perspektiv. Samfundet skulle laves om, klassesamfundet skulle afskaffes, og det var en opgave, som arbejderne internationalt kunne samarbejde om. Arbejderne var parat til at strejke for at nå deres mål. Det var en del af det arbejdsretlige system, men nogle var parat til at gå videre. De var parat til at aktionere. Efterhånden som kampen mellem kommunister og socialister på den ene side og konservative, nationalister og nazister på den anden side spidsede til, blev der mobiliseret på begge sider. Det drejede sig om et opgør, som i 1936 blev synligt under den spanske borgerkrig. Det danske kommunistparti fra 1932 under ledelse af Aksel Larsen lagde afstand til aktiv deltagelse i borgerkrigen i Spanien, og det samme gjorde Socialdemokratiet. Men anderledes stillede sagen sig for mange sømænd og fyrbødere, som havde et internationalt samarbejde og brugte dette i kampen mod fascismen og nazismen, som var på fremmarch. Ricard Jensen var manden, som tegnede denne kamp, som foregik i det skjulte.

Richard Jensen var født i 1894 på Frederiksberg. Han kom fra et fattigt arbejderhjem, hvor hans mor som vaskekone holdt sammen på hjemmet, mens faren, der var rebslagersvend på Nørrevold, var fordrukken og brutal. Det var et hjem af samme skuffe, som skildres i Christian Christensens erindringer ”En rabarberdreng vokser op”, som man ubetinget bør læse, hvis man vil forstå forholdene for folk nederst i industrisamfundet.

For Richard endte det med, at han otte år gammel kom på opdragelsesanstalt. Dér var forholdene ikke gode, og han stak ved flere lejligheder af. Han var stor og stærk og lærte at slå fra sig, og så snart han slap fri af anstalten efter konfirmationen tog han hyre som dæksdreng. I 1913 mønstrede han ud som søfyrbøder. Efterhånden var de fleste skibe dampskibe, og der skulle fyres under kedlen, som producerede den damp, der drev maskinen og skibets skrue. Søfyrbødernes opgave var fra fyrpladsen i bunden af skibet at skovle kul ind i det forslugne fyr og holde dampen oppe. Det var hårdt og varmt arbejde, hvor man afløste hinanden på vagterne. Fyrbøderne havde et stærkt kammeratskab. Den unge Richard kastede sig ind i det faglige arbejde og politisk tilsluttede han sig syndikalisterne, der stod stærkt under første verdenskrig. Som han skrev i sine erindringer, besluttede han sig for at ”bære brænde til verdensrevolutionens bål”. Han deltog i adskillige aktioner under verdenskrigen og kom i 1919 i fagforeningens bestyrelse, hvor han var med ved forhandlinger med rederiforeningen, som førte til en stor stigning i hyren og kortere arbejdstid, nemlig fra ni til otte timer til søs. Kun 25 år gammel valgtes han til formand for Søfyrbødernes Forbund.

I 1919 var han tæt på at miste livet. Han sad i Korsørtoget som forulykkede ved Vigerslev Allé. Han var en af de overlevende i sin kupe og vågnede ved at Chr. Borgland, sømændenes formand, kom hen til ham og sagde ”Du Richard, jeg tror sgu der er sket en ulykke!” Da syndikalisterne blev udkonkurreret af kommunisterne tilsluttede Richard sig kommunisterne, men han stod stadig som tilhænger af revolutionær aktiv kamp i modsætning til andre dele af partiet repræsenteret af Aksel Larsen. Richard Jensen var populær i havnemiljøet. Når hans store skikkelse dukkede op på et værtshus i Nyhavn, hændte det at folk rejste sig op og sang internationale. Han var en hyppig værtshusgæst.

 Richard Jensen, pasfoto

Gennem sine internationale kontakter fik Richard Jensen penge og våben til at organisere modstand mod fascisterne. Bag denne kamp stod Sovjetunionen, som betragtede nazismen som en farlig fjende. Fra den internationale sømandsklub i Havnegade blev planlagt diverse aktioner til støtte af den spanske regerings kamp mod fascisterne. Der blev smuglet våben og sprængstoffer, og folk blev hjulpet til flugt. Det danske efterretningsvæsen holdt øje med Richard Jensen og hans venner, og det tyske Gestapo, som efter 1933 indledte klapjagt på ledende kommunister, sendte agenter til Danmark. Den flygtede tyske sømandsformand Ernst Wollweber spillede fra København hovedrollen i kampen mod fascister og nazister. En af de sabotager, som vakte opmærksomhed, var en bombe anbragt i en spansk trawler i Frederikshavn i 1938. Også en dansk amerikadamper ”United States”, der var solgt til Italien og skulle bruges som troppetransportskib, blev ødelagt.

 De to spanske trawlere i Frederikshavn, som blev målet for sabotage mod det fascistiske Spanien, foto Erik  Nørgård

Med den tyske besættelse af Danmark i 1940 fik Gestapo større mulighed for at ramme modstandere af nazismen, og det danske politi samarbejdede med besættelsesmagten, hvilket betød, at arresterede blev afleveret til tyskerne, som hurtigt henrettede den pågældende. Det gjaldt for den hollandske fagforeningsmand Schaap. Også det svenske politi udleverede arresterede norske kommunister til Gestapo i Norge. For de søfyrbødere og sømænd som satte livet på spil i den hemmelige krig, kom den tysk- sovjetiske ikke-angrebspagt som et slag. De stod pludselig uden støtte. Richard Jensen og hans kammerater blev arresteret for sabotagevirksomhed. I Østre Landsret udtalte anklageren på det borgerlige Danmarks vegne: Man væmmes over denne mand, der svang sig op til at beklæde visse tillidshverv i det borgerlige samfund og derefter trådte i forbindelse med en international terrorgruppe. Østre Landsret idømte Richard Jensen 16 års fængsel. En straf der faldt i god jord hos besættelsesmagten.

Richard Jensen kom i Vestre fængsel og blev adskillige gange truet med overførsel til Tyskland. I 1942 blev han overført til Vridsløselille straffeanstalt. I Vridsløselille begyndte han at føre dagbog, men han undgik omhyggeligt at skrive noget som kunne kompromittere ham selv eller andre. Her et uddrag fra dagbogen: Har i dag fået rent tøj…. Til middag fik vi plukfisk og vælling. Har lavet bakstørn i cellen i aften fra 18 til 19. Om lørdagen arbejdes der kun til 18. De politiske fanger fik efterhånden bedre forhold. De kunne følge med i begivenhederne under krigen, og via personale var der forbindelse til modstandsfolk. I 1943 arrangerede BOPA-modstandsfolk en befrielsesaktion, men den mislykkedes. Efter flugtforsøget blev Richard Jensen sat i enecelle. Tiden gik. Han kunne d. 4. januar skrive: Middag fiskefrikadeller, ølsuppe. Uha. Russerne er gået over den rumænske grænse. Nu skiftede holdningen til de politiske fanger i fængselsledelsen. En gruppe fængselsfunktionærer var endda indstillet på at hjælpe de politiske fanger. Den 21.september gik modstandsfolk i aktion, og denne gang lykkedes det at befri fangerne, som flygtede til Sverige. 

Efter befrielsen i maj 1945 vendte Richard Jensen tilbage til Danmark. ”Terroristen”, som nu blev betragtet som modstandsmand, blev benådet af kongen og han blev på ny formand for Søfyrbøderne. Som noget nyt blev han afholdsmand. Han kunne ikke længere tåle alkohol, havde hjerteproblemer. Han var stadig utilfreds med kommunistpartiet og fjendtlig overfor Aksel Larsen. I 1956 trak han sig helt ud af politik og udgav sine erindringer med den passende titel: ”En omtumlet tilværelse”. Han døde i 1974.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 1. marts 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Knud Andersen - Historiens Aktører nr. 23
Bernhard Olsen - Historiens Aktører nr. 5
Arnold Peter Møller - Historiens Aktører nr. 69