Menu
Forrige artikel Næste artikel

Tycho Brahes verden - Danmark i Europa 1550-1600

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 357

Af Jakob Ørnbjerg. Ph.d. stipendiat, Aalborg Universitet

Nationalmuseets bidrag til Renæssanceåret 2006 er udstillingen Tycho Brahes verden om den adelige astronom, alkymist, digter, arkitekt og astrolog af samme navn, der levede 1546-1601. I den forbindelse har Nationalmuseet ligeledes udgivet en essaysamling med titlen Tycho Brahes Verden. Her sætter 21 fagfolk i 20 artikler netop deres særlige emne i relation til Tycho Brahes liv og gerning. Man bliver undervejs holdt godt og sagligt orienteret om alt fra Brahe- og Bille-slægtens vide forgreninger, dansk herremandsliv, renæssancens klædedragt og Uraniborg-anlæggets geometriske system. Af artikler, der særligt springer i øjnene, er Frede P. Jensens fint tegnede portræt af den af danske historikere så ofte undervurderede Frederik 2., Vivian Ettings bidrag om hofnarrens kulturhistorie ude og hjemme (Tycho Brahe havde sin egen nar ved navn Jeppe), Jens Vellevs grundige analyse af Tycho Brahes bevarede jordiske rester og Lars Haastrups beretning om de overvejelser, der gik forud for opsætningen af Nationalmuseets Tycho Brahe-udstilling.

På trods af denne på alle måder solide udgivelse er den sidste sten i vores viden om Tycho Brahe endnu ikke vendt. Det fremgår af Ole Kongsteds artikel Tyge Brahe og musikken, at udgivelsen af en række musikstykker, der i sin tid blev spillet på Hven, er på vej, og Jens Vellev nævner i sin artikel en planlagt genåbning af Tycho Brahes gravsted, der har ligget uberørt hen siden 1901. Begge disse projekter glæder man sig til at høre og læse mere om!

Lidt malurt dryppes der dog i bægeret. Det ville for det første være rart at vide lidt mere om de 21 bidragyderes faglige uddannelse og deres baggrund for netop at beskæftige sig med Tycho Brahe. Vor adelige astronoms fornavn staves bogen igennem desuden både som Tyge og Tycho. Da Tycho Brahe selv vekslede mellem disse to stavemåder, alt efter hvem han skrev til, er det imidlertid en mindre detalje. Det er straks lidt værre, når Keld Grinder Hansen i Dannelse og Uddannelse på side 39 anfører, at portrættet af Anders Sørensen Vedel fra 1578 er det første kendte portræt af en ikke-adelig dansker. Det er en sandhed med modifikationer, da der på adskillige af de epitafier, der i dag befinder sig i de danske købstadskirker, findes endnu ældre og endda meget smukke portrætter af danske borgerfolk. Her tænkes blandt andet på rådmand Lauge Steffensens epitafium fra 1569 i Ribe Domkirke og storkøbmanden Oluf Bagers epitafium, der blev opsat i Skt. Knuds Kirke i Odense i 1576. Selv om anledningen til disse portrætters udførelse selvfølgelig har været mere dyster er de kunstnerisk fuldt på højde med maleriet af Anders Sørensen Vedel.

Denne anmelder er bestemt heller ikke overbevist, når Anemette S. Christensen på side 55 i Herremandsliv konkluderer, at adelens herregårdsbyggerier i 1500-tallets midte ikke længere tjente nogle praktiske forsvarsmæssige funktioner, men udelukkende fik deres arkitektoniske udseende som følge af adelens standsmæssige idealer. Vel var vold og grav ikke meget værd overfor tidens mere og mere træfsikre kanoner, men en flok oprørske bønder bevæbnet med høtyve og river kunne imponerende herregårdsanlæg som Rosenholm, Gisselfeld og Hesselagergård sagtens holde på behørig afstand. Hertil skal desuden anføres, at så sent som under Karl Gustav-krigene 1657-60 forsvarede adelsmanden Hans Friis med stort held herregården Clausholm, da hans svenske modstandere netop ikke var i besiddelse af det påkrævede artilleri. Der er desuden flere eksempler på, at anarkiet under Grevens Fejde (1534-36) i de efterfølgende årtier red den danske adel som en mare. Dette kommer blandt andet til udtryk i rigsråd Jørgen Ottesen Rosenkrantz’ begravelsestale fra 1596 samt i 1604, hvor rigsrådet, i forbindelse med Christian 4.s krigsforberedelser imod Sverige, frygtede for nye bondeoprør ”som tilforn udi Grevens og skipper Klements fejde er sket”. Alt taget i betragtning må tidens herregårde altså forsat have været tildelt en vis forsvarsmæssig og afskrækkende funktion.

Efter endt læsning af Tycho Brahes Verden sidder man tilbage med indtrykket af et på alle måder vidtfavnende, alsidigt og smukt værk om en af Danmarkshistoriens mest kontroversielle skikkelser og hans samtid. Det deraf følgende fokus på den danske og europæiske renæssances kunst, kultur, tro og videnskab og sammenspillet/modspillet mellem disse gør denne publikation til en fornem bannerfører for Nationalmuseets udstilling om Tycho Brahe og Renæssanceår 2006.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Bøddel af Guds nåde
Broderstrid
En søhelt i sten