Menu
Forrige artikel

Den store fædrelandskrig

Kategori: Temaer
Visninger: 1987

 

I maj 1941 stod Hitlers Tyskland på toppen af dets magtudbredelse. Al modstand var blevet fejet til side bandt andet grundet den tyske Blitzkrieg, som ingen havde fundet et modtræk til. Ubønhørligt tromlede de tyske hære fremad. Alligevel skulle 1941 på mange måder blive det vendepunkt, man håbede ville komme. Den første sprække var kommet, da tyskerne tabte luftslaget om England, og ”Operation Seelöwe” – invasionen af England – blev opgivet. Nu begyndte vanskelighederne i det gigantiske Sovjetunionen at dukke op.

Da tyskerne angreb 22. juni 1941, skete det med tre hovedmål: Heeresgruppe Nord stødte frem mod Leningrad. Heeresgruppe Mitte mod Moskva og Heeresgruppe Süd mod de store oliefelter og kornområder ved Kaukasus.

 

Den tyske plan om hurtig erobring af Leningrad lykkedes ikke. I stedet belejrede man byen og satte ind med en hungerblokade, der varede i 999 dage.

Omkring 650.000 indbyggere døde under belejringen, der varede til januar 1944.

Oprindeligt havde Hitler givet udtryk for, at man blot skulle sparke døren til Sovjetunionen ind, så ville hele korthuset vælte i løbet af få uger. Det forventede alle – men det kom til at gå helt anderledes. På trods af voldsomme nederlag og flere millioner tilfangetagne sovjetsoldater gav russerne ikke op. Og med efterårets komme stødte tyskerne ind i uoverskuelige problemer, da alt blev forvandlet til mudder, så al fremdrift gik mere eller mindre i stå. Det var den såkaldte ”Rasputitsa”. Som billedet viser, er det stort set håbløst at forcere veje og terræn. Der findes en tysk film, der viser forholdene – også da det over en nat pludselig satte ind med stærk frost, så tyskerne måtte hugge bilerne fri. Overraskende afdæmpet i kommentaren.

(https://www.youtube.com/watch?v=OjScCzYOBso)

Rasputitsa kom både forår og efterår og gjorde vejene ufremkommelige.

I et tysk brev fra kirurgen Peter Bamm hedder det: ”Alle er smittet med ukontrollabelt raseri. Alle råber ad alle. Svedende, bandende, mudderbestænkte mænd begynder at kaste sig over svedende, skælvende, mudderbedækkede heste, som allerede skummer omkring munden…”

Den anden forhindring, tyskerne blev stillet overfor, hang sammen med selve Blitzkrigens væsen. Den hastige fremmarch med panserenhederne gjorde det stort set umuligt for infanteriet at følge med. Også logistikken for våben og ammunition havde store vanskeligheder at overvinde.

På trods af at die Wehrmacht vandt det ene slag efter det andet og tog hundredtusindvis af fanger, kunne Den Røde Hær hele tiden supplere med nye – ikke just uddannede, men trods alt kunne de yde en vis modstand. Den tyske overmagt var imidlertid så voldsom, at die Wehrmacht nærmede sig Moskva, hvor en vis panik begyndte at brede sig. Hvad den dog også gjorde blandt de tyske soldater. Da man troede, krigen blot ville vare et par måneder, havde man kun udstyret soldaterne med sommeruniformer. Med temperaturfald ned til minus 25, bukkede i hundredvis af tyske soldater under. Russerne derimod havde for det meste varmt tøj og pelsforede støvler.

Den øverstbefalende for die Wehrmacht, feltmarskal Walther von Brauchitsch var klar over, at Heeresgruppe Mitte havde et tabstal på hele 300.000 mand siden operationens begyndelse. Han vidste også, at man højst sandsynligt kun fik 50% erstattet. Dog var han overbevist om, at Moskva ville falde. Adolf Hitler var overhovedet ikke i tvivl. Han var taget til München for at deltage i markeringen af det såkaldte Bürgerbräukeller kup 8. – 9. november i 1923. I en tale her sagde han blandt andet: ”Aldrig før er et gigantisk imperium blevet knust og besejret på kortere tid, end Sovjetunionen er blevet det denne gang.” Naturligvis til vild jubel fra tilhørerne.

Stalins utrolige beslutning

I Sovjetunionen fejrede man hvert år den russiske revolution med en stor parade på Den Røde Plads i Moskva. At afholde denne midt i kampen om byen syntes at være umuligt. Men det var præcis, hvad Stalin besluttede skulle ske. Folket skulle opleve, at staten ikke rystede på hånden.

Ældre russisk kampvogn på vej ind på Den Røde Plads den 8. november 1941.

Det skete på samme tid, som Hitler var i München. At de to begivenheder var sammenfaldende, syntes ikke at have været en del af russernes tankegang. Det må nærmest tilskrives et rent lykketræf. Paraden blev filmet og kan ses her. Med den tilføjelse, at Stalins tale ikke blev optaget, så man lavede en rekonstruktion dagen efter.

(https://www.youtube.com/watch?v=6kkIJ9DuCE4&t=523)

Tyskerne fortsatte med det voldsomme tryk på forsvaret af byen, og den 15. november satte de ind med det store angreb. Det lykkedes de tyske tropper at trænge 15 kilometer længere ind, og i de følgende dage måtte Den Røde Hær kæmpe en fortvivlet kamp for ikke at blive omringet – og for at undgå, at Moskva faldt i fjendernes hænder.

På et tidspunkt under kampene spærrede tyskerne øjnene op – sandsynligvis med tanken: Det dér kan ikke passe. Frem mod de tyske stillinger kom i hundredvis af kosakker med trukne sabler galopperende. De blev mejet ned med maskingeværsalver. Det endte på et tidspunkt med, at tyskerne blev tvunget til at trække sig tilbage efter endnu et angreb. Tåbeligt? Nej – hestene bevægede sig helt anderledes let i sneen.

 

Den Røde Hær slår igen

Ved daggry den 5. december angreb russerne så  - og ikke kun den regulære hær. Også de mange partisaner tog fat, hvilket skabte stor utryghed blandt de tyske soldater. Soldaterne i Den Røde Hær kæmpede med et iboende raseri, da man havde fået at vide, hvordan tyskerne havde behandlet civilbefolkningen. Det fik tilfangetagne tyske soldater nu lov til at betale prisen for. Nu overtrådte russerne også Genevekonventionen – og det skulle blive endnu mere voldsomt, da de krydsede grænsen til Tyskland dvs. Østpreussen.

Die Wehrmacht havde været usædvanlig tæt på at få succes. Men de blev standset uden for Moskva – og nu begyndte Den Røde Hær at trænge de tyske tropper tilbage. I løbet af en måned var russerne nu rykket mere end 240 kilometer frem og det over fronten, der strakte sig over mere end 1.000 kilometer.

Hitlers Blitzkrieg var gået i stå – det var ikke længere en tysk hær, der gik fra sejr til sejr. Da 1941 slutter, kunne verden konstatere, at det var muligt at stå imod nazismen og al dens væsen. Men prisen var høj.

Tyske soldater på vej til at overgive sig. December 1941. Størsteparten af de tyske krigsfanger kom til Sibirien, hvor elendigheden tog livet af flere hundredtusinde gennem de 10 år de opholdt sig i lejrene. Den generelle amnesti sikrer Bundeskanzler Adenauer i 1955.

(Fortsættes i næste uge)

Erik Ingemann Sørensen

Se også Erik Ingemann Sørensens artikel "Operation Barbarossa" her

[Historie-online.dk, den 2. februar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Holger Drachmann
Stensætningen v. Glavendrup
Juli. Très Riches Heures du Duc de Berry