Menu
Forrige artikel

Kærlighed i kommunismens tid

Kategori: Bøger
Visninger: 1163

Af Thomas Petersen, univ.lektor emer.

Lad det være sagt med det samme. Dette er simpelthen en pragtfuld bog. Nøgtern og realistisk ind til benet, klog på livet og ikke mindst uhyre vel skrevet. Om en pige, der allerede i gymnasiet og på egen hånd tog på en form for dannelsesrejser til det daværende Østeuropa. Til Europas baggård. Ikke ligefrem et ønskemål for en dansk teenagepige, der var vokset op i Risskov, en velhaverforstad til Aarhus. Og som senere fulgte denne praksis op på studieophold og ved at tage regulære jobs som rejseleder. Om en pige med ben i næsen, som ultimativt trodsede alt – for på ukomfortable vilkår at blive Hausfrau i et land, der dybest set hellere så hendes hæl end hendes tå. Men hun insisterede på at bo netop der, hvor hendes østtyske mand og barn befandt sig. Om forfatteren kunne man udmærket og ganske illustrativt citere apostlen Pauli ord fra 1. Korintherbrev om kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

I få markante ord forklarer forfatteren i forordet sit forhold til DDR – nøgternt, realistisk, indlevet og medmenneskeligt solidarisk:

”Jeg tilbragte frivilligt otte år i landet, og nogen ven af den tyske udgave af 1900-tallets kommunisme blev jeg aldrig. Men de otte år, jeg boede der, var ikke otte dårlige år, det var otte anderledes år, hvor jeg fik sat mit vesteuropæiske velstands-ego på prøve, lærte, hvad mangler og begrænsninger gør ved folk, og fandt ud af, at livet sagtens kan leves på andre præmisser end dem, jeg var vokset op med. --- Det er en personlig og subjektiv skildring af livet, der ikke findes mere, men som var et af omdrejningspunkterne i Europa under den kolde krig”.

Tove Thomsen var vokset op i økonomisk gode forhold, hvor forældrene var hhv. ingeniør og tandlæge. Uden tv, og hvor aftenunderholdningen bestod i farens oplæsning af verdenslitteraturens mesterværker. Uden bil, men i cykelafstand af arbejde. Uden det store behov for at forbruge. ”Da den østtyske virkelighed indhentede mig, fandt jeg ud af, hvad forskellen var: I Danmark var der to overvejelser, der havde styret mit forbrug: Hvad har jeg lyst til, og hvad havde jeg råd til? I DDR var der kun et eneste spørgsmål, og det var: Hvad kan jeg få? Og når jeg så pakkede varerne ud hjemme på køkkenbordet: Hvad kan jeg lave af det”? (side 199).

Som studerende i tyverne opgav daværende Tove Thomsen omkring 1980 sine studier ved Aarhus Universitet for at slå sig ned i Europas datidige paria-land og baggård – i arbejder- og bonderepublikken DDR. Den første på tysk grund, som det patetisk hed på det rigelige antal af transparenter. I delstaten Sachsens hovedby og det gamle Europas kulturby Leipzig. Hvor luften var brunkulsmættet – i såvel konkret som abstrakt betydning. Tove gjorde det absolut ikke af ideologisk forblindelse, men fordi hun blot ville leve sammen med den mand, hun kort forinden havde mødt og siden fået en datter sammen med. Som følge af sin rejse- og lærelyst havde Tove Thomsen i 1975 deltaget i et kursus i serbokroatisk i Sarajevo og havde i tilgift mødt og blevet småforelsket i en ung østtysker ved navn Holm Fleischer, hvis far var en kendt germanist.  

Det var som bekendt overordentlig svært at få lov til at rejse ud af DDR. Men det var såmænd lige så svært at komme ind i arbejder- og bondestatens paradisiske verden. Det kom Tove til at opleve på egen krop. Det i egen optik socialistiske paradis kunne ikke begribe, hvorfor en pige, der ikke ligefrem brændte for hverken ideologi generelt eller socialismen i særdeleshed, ville slå sig ned netop der. Bare på grund af kærlighed. Hun beskriver sig selv i myndighedernes øjne som et fremmedlegeme, uskolet og uberegnelig og derfor i sidste ende også uønsket.

Noget andet måtte derfor i deres optik stikke under. Måske en vestlig agent i svøb med en særlig raffineret dækhistorie. I hvert fald blev Tove og den lille Klara isoleret på et fængselslignende internat i mange uger, mens indrejsesagen blev endevendt og vurderet hos myndighederne. Hun giver i bogen en meget sigende og uhyre udførlig beretning om opholdet. Der ikke blev kortere af, at udspørgerne kom under vejr med, at Tove minsandten også havde en studiegæld til det offentlige i Danmark. De pedantiske østtyske myndigheder forlangte derfor en erklæring fra den danske stat, der gik ud på, at DDR på ingen måde kunne præsenteres for eller indfri et indløsningskrav fra dansk side. Den havde de danske myndigheder ikke set komme, men en snarrådig og forstående embedsperson underskrev på egen hånd en sådan erklæring. Dansk civilcuorage, når den er bedst.

Gennem en række kapitler skifter fokus mellem den lille historie i en lejlighed i Leipzig, der er erhvervet gennem forbindelser i universitetsverdenen, og den store historie i et europæisk paria-land, der var opstået gennem ragnarok i 1945. Tove Fleischer beskriver indfølt situationen i et DDR, der af den østlige sejrherre ribbes for de produktionsmidler, der havde overlevet krigen. Og, som den grundlæggende fattige stat selv havde megen brug for.

Hun tegner et smukt og nænsomt billede af sin svigerfamilie, der havde gennemlevet tilværelsen i et Centraleuropa, hjemsøgt af nationale spændinger, krig og fattigdom. Nøgternt og præcist beskriver hun ligeledes dagliglivet med småbørn. Uden sult og uden mangel på basisprodukter, men også uden spræl og de store variationsmuligheder. Ligeledes livet med et emsigt parti og følgagtige medier, med et arbejdsmarked uden arbejdsløshed, men alligevel med et massivt overskud af arbejdskraft. Vi følger børnelivet og ferierne. Samt den evindelige kamp med bureaukratisk stivhed og prøjsisk korrekthed.

Familien vokser efterhånden med yderligere to børn. Toves konfrontatoriske møde med den østtyske fødselsverden er en verden for sig, og er beskrevet kosteligt. Hun tjener lidt hård valuta ved at sende anonyme rejseberetninger til Århus Stiftstidende. Senere supplerer hun med arbejde som oversætter og underviser. Ender med at tjene ganske mange østmark på meningsfyldt forlagsarbejde. Men, da familien returnerer til Danmark lige før Murens fald, får hun ikke det fulde udbytte af valutaudjævningen. Hun er forelsket i byen Leipzig på grund af dens historie, folkeliv og kultur. Vi følger hende på indkøbsture til slaraffenlandet Vestberlin på den anden side zonegrænsen og Muren. Men vi er også med på hjemturene, hvor hun med sine mange poser med vestprodukter nedstirres af misundelige medsøstre. Ligeledes følger vi i det små, hvordan hun med uhyre beskedne midler snyder toldmyndighederne. Alt bliver fortalt med forfatterens dejlig underspillede ord og tone.

Den lærde og internationalt orienterede svigerfar havde fra starten været modstander af det umage forhold. Ikke, fordi han havde noget imod Tove som menneske, men fordi han med sin gode forstand nøgternt vurderede, at DDR ikke havde noget eksistentielt at tilbyde en nysgerrig og livsnydende ung studerende mor fra smørhullet Danmark. Han endte med at godkende forholdet, så han og Tove fik et godt og varmt forhold til hinanden. I dag bor hele familien i Aarhus.

Denne pragtfulde bog fortjener rigtig mange læsere. Ikke blot for sit smukke og udtryksfulde sprog. Men også på grund af sit indhold. Det er beskrevet solidarisk uden på nogen måde at blive romantisk.  

Historie-online.dk, den 2. januar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Tyskland
Dansk Velfærdshistorie, Bind V
Skyggemand