Godt nyt fra Nordfronten
Menu
Forrige artikel

Godt nyt fra Nordfronten

Kategori: Arkiv
Visninger: 540

Kulturstyrelsen begynder nu arbejdet med registrering af den tyskbyggede Sikringsstilling Nord i Sønderjylland, som under 1. Verdenskrig skulle beskytte Tyskland, hvis England angreb med landsætning af tropper i Esbjerg.

Den glemte historie om en stærk, tysk befæstningslinje tværs over Sønderjylland – Sikringsstilling Nord – bliver nu bragt til live med Kulturstyrelsens registrering og sikring af nogle af de få efterladte bunkers og kanonbatterier, som undgik at blive sprængt i stykker og fjernet efter 1. Verdenskrigs afslutning og Genforeningen i Sønderjylland.

Sikringsstilling Nord blev bygget i perioden 1916-18 og bestod af omkring 900 bunkers, 40 kanonbatterier og forsvarslinjer med skyttegrave og pigtråd. Sikringsstilling Nord blev placeret tværs over det dengang tyske Nordslesvig og strakte sig over 50 km fra Hoptrup ved Lillebælt til Rømø ved Vadehavet og var den stærkeste befæstning af sin art i Europa. Militæranlægget blev bygget i den del af Danmark, som var tabt til Tyskland i krigen i 1864.

Befæstningen blev bygget af den kejserlige tyske hær i 1916-18 ved brug af militære straffefanger og tyske kriminelle, som blev hentet fra fængslerne for at gøre det hårde arbejde. Sikringsstillingen blev bygget, så den kunne holde mindst 100.000 angribende englændere stangen og sende dem tilbage i havet ved Esbjerg.

Sikringsstilling Nord kom heldigvis aldrig i brug; men Danmark så efter krigen forsvarsværket som en trussel, fordi det hurtigt kunne bemandes af en fjende – tyskerne – som dermed kunne sætte sig fast. Den danske hær sprængte derfor i årene efter 1. Verdenskrigs afslutning anlæggene i stykker og fjernede meget af dem.

Det vil sige, at de forsøgte en systematisk ødelæggelse, men nogle bunkers klarede frisag, fordi de blev overset, og andre igen lå for tæt på gårde og boliger til, at de forsvarligt kunne sprænges væk. Det betyder, at befæstningslinjen fra 1. Verdenskrig er den bedst bevarede i verden.

Af den grund og fordi de tyske militæranlæg fortæller en vigtig del af den europæiske og navnlig den sønderjyske historie under den tyske periode, er Kulturstyrelsen gået i gang med at registrere Sikringsstilling Nord, så historien aldrig går i glemmebogen.

Foto: Her lå den. Rester af en kanonstilling fra den tyskbyggede Sikringsstilling Nord, som skulle stoppe en engelsk invasion under 1. Verdenskrig. Foto: Peter Kronsted

(januar 2015)

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nyt maleri til Reventlow-Museet
Vikingeskib på fredeligt togt til Kina
Masser af nye kilder online