Menu
Forrige artikel

Den sorte dag ved Moulin-sous-Touvant

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 802

”En stæj ved Mulæng su Tuvang…”

”Den sorte dag ved Moulin-sous-Touvant” er en rystende, men fremragende beretning om junikampene i Frankrig 1915, der kostede helt ubeskriveligt mange dansksindede sønderjyder livet. Overskriften er hentet fra en sønderjysk fars digt om hans faldne søn.

Af Erik Ingemann Sørensen

I 2014 blev det under stor opmærksomhed markeret, at det nu var 100 år siden, den første af det 20. århundredes store tragedier tog sin begyndelse. Fire års ufattelige lidelser der endte med den gamle ordens sammenbrud og fødslen af et helt nyt Europa. På lerfødder.

Siden er der blevet mere stille på bogfronten. Dog ikke i Sønderjylland. Her er det især museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot, der har været den store initiativtager. Med udstillinger, websitet om den store krig set med sønderjyske øjne: http://denstorekrig1914-1918.dk/ samt senest den fremragende bog ”Den sorte dag”, som han har skrevet sammen med Martin Bo Nørregaard. Om rædselsdøgnet den 6.6.1915 - 80 kilometer uden for Paris. Den dag de franske tropper efter en heftig trommeild gik til angreb på de tyske linjer, hvor især Füsilier-Regiment Nr. 86 fra Nordslesvig, der primært var bemandet med dansktalende, måtte kæmpe for livet. Med frygtelige tab. Nedenstående tabel viser tydeligt udslag i danske faldne den dag.

Statistik der viser de sønderjyske tabstal. Udslaget ved Moulin-Sous-Touvent er markant. (Illustration fra bogen, s. 45)

Forfatternes spørgsmål

De to historikere har stillet sig selv en række spørgsmål: Hvad skete der egentlig den 6. juni 1915 ved Moulin? Hvordan forløb kampene? Hvorfor gik det så galt? Hvilke kildematerialer har vi? Bogen giver grundige svar – og kildematerialerne, der flittigt benyttes bogen igennem, består af danske feltpostbreve, uddrag af dagbøger og erindringer samt inddragelse af såvel fransk som tysk kildemateriale. Hertil kommer et stort antal billeder – primært fra Museum Sønderjyllands omfattende billeddatabase: http://billeder.museum-sonderjylland.dk/Cumulus/#1516700186392_8

Det hele bringer læseren utrolig tæt på kampene. Vi er med i skyttegravene, i sommerheden, i mudderet, i kampene, i myrderierne. Uden at forfatterne på nogen måde svælger i død og ødelæggelse. De skriver nøgternt – ofte lader de kilderne tale for sig selv. Og de skriver godt de to forfattere.

Kun 80 kilometer til Paris

Den tyske hær måtte stoppe deres fremmarch efter slaget ved Marne den 6. september 1914. Den efterfølgende tilbagetrækning stoppede ved Moulin-sous-Touvent, hvor de to modstandere gravede sig ned. De tyske stillinger var i begyndelsen af januar blevet fyldt med soldater fra Füselier-Regiment Nr. 86. Flere steder var der blot 25 – 30 meter over til de franske skyttegrave.

Ser man på de militære kort over området, slår det, at vejene har helt specielle navne: Schleswiger Weg, Apenrader Weg, Sonderburger Weg osv. Alle opkaldt efter de slesvigske østbyer.

Selv uden kamp mindede skyttegravene mest om Dantes Inferno. Hans Petersen – en af de overlevende – skrev: ”I løbegraven var der lagt brædder i bunden; men af og til var der en, som skred ned i hullerne ved siden og stak benene i vandet til op over knæene. En gisp efter luft og en drøj ed var det, der fulgte næstefter. Til vor nye stilling ankom vi gennemblødte, og nogle var i den grad tilsølet med ler, at de lignede lerklumper…” (s.10). Lidt senere hedder det: ”Til højre for byen havde fjenden for lang tid siden foretaget et angreb, som man tydelig kunne se var mislykkedes. Der lå endnu 300 døde franskmænd i pigtrådshegnet, samt deres kaptajn og hans hest…” (s.11). Døgnet rundt blev sønderjyderne konstant mindet om den allesteds nærværende død. Når varmen satte ind fulgte den ulidelige stank – fluerne, rotterne.

Men også under jorden herskede rædslerne. Begge parter gravede tunneler så tæt på fjenden som muligt, anbragte enorme sprængladninger, som senere blev udløst. Endnu engang død og lemlæstelse.

Franske planer om et angreb

Franskmændene var kørt fast i den egentlige forårsoffensiv og satsede derfor på en ny. Her skulle Moulin-sous-Touvent stillingerne gøres til mål for en skinmanøvre. Her satsede man især på en forberedende trommeild, der skulle ødelægge de tyske stillinger, så infanteriet, der bestod af egentlige franskmænd og så Zouave-regimenterne, der bestod af soldater hentet fra de franske besiddelser i Nordafrika. Forfatterne anfører, at de rent faktisk hørte til den franske hærs eliteenheder. Blandt sønderjyderne blev de ofte kaldt ”de sorte”. Og de var frygtede for deres vildskab, der kunne udvikle sig til en slags blodrus. Sårede soldater fik slet og ret skåret halsen over uden hensyntagen til Haager-konventionen. Men også sønderjyderne måtte tage konventionen let. Sanitetssoldaten Karl Klemmensen fortæller: ”…og mange af de sorte måtte her bide i græsset. Der gaves ingen pardon, eftersom de ingen skånsel havde vist mod vore kammerater. En eneste sort havde vi som såret, og han måtte senere bøde med livet, eftersom han havde skåret halsen over på en svært såret løjtnant…” (s. 34)

Zouave. (Illustrationen er ikke fra bogen)

Franskmændenes offensiv begynder med et intenst bombardement af de tyske stillinger den 4. juni. Mere end 50.000 granater hamrede ned i stillingerne. Og fronten var blot 1.100 meter bred. Så godt som den samme ved Dybbøl i 1864. Men her blev det ”kun” til omkring 8.000 på godt seks timer. Den sønderjyske løjtnant, Wilhelm Jürgensen, skriver hudløst ærligt om ”oplevelsen”: ”Hvem kan påstå, at han i sådanne øjeblikke ikke følte angst, elendig, rystende angst…” (s. 19) Det hele var så voldsomt, at ”To reservekompagnier er brugt op, inden de har afgivet et skud…” skriver Jürgensen. (s. 21) Kun ½ time tog det franskmændene at erobre dele af det tyske område, mens kampene bølgede frem og tilbage.

En fransk tøven og et tysk modangreb vender situationen noget, men der blev kæmpet hele natten under store tab. Under kampene falder de to brødre, Hans og Karl Baller fra Sønderborg. En ubærlig meddelelse måtte sendes til hjemmet.

En anden familie mister krigen igennem fire sønner.

Kampene fortsatte de følgende dage, og de sønderjyske tab (dræbte) noteres til 105 den 6. juni og 50 yderligere efterfølgende.

Soldater fra Füselier-Regiment Nr. 86 i skyttegrav ved Moulin-Sous-Touvent. (s. 8)

Det er små tal – hvis man kan sige det sådan – i den store sammenhæng. Men de kommer unægtelig tæt på, da det er sønderjyder, der er sendt i en krig, der i realiteten ikke er deres. Ofre for katastrofen i 1864. Mange blev taget som fanger. Franskmændene var godt klar over sønderjydernes særlige forhold. Man oprettede derfor en speciel fangelejr – i Aurillac – netop for denne gruppe. Her var forholdene bedre end i de øvrige. Muligvis er det dette, der var årsag til, at tyskerne omtalte den som ”forræderlejren” og mere end antydede, at sønderjyderne havde fortalt franskmændene, at ”det ville være fordelagtigt at angribe netop nord for Moulin-sous Touvent…” (s. 48) Intet tyder dog – efter tyske undersøgelser – på, at noget sådant var tilfældet.

Endnu en historisk brik

Det er på bedste vis lykkedes de to forfattere at lægge endnu en vigtig brik i den store fortælling om sønderjydernes tvungne kamp i tyske uniformer. Disse glemte danskere har virkelig fortjent den stele, der her er rejst.

Bogen er gennemillustreret med både kort og fotografier. Det hele er af så fin en kvalitet, at den virkelig kan varmt anbefales. Så man husker ”en stej ved Mulæng su Tuvang”, som Christian Petersen Seeberg, far til forfatter og museumsinspektør Peter Seeberg, skrev.

Historie-online.dk, den 24. januar 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen
1. verdenskrig i billeder og 2. verdenskrig i billeder
Wienerbørn