Menu
Forrige artikel Næste artikel

Gestapo

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 459

 

Af Kresten Søe

Myter og manglende kilder
Gestapo har - skønt sit omfattende ry - været et ret sparsomt beskrevet område, hvor myterne har blomstret. På dansk ses således kun den ligeledes oversatte mere populærhistorisk anlagte 20 år gamle "Gestapo" af Rupert Butler. Heller ikke internationalt ses der mange udgivelser. En af årsagerne er manglen på kilder. Dels på grund af, at mange arkiver blev brændt inden nederlaget. Dels fordi de allieredes bombardementer udslettede Gestapos hovedkvarter og arkiverne i Prinz-Albert-Strasse i Berlin. Hertil kommer, at hovedmændene Reinhard Heydrich, og Heinrich Himler var døde inden Nürnberg processen, mens Werner Best formåede at gå under den større radar i og med sin retsforfølgelse i Danmark. Bogens kilder til belysning af Gestapos virksomhed i det tredje riges dagligdag er derfor for en stor del bygget på sagsakter og afhøringer i forskellige enkeltsager i Würzburg, hvor en stor del af Gestapo arkivalierne har undgået ødelæggelse. Det er der kommet en særdeles interessant bog ud af.

Analyserende og kritisk afbalanceret tilgang
Efter en lang sammenfattende indledning følger et spændende kapitel om Gestapos historie og udvikling fra 1933 til krigsårene. Allerede her punkterer den engelske historiker Frank McDonough flere myter. Gestapo var nemlig langt fra den store homogene landsdækkende organisation, som mange tror - hverken fra starten eller på sit højdepunkt. Heller ikke afhøringerne og tilgangen til opgaverne var præget af den generelle brutalitet, som myten siger. Heller ikke analyserne, redegørelsen for personalets uddannelsesmæssige baggrund og udlægningen af den tyske befolknings holdning til nazismen og det hemmelige politi som sådan svarer til den traditionelle opfattelse. Det samme gælder de statistiske oplysninger om hvem, der angav deres medborgere, og hvordan efterforskningen og udfaldene af disse sager blev. Til gengæld kommer bogens sidste udførlige kapitel om den lemfældige behandling og de mange frifindelser ved retsforfølgelsen i efterkrigstidens Tyskland nok næppe bag på mange.

Lille organisation
Som organisation var Gestapo i modsætning til myterne og sit imponerende efterkrigsry faktisk en meget lille organisation. Først i og med SS overtog ledelsen af det hemmelige politi efter opgøret mod SA og Ernst Rhöm i 1935, blev Gestapo reelt landsdækkende. Men trods det var inertien mht. metoder og efterforskning i meget lang tid fremover bundet til den tidligere fremgangsmåde blandt personale og betjente i de enkelte Länder. Mandskabet var på intet tidspunkt over 15.000 aktivt udøvende med opgave i overvågning af politisk kriminalitet. Gestapos samlede mandskab omfattede på højden således kun 32.000 inkl. administrative medarbejdere. I realiteten uhyre få i en befolkning på 66 mil. Mange lidt større byer var da også helt uden Gestapofolk og kontorer. Alene herved falder myten om en konstant overvåget tysk befolkning sammen.

Ledet af karrierefikserede akademikere
Lidt overraskende havde Gestapos øvre lag et kraftigt islæt af akademikere, idet nøgleposterne generelt var besat af fremstormende universitetsuddannede folk, der brugte partimedlemskabets og nazismens metoder til karrierestigen.
De lavere Gestapo funktionærer og betjente var derimod oftest folk uden længere skolegang og ældre trænede kriminalefterforskere, der fortsat anvendte traditionelle afhøringsmetoder fra før nazitiden. Metoder der faktisk i ret så mange tilfælde var langt mere effektive end brutalitet og tortur. Myten om brutaliteten var dog velbegrundet, men langt oftere et udtryk for det store senere tilkomne mandskabs mangel på erfaring i politi- og afhøringsmæssige uddannelse.

Sagsakter giver et levende indblik
Det fleste af bogens kapitler er bygget på sagsakter inden for en række kategorier af Gestapos arbejde - såsom overvågning og kontrol af de religiøse samfund, den katolske og protestantiske kirke, kommunisterne, jøder og sociale afvigere. Hertil kommer så almindeligt angiveri fx på arbejdspladser, ølstuer og i private hjem mod naboer og familiemedlemmer. Fremstillingen her afdækker ikke just nogen bredere sammenhæng eller udbredelse af en decideret folkelig modstand mod nazismen, men giver til gengæld et levende indblik i både almindelige menneskers hverdag og i den måde enkeltpersoners fx præsters modstand mod Hitlers styre gav sig udtryk og blev tacklet af myndighederne. Angiveriet var så udbredt, at det udgjorde hele 26 % af grundlaget for Gestapos sager, mens faktisk kun 15 % opstod ved Gestapos overvågning og efterforskning ud af egen drift.

Statistikkerne taler ofte mod myterne
Kikker man nærmere på bogens statistiske oplysninger om angivernes baggrund og antallet af domfældelser kontra tiltalefrafald og frifindelser, gives der unægteligt stof til eftertanke.
Langt de flittigste angivere var folk af lavere middelklasse og arbejderklassen, mens overklasse, højere middelklasse og intellektuelle ret sjældent var angivere. Hele 80 % af angiverne var mænd, der primært angav ud fra episoder på arbejdspladsen eller under fritidsaktiviteter. Arbejderklassen viste som årene gik stigende tilbøjelighed til at indgå i det nazistiske folkelige fællesskab - Volksgemeinschaft, hvor alt var politiseret, og indberetning af alle folkefjendtlige ytringer var en patriotisk pligt. En decideret folkelig modstand mod nazismen med udgangspunkt i arbejderklassen var trods en ofte udbredt opfattelse i årene inden krigen reelt ikke-eksisterende. Til gengæld var spillerummet med hensyn til kritik - med mindre man erklærede sig som direkte modstander af regimet - tilsyneladende ret stort. Vidneudsagn og angivelser blev bestemt ikke generelt taget for pålydende. De fleste sager blev grundigt vurderet og efterforsket med afhøring af implicerede og vidner. Langt de fleste endte med tiltalefrafald eller milde sanktioner, uden at egentlige brutale metoder blev taget i anvendelse. Mange angivelser afvistes derudover som grundet i personlige opgør frem for politisk baggrund. I realiteten førte således kun 20 % af angiverier til retssager og af disse endte 75 % med reel domfældelse. Tal som nok vil komme bag på de flestes fasttømrede opfattelse af forholdene i det tredje rige. Men fremgangsmåden var faktisk også i tråd med den i bogen fremlagte overordnede instruktion fra Reinhard Heidrich om at lægge vægt på at udvise beherskelse og forståelse ved afhøring af tyske statsborgere.

Ingen hvidvask, men ...
McDonough hvidvasker på ingen måde Gestapo og dens ledelse. Et moment der også klart fremgår af bogens sidste kapitel om det skandaløst lemfældige retslige efterspil i efterkrigstiden. Yderst få Gestapomedarbejdere blev straffet. Fx blev 50 % af de tidligere Gestapo-betjente efter krigen officielt renset og genansat i civile stillinger. Herudover blev også de fleste af de ansvarlige for de brutale jødedeportationer frikendt af vesttyske domstole efter krigen. Kun Eichmann-processen i Israel tiltvang sig så megen opmærksomhed, at der kortvarigt opstod efterdønninger i form af Auschwitz-processerne i Vesttyskland. Men også her var domfældelserne få. Mht. til angiverierne blev der dog rejst næsten 8.000 sager, men kun 600 af disse fulgte til straf. Også her gik man stille med dørene og langt størstedelen slap for repressalier. Men tilbage står, at fx. Werner Best, som var en af Gestapos hovedbagmænd, i sidste ende ligesom Gestapo som helhed slap for at undgælde for alle de omfattende forbrydelser.

Konklusion
Frank McDonoughs bog står som et både spændende bredt tilgængeligt og forskningsmæssigt velfunderet værk, som kan læses af den almindeligt interesserede med grundlæggende kendskab til nazismen og Tyskland historie. De mange enkeltsager giver en glimrende tilgang til forståelse af forholdene i det tredje rige, ligesom nuancering i forhold til de mange myter om Gestapo lægger fine nye interessante historiske dimensioner til den eksisterende viden i et generelt ikke særligt velbeskrevet emne.

 

historie-online.dk, den 23. juli 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hitlers furier
Amsterdam
Bag fjendens linjer