Kejserens sidste luftskib
Menu
Forrige artikel

Kejserens sidste luftskib

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 271

 

Af Kresten Søe

Syv soldatergrave på Vestkysten
I flyvningens barndom gik den videre udvikling ad to veje. Den ene med den forholdsvis nye flyvemaskine og den anden via den gammelkendte luftballons lovende efterfølger - det styrbare luftskib. Ententen satsede på flyvemaskinen, mens Tyskland sideløbende også valgte at videreudvikle luftskibet eller zeppelineren - opkaldt efter den oprindelige opfinder Ferdinand von Zeppelin. Luftskibet spillede i kraft af sin flyvehøjde og rækkevidde her også en vigtig rolle i rekognoscering for den tyske Højsøflåde.
Med udgangspunkt i syv grave på vestjyske kirkegårde fortæller journalist Knud Jakobsen historien om den kejserlige marines luftskibe under 1. Verdenskrig. Såvel angående det tekniske kapløb mellem flyvemaskinen og luftskibet som det rent menneskelige aspekt og de barske forhold i højderne.

Peter Strasser - en karismatisk leder
 Peter Strasser fik kommandoen over den kejserlige marines luftskibe i 1913. Strasser var langt fra nogen skrivebordskommandør, men tog uddannelse som luftskibsfører og deltog ofte selv i togterne. Han kæmpede indædt med held for sine luftskibe. Marinen fik således i løbet af krigen tilført hele 76 nye stadig større og bedre luftskibe, mens mandskabsstyrken voksede fra 120 til 7000. De primære opgaver var dog til stadighed rekognoscering over Nordsøen. Men snart påkaldte bombetogterne, der omfattede op til 10 luftskibe ad gangen over England, sig uforholdsmæssig stor opmærksomhed. De i alt 41 luftskibstogter foregik om natten, hvor bomberne som oftest ramte på må og få og i realiteten kun tjente til at terrorisere civilbefolkningen. Terrorbombningerne fik dog trods de ret få dræbte og sårede stor psykologisk betydning i den engelske befolkning.

Luftskibet - et krigsafgørende våben?
Reaktionerne i den engelske befolkning forledte Strasser til at tro, at luftskibet kunne tvinge England i knæ. Krigsførelsen blev derfor optrappet med nye super luftskibe med stadig større stigeevne og bombelast. Men samtidigt blev også modstanderen opgraderet med bedre fly og især brandammunition, der gjorde de gigantiske brintfyldte luftskibe til et sårbart mål.  Mens tabene steg, drev Strasser sine stadig sine folk frem. Men som veteranerne faldt fra, mistede luftskibskommandørerne mod og handlekraft, og mandskabets moral dykkede.

Kejserens sidste luftskib
Peter Strasser valgte så personligt 5. august 1918 at stille sig i spidsen for, hvad der skulle blive det sidste angreb mod England. Læseren følger her intenst aktørerne på begge sider. Et luftslag, som kostede Strasser og hele besætningen på Luftskib L 70 livet, satte de øvrige luftskibe på flugt og dermed reelt markerede enden for den kejserlige luftskibsafdeling. Syv af de omkomne - heraf en britisk jagerpilot - drev i land og blev begravet på den jyske vestkyst, hvor deres gravsten stadig kan ses på kirkegårdene. Bogen giver her de omkomne ansigt og fortæller om deres familie, løbebane og baggrund.

Konklusion
Bogen er som Knud Jakobsens tidligere bøger: ”Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen” og ”Angrebene på Tønderbasen” illustreret med s/h samtidsfotos i fint samspil med teksten og den historiske ramme. Fremstillingen er journalistisk, men stoffet er tacklet som en historikers med en god balance mellem krigens tekniske og menneskelige aspekter. Som tidligere formår forfatteren at grave et spadestik dybere end de fleste andre dansksprogede værker og kommer her bl.a. fint omkring den tekniske udvikling i kapløbet i radiopejlingen og moralen i det tyske luftskibsvåben. Bogen er spændende fortalt med god samtidskolorit, som sætter ansigter på de agende og knytter trådene til den danske vinkel på begivenhederne.

Historie-online.dk, den 14. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Sønderjyderne og den store krig 1914-1918
Fra verdenskrig til borgerkrig
Michael Klos: Den første verdenskrig