Menu
Forrige artikel

Kongelig hjemmedåb

Kategori: Temaer
Visninger: 10840

Kongelig hjemmedåb

Det var almindeligt, at de kongelige børn blev hjemmedøbt langt ned imod vor tid. 

Kongelige fødsler var et statsanliggende under enevælden. Også den gange var offentlighedens interesse stor, og da ikke mindst, hvis der var tale om en tronarving.

Barnet måtte straks have et standsmæssigt leje, og i reglen skete dåben kun ganske kort tid efter fødslen. Den nyfødte blev lagt i en paradevugge, og vist frem for udvalgte medlemmer af hoffet og andre standspersoner. Sådan foregik det fx da dronning Louise i 1749 fødte prins Christian (den Syvende). 

Dåbssættet fra Rosenborg
Den lille Christian blev døbt i sin mors soveværelse ganske få timer efter, at han havde set dagens lys. Dåbskande og dåbsfad blev stillet an på et tyrkisk tæppe. Enkedronning Sophie Magdalene var gudmor, og de fornemme dåbsgæster blev trakterede med  konfekt, the, kaffe og vin. Det var naturligvis hoffets særlige præst, den kongelige konfessionarius, der forrettede dåben. Det udstyr, som blev anvendt ved de kongelige dåbshandlinger findes til dagligt på Rosenborg. Der er tale om et sæt, der består af kande, fad og lystestager, og det var første gang i anvendelse ved Frederik den Fjerdes dåb i 1671. De efterfølgende dåbsbørn fik alle graveret deres navn på fadet, enten i bunden eller på en lille særlig plade. Frederik den Sjettes datter Louise, som døbtes i 1795, er den sidste, som fik sit navn indgraveret.

Almindeligt med hjemmedåb
At dåben fulgte hurtigt efter fødslen var almindeligt, idet man jo ikke kunne være sikker på, om barnet ville overleve. Som regel gik der kun ganske få timer, en tradition der blev brudt ved Frederik den Sjettes fødsel. Han blev født den 28. januar 1768 mellem klokken 22 og 23, men døbtes først to dage senere. Christian den Ottende, som ganske vist ikke var tronfølger ved sin fødsel, blev først døbt over en uge efter sin fødsel den 18. september. Dåben fandt først sted den 28. altså hele ti dage efter.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kongelige fødsler
Kongelige fødsler
Kongelige i kirkebøgerne