Menu
Forrige artikel

Julius Bomholt - Historiens Aktører nr. 64

Kategori: Temaer
Visninger: 1661

 

Coronakrisen har været afslørende for det politiske og økonomiske system i Danmark. Kultur og kirke blev sat bagerst i corona-køen og kunne nærmest undværes. Måske har det ikke overrasket iagttagere af samfundsudviklingen, men nu blev det skåret ud i pap. Det hænger sammen med, at politisk magt i højere og højere grad er blevet forbundet med økonomisk magt. Stærke økonomiske muskler har kulturens institutioner ikke, ligesom indtægterne som udøvende kunstner sjældent er noget at prale af. Mange må endda have to jobs, da de ikke kan leve som musiker, forfatter eller billedkunstner.

Kulturpolitikkens forfald er af nyere dato. Vi skal ikke så langt tilbage i historien for at finde, at man i det politiske system lagde større vægt på kulturen og dens trivsel. De tre gamle partier Venstre, Det radikale Venstre og Socialdemokratiet havde alle kulturpolitik på programmet. Især Socialdemokratiet havde politikere som kæmpede for, at kulturlivet også tilhørte folket, og at arbejdere og alle uden større midler skulle have adgang til kunst, kultur og viden. En af de socialdemokrater, som ragede op i den sammenhæng, var Julius Bomholt.

Interessen for kirken og kulturområdet var dog af gammel dato. Ved parlamentarismens indførelse fik kirke og undervisning stor betydning, og fremtrædende nationalliberale politikere som Madvig, Monrad og Hall indtog i årene efter 1849 på skift pladsen som kultusminister, som undervisning og kirke blev kaldt. I 1916 blev ministeriet delt i undervisningsministerium og kirkeministerium. Kulturlivets forskellige institutioner var fordelt på forskellige ministerier bl.a. undervisningsministeriet, handelsministeriet, justitsministeriet og finansministeriet, hvilket vanskeliggjorde en samlet kulturpolitik. Først i september 1961 blev Ministeriet for Kulturelle Anliggender oprettet. Det nye ministerium flyttede ind i det gamle Assistenshus i Nybrogade tæt på Christiansborg, og her har det stadig til huse.

Kulturen stod stærkt i efterkrigstidens Danmark bl.a. takket være Julius Bomholt. Han blev minister for det nyoprettede ministerium. Julius Bomholt var født 1896 og opvokset i en arbejderfamilie i Silkeborg. Hans far og mor arbejdede begge på byens store fabrik, Silkeborg Papirfabrik, og de var socialdemokrater som størsteparten af landets arbejdere. Det var et trygt og godt hjem med sociale ambitioner, og Julius var godt begavet. Han kom på gymnasiet i Silkeborg, var lidt af en bogorm og skrev digte. Han valgte teologistudiet på Københavns Universitet, men ikke for at blive præst. Efter bestået eksamen i 1921 som cand.theol. rejste han ud i Europa og besøgte bl.a. arbejderhøjskoler i Tyskland og Schweiz. Det var højskolearbejdet, som trak i ham og efter hjemkomst blev han lærer på Askov, men han skiftede snart som lærer til Arbejderhøjskolen i Esbjerg. Det var en rød højskole efter hans smag. I 1924 blev han, skønt ung, leder af skolen og desuden redaktør af DSU-bladet ”Rød Ungdom”, og det gav ham tætte forbindelser til andre unge og senere ledende i partiet som H.C. Hansen og Hans Hedtoft.

I 1929 blev han 33 år gammel indvalgt i folketinget for Socialdemokratiet, og her tog han fat på den sag, han brændte for: kulturpolitik. Han udgav i 1932 bogen ”Arbejderkultur” og hans synspunkter blev uddybet i en række efterfølgende bøger: ” Kulturen for Folket” 1938, ”Kulturproblemer” 1945 og ”Mennesket i centrum” fra 1953. Titlerne angiver, hvordan han fra arbejderkultur bevægede sig til en kulturpolitik for hele befolkningen. Bomholt trådte ind i radiorådet som repræsentant for Arbejdernes Radioforbund. Han anså radioen for et instrument i folkekulturens tjeneste. Musik, hørespil og foredrag kunne komme ud i befolkningens stuer. Fantastisk. Han blev formand for radiorådet, og et af hans principper for statsradiofonien var armslængdeprincippet. Politikerne skulle ikke blande sig i arbejdet. I ”Mennesket i centrum” skrev han: Ministre og rigsdag er i almindelighed ikke egnet til at træffe afgørelse med hensyn til maleriets farver, musikkens toner, en films eller et forfatterskabs kvalitet.

 Julius Bomholt, foto wikipedia

Bomholt var myreflittig. Fra 1932 til 1945 var han litteraturredaktør og -kritiker for avisen Socialdemokraten, og i årene 1945 – 50 formand for folketinget. Han blev i 1950-erne undervisningsminister og i 1957 socialminister. Under hele sin politiske karriere gjorde han sig gældende som en meget produktiv forfatter med artikler, noveller, romaner og erindringer. Det blev til en lang række bøger, således fem bind baseret på erindringer: ”På vej til Livet”, ”Vinterlys”, ”Himmerigs Dør”, ”Svalerne” og ”Døgnflue og Evighed”, rejsebeskrivelsen ”Togter” fra 1935, adskillige romaner som ”Længsel” og ”Det skjulte Ja”, digtsamlingen ”Kakkelvers”, en historiske roman i to bind om Knud den Hellige samt faglitteratur som ”Moderne skribenter”, ”Bogen om Stauning” og ”Grønland foran en ny epoke”. Han repræsenterer i sit forfatterskab realismen, som dominerede i årene før, under og kort efter anden verdenskrig indtil en ny litterær bølge gjorde sig gældende, modernismen.

Julius Bomholt havde allerede før verdenskrigen advokeret for et ministerium for kulturen, men uden held. I 1960 var tiden blevet moden til at give kulturen, hvad den savnede. H.C. Hansen og Viggo Kampman støttede Bomholts idé. Kulturministeriet blev en realitet. Socialpolitikkens reformator K.K. Steincke skrev i telegram til Bomholt: Da vi havde varemangel stop fik vi et varedirektorat, stop. Nu har vi så fået et kulturministerium stop!

 

Der var nok at tage fat på i det nye ministerium. For Bomholt stod slaget på to fronter. Dels skulle ministeriet arbejde på at støtte kunstens udøvere, dels skulle man sikre borgerne lettere adgang til kultur og viden. Det var i øvrigt ikke kun i Danmark, at kulturen kom i fokus. I Frankrig oprettedes et kulturministerium i 1959 med forfatteren André Malraux som kulturminister. Åndslivets rolle i det nye vækst- og velfærdssamfund fik øget politisk betydning. I Socialdemokratiets partiprogram ”Vejen frem ” fra 1961 hed det: ”Det er samfundets opgave at skabe grundlaget for et rigere kulturliv, således at kulturgoderne bliver et naturligt led i hverdagen. Kunsten i alle dens former må sikres uafhængighed og den eksperimenterende kunst sikres gode arbejdsmuligheder. De store massemeddelelsesmidler, fjernsyn og radio, er blevet folkeeje. De må sikres uafhængighed, således at de frit kan yde deres bidrag til kulturudviklingen og den offentlige debat.”

En af de betydningsfulde love gennemført på foranledning af Bomholt var lov om Statens Kunstfond fra 1964. En lang række kulturpersonligheder stod bag loven: K.E. Løgstrup, Knud W. Jensen, Aage Damgård, P.V. Glob og Per Nørgård. Loven medførte en reaktion fra dele af befolkningen, og lagerforvalter Peter Rindal blev galionsfigur for protester mod at bruge borgernes skattekroner til at støtte ”krussedullemalere”.

Ved folketingsvalget i 1964 blev Jens Otto Krag statsminister, og han var ingen ven af Bomholt, der straks blev bedt om at trække sig fra kulturministerposten og i stedet blev placeret som folketingets formand. Krag valgte som sin kulturminister Hans Sølvhøj, som i øvrigt var en glimrende kulturminister, men af en helt anden støbning end Bomholt.

I 2021 udkom denne biografi - anmeldt på historie-online.dk her

Bomholt oplevede dermed sit livs største skuffelse. Han fik ikke gjort sit arbejde færdigt. Det var en voldsom desavouering af hans indsats i et langt liv. Men han havde på tre år lagt et godt fundament for kulturpolitikken i Danmark og havde på kulturens område fulgt Staunings vision om, at Socialdemokratiet skulle gå fra at være et arbejderparti til at være et folkeparti. I 1956 udtalte Bomholt: Der er mange steder en opfattelse af at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.

Julius Bomholt døde i 1969 i Esbjerg. En plads i byen bærer hans navn. En Bomholtpris blev indstiftet til uddeling til folk som på kulturområdet havde gjort en fremragende forskningsindsats. I 2019 besluttede den socialdemokratiske regering at afskaffe Bomholtprisen. Sic transit gloria ….

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 30. marts 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Karl Otto Meyer - Historiens Aktører nr. 13
Troels-Lund - Historiens Aktører nr. 11
Indira Gandhi - Historiens Aktører nr. 68