Menu
Forrige artikel Næste artikel

Islændingesagaernes verden

Kategori: Bøger
Visninger: 338

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

En saga er en saga er en saga.

Med dette lille litterære lån in mente er det dog alligevel værd at konstatere, at det ikke passer helt. Anette Lassen skriver allerede på indledningens første side, at der ud over islændingesagaerne også er oldtidssagaer, kongesagaer, riddersagaer, samtidssagaer, bispesagaer og apostelsagaer. Der er flere at vælge imellem.

I 2014 udgav det islandske forlag Saga et fembinds værk med de 40 islændingesagaer og 49 totter i en nyoversættelse på dansk. Lektor ved KU, Anette Lassen, var redaktør på udgivelsen. Nu udgives et udvalg af islændingesagaerne på forlaget Gyldendal i (foreløbig?) seks bind, hvoraf de tre første udgives samtidig med den her anmeldte bog. Ekstern redaktør på disse udgivelser er Anette Lassen, som forsker i den norrøne litteratur. Bøgerne er i blødt bind, og de er rimeligt prissatte.

Det skal bemærkes, at forlaget også er i gang med at udgive oldtidssagaerne, hvoraf de to første bind udkom i foråret 2016 (anmeldt på historie-online), og de næste to bind er lige på trapperne.

For at forstå sagaerne bedst muligt, og for ikke kun at bedømme dem med nutidens øjne, er det nødvendigt at vide noget om datidens samfund. Både på den tid, hvor sagaernes handling foregik, og på den tid, hvor de blev nedskrevet. Denne bog om dén tids verden på Island er måske ikke nødvendig læsning, men den øger forståelsen af personerne og deres handlinger meget.

Islændingesagaernes handling henregnes til tiden 930-1030. Nedskrivningen er først sket i 1200-tallet, hvor Island var kristnet. De omhandler livet blandt storbønder på Island i vikingetiden, fra udvandringen fra Norge til bebyggelsen af Island. Sagaerne kan have en enkelt hovedperson, men de kan også handle om en slægt eller folk i et særligt område. Sagaerne udspilles især på Island, men der er også beretninger om unge mænd (helte), som rejste til Norge eller Danmark eller andre steder og kom hjem med rigdom og hæder, hvilket kunne give anledning til misundelse og ballade. Én af Arne Magnussons skrivere karakteriserede i 1700-tallet disse sagaers emne som ”Bønder, der slås”. Man foretrak dengang konge- og oldtidssagaerne. Men på Island var bønders ære også vigtig.

Bogens næste afsnit handler om Islands litteratur i middelalderen og den påvirkning, der kom udefra, og den ændring i smag og i stil, der skete. Man regner i øvrigt med, at der kun er overleveret omkring 10 % af de håndskrifter, som engang fandtes. Der findes ingen originale overleveringer af islændingesagaerne. Det er afskrifter og somme tider afskrifter af afskrifter, og ofte findes de kun fragmentarisk.

Selv om det er meget vanskeligt at datere islændingesagaerne, er forskerne dog enige om, at nedskrivningen har fundet sted fra første halvdel af 1200-tallet. Forskere har gennem tiden arbejdet med at datere de enkelte sagaer. Der redegøres i bogen kort for forskellige overvejelser om og metoder for datering. Man er dog nogenlunde enige om, at inddele nedskrivningen af islændingesagaerne i tre perioder: Den ældste periode fra 1200 til 1250 (måske 1300), hvor stilen er ret klodset og opremsende. Den mellemste periode fra 1220 til ca. 1300, hvor sagaernes ses som ”klassiske” i stil og form og med historiske træk. Den yngste periode fra 1290 til 1500 (måske 1550), hvor smagen tenderer det mere groteske og manierede – mere fiktion end historie.

Dette spørgsmål om fiktion eller historie tager forfatteren op i afsnittet om ”Tradition og Fortælling”. Tidligere har man ment, at sagaerne var historieskrivning, og at der lå en mundtlig tradition forud for de enkelte sagaer. Dette kaldes friprosateorien. Bogprosateorien benægter ikke, at der kan have været en mundtlig tradition, men den hævder, at sagaerne er skrevne kunstværker. En eventuel mundtlig tradition kan have sit udspring i, at de nedskrevne sagaer er blevet læst op for tilhørere. Forskerne har fundet ”beviser” for både den ene og den anden teori, som det beskrives i afsnittet.

I afsnittet ”Sagaskrivere og Hjemmelsmænd” skriver forfatteren om forsøg på at afsløre de ellers anonyme sagaskrivere. Var de forfattere, kunstnere eller historikere? Hvad kan man læse i teksterne, som afslører noget om sagaskriveren?

I middelalderen var islændinge kendte for deres historiske viden og deres evner som historiefortællere og som læseheste. Dette fremgår af de eksempler fra sagaerne, som omtales i bogen. Men spørgsmålet er, hvor meget faktuel historie der er i islændingesagaerne, hvis handlinger foregår før skriftsproget var etableret i Island og Norden. Islændingesagaerne kan derfor ikke sammenholdes direkte med europæiske krøniker eller annaler. I afsnittet ”Islændingesagaernes Historicitet” skriver forfatteren om den mulige forskel mellem en faktisk begivenhed og den beskrivelse af den, som måtte findes i en saga. Sagaskriveren ville jo gerne fortælle en god historie i en litterær form. Eksemplerne i bogen er taget fra ”Njals Saga” og ”Sagaerne om opdagelsen af Amerika”. Forfatteren mener, at selv om der måtte være en historisk kerne i en saga, så vil den i de allerfleste tilfælde være ændret til ukendelighed, og sammenligner sagaerne med Homers beretning om Den Trojanske Krig, Saxos fortællinger fra den ældre danmarkshistorie eller fra Bibelens fortællinger om Jesus.

I et længere afsnit skriver forfatteren om ”Stil og Litterær Teknik”. Islændingesagaerne er ofte beskrevet som realistiske og saglige i modsætning til de mere fantastiske og floromvundne oldtidssagaer. Afsnittet har flere eksempler på både stil og teknik. En undergruppe af islændingesagaerne er skjaldesagaerne, som har en skjald som hovedperson. Skjaldekvadene er kendetegnede ved deres poetiske sprog i både ord og omskrivninger (isl.: kenninger), som ikke kendes i prosa. To eksempler: ”Odins leg” betyder kamp, medens ”sejlets hest” betyder skib.

I et langt afsnit beskrives ”Islændingesagaernes Samfund”. Underafsnittene er: Tro og religion, Slægten, Retsforhold, Sagasamfundets køn, Kvinder, Umandige mænd og manderollens grænser, Kærlighed, Økonomi og ære, Gårdbruget, Skibe og De almindeligste skibsbetegnelser.

Udpluk af dette afsnit: Landnamstiden regnes fra slutningen af 800-tallet til 930. Denne bosætning af ubeboet land er beskrevet i Landnamsbogen, som omtaler omkring 450 bønder og deres områder. Omkring 1100 var der ifølge Islændingebogen ca, 4500 jordejere på Island. - I år 1000 vedtog man på Altinget, at Kristendommen skulle være den officielle og landsdækkende religion. - Altinget bestod af 4 fjerdingsdomstole og fik en femteret for at kunne stemme uden stemmelighed om retten i en sag. Lovretten (den lovgivende magt) lå hos goderne i godedømmerne (først 36 og senere 48). Der var ingen udøvende instans eller magt, hvilket for en jurist må føre til ”godkendt selvtægt”, når Altinget havde afsagt en dom. - Fornemme kvinder slås ikke: de sender mænd til at slås for sig. - Mindre fornemme kvinder slås, men mest ved sejd/magi. - Tab af ære gjorde én til nidding, og krævede hævn. - Rigdom bestod af land, bygninger og skibe, guld, sølv, kvæg og vadmel. Hvis valget stod mellem rigdom og ære, skulle man vælge æren. - Et gårdbrug bestod af bonde, kone, børn, bedsteforældre, arbejdsfolk, tjenestefolk og trælle. Efter landnammet bestod en gård af en bygning med ét langt rum. Senere kom der flere rum, men beskrivelserne stammer nok fra sagaskrivernes egen tid. Arkæologien har dokumenteret mange af oplysningerne. - Skibene var hele vikingetidens forudsætning både på Island og i hele Norden. En livsnødvendighed og et livsvilkår. Kvinder var passive passagerer på skibene. Sagaskriverne kendte kun skibe fra deres egen tid, men arkæologerne har dokumenteret vikingetidens skibe. Udgravningerne ved Skuldelev i Roskilde Fjord med flere forskellige typer skibe og deres dateringer er velkendte.

Bogen fortsætter med et afsnit om sagaoversættelser i Danmark. Den første interesse var om konge- og oldtidssagaerne, idet de handler om danske forhold. Interessen for islændingesagaerne startede i slutningen af 1700-tallet, og de er kommet i flere oversættelser. Den seneste er som nævnt fra 2014 med flere forskellige oversættere og med forfatteren Merete Pryds Helle som litterær konsulent for at sikre en høj filologisk kompetence og skønlitterær kvalitet. Det er disse nyoversættelser, som også udgives i denne serie. Til slut skriver forfatteren i afsnittet ”Oversættelser som sprogpolitik” om principperne for oversættelse og de valg, som må træffes, og om målsætningen med den sproglige linje: et inkluderende sprog med balance mellem fremmedord og norrøne termer og et sprog, der afspejler sagaernes eget.

I det næste lange afsnit - ”Islændingesagaerne. En Oversigt” - gives i alfabetisk rækkefølge en kortfattet oversigt over de enkelte islændingesagaers indhold, datering og overlevering. Alle 40 islændingesagaer er omtalt og giver mulighed for et valg, såfremt man ikke har mod på at læse dem alle, eller søger efter bestemte emner, som man ønsker at læse om.

Bogens sidste afsnit – ”Litteratur” - oplister først henvisninger og citater fra 2014-udgaven. Dernæst er der lister over Originalsprogsudgaver, Håndskrifter og deres opbevaringssteder, Tidligere danske oversættelser og Faglitteratur og videre læsning. Der er ikke noget register.

Bogen beskriver de 40 islændingesagaer, som foregår i vikingetiden umiddelbart efter landnamstiden i Island, det islandske samfund på den tid og sagaernes tilblivelse og indhold. Den er ikke nødvendig læsning, men den forøger udbyttet af og glæden og fornøjelsen ved læsningen mangefold.

Læs anmeldelse af Islændingesagaerne bind 1, bind 2, bind 3

Historie-online.dk, den 19. september 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vikingerne ved Ruslands vugge
Leprosy in Medieval Denmark
Vikinger i krig