Menu
Forrige artikel Næste artikel

Redningsmænd

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 661

Af Thomas Petersen

De hvide busser er blevet et begreb. Et begreb, der signalerer varme, glæde og medmenneskelighed. Men også lidelser, sult og ydmygelser. Uløseligt forbundet med hjemtransporten af norske og danske fanger fra tyske kz-lejre og tugthuse i 2. Verdenskrigs sidste uger.

Det var den svenske greve Folke Bernadotte (1895-1948), der kort efter 1945 i sin erindringsbog ”Slutet” næsten tog monopol på nævnte fangetransport. Siden har erindringslitteraturen og dele af historieskrivningen antydet, at der var sprækker i den bernadotske tolkning. Og nu har så chefredaktøren for dagbladet Politiken og den myreflittige historiker Bo Lidegaard i nærværende mursten af en bog dokumenteret, i hvor høj grad den svenske greve og næstformand i svensk Røde Kors i sine erindringer pyntede på virkeligheden.

Bo Lidegaard (født 1958) har i sit historiske forfatterskab koncentreret sig omkring danmarkshistorien i det 20. århundrede. Nærmere bestemt tiden før, under og efter 2. Verdenskrig. Han er blandt andet kendt for sit konsekvente forsvar af den danske regerings samarbejdspolitik under den tyske besættelse. Desuden har han skrevet det meget læste to-bindsværk om Jens Otto Krag. Som chefredaktør og debattør har Bo Lidegaard befæstet sin rolle som en værdig efterfølger til den karismatiske Tøger Seidenfaden.

Den tidligere norske kz-fange Kristian Ottosen udgav 1998 bogen ”Redningen, veien ut av fangenskabet våren 1945”. I 2003 udkom den svenske statsvidenskabsmand Sune Perssons værk ”Vi åkar till Sverige”, der to år senere efterfulgtes af den danske historiker Hans Sode-Madsens bog ”Reddet fra Hitlers helvede” med opdateret udgave i 2015. I forlængelse af sin omtale af disse tre skandinaviske publikationer skriver Bo Lidegaard:

”Når jeg til disse vægtige værker har valgt at føje mit eget, er det med ønsket om at samle de nationale vinkler fra Norge, Sverige og Danmark i én samlet fremstilling, der også inddrager de tyske perspektiver mere indgående. Forhandlingerne om frigivelsen af fangerne kaster et grelt lys på Heinrich Himmlers kyniske forsøg på at udnytte koncentrationslejrfangerne som gidsler i forsøget på at opnå egne fordele og på den dramatiske nervekamp også indbyrdes mellem Det Tredje Riges ledere frem til krigens afslutning i Nordeuropa”, (side 9).

Bo Lidegaards nyeste værk er historien om, hvordan det i de sidste måneder af Anden Verdenskrig ad forskellige veje lykkedes at transportere mere end 20.000 afkræftede, syge og desillusionerede fanger fra tyske tugthuse og kz-lejre og til sikkerhed i Danmark eller Sverige. Bogen følger sporene fra de første spæde initiativer blev taget. Ved, at nordiske aktivister af forskellig observans på trods af modstand fra mange sider satte alt ind for at hente landsmænd hjem, inden det uigenkaldeligt var for sent.

Lidegaard dokumenterer overbevisende, hvordan allerede i slutningen af 1944 de første kørsler kom i gang med danske busser, der hentede syge fanger, som det var lykkedes at få frigivet. I sin spæde opstart begyndte det hele såmænd med norske og danske sømandspræster i Tyskland, der som følge af deres metier kom tæt på fangerne. Dertil havde de en relativ stor bevægelsesfrihed geografisk, og de fik allerede i 1943 lov til at besøge fangerne i tugthuse og kz-lejre, bringe dem fødevarer for eksempel pakket på syltetøjsglas samt andre fornødenheder. Under deres besøg brugte fængselspræsterne flittigt deres øjne og ører til at registrere navne, helbredstilstand og opholdssted på fangerne.

Gradvist blev operationerne udvidet, men først da Sverige i marts 1945 aktivt trådte ind i aktionen, fik den et omfang, så det blev muligt at samle alle de skandinaviske fanger i kz-lejren Neuengamme lige syd for Hamborg. Tugthusfangerne udgjorde et særligt problem. Dels, fordi de sad spredt i fængsler og tugthuse overalt i Det tredje Rige, dels, fordi de modsat kz-lejrenes fanger vitterlig var dømt for forbrydelser og derfor var sværere at få frigivet.

Buskolonnerne kørte typisk om natten for at undgå allierede flys bombardementer. Det var en risikabel færd - med gennemgående dårligt materiel, i udtjente busser med nedslidte dæk. Der måtte tages mange chancer. Kørslen foregik i buldrende mørke og med tusinder af umarkerede flygtninge og anden trafik på de hullede veje. Følgende citat fra en deltager på sådan en tur siger mere end mange ord:

”Med en mand på trinbrættet gik det afsted i susende fart. På grund af mørket kunne chaufføren næsten intet se, man kørte faktisk udelukkende efter anvisninger og tegn fra observatøren på trinbrættet. Bortset fra en enkelt brat opbremsning ved en tankspærring, hvorved jeg, der var observatør, trillede langt hen ad vejen, fast knugende vognens afviservinge i hånden, gik alt vel, men det var alligevel en mærkelig tur”.

Nazi-Tysklands hastige kurs mod afgrunden eller mod Stunde Null fra årsskiftet 1944-45 betød for de skandinaviske initiativer såvel fordele som ulemper. Ulemper, fordi vejene blev dårligere som følge af de allierede bombardementer og samtidig overfyldte af mennesker på flugt. Men der var også fordele. Tre dødsdømte kvinder i tugthuset Waldheim i Sachsen, hvor i øvrigt også nogle af Hvidstengruppens kvinder afsonede, slap fri ved hjælp af en flaske svensk brændevin som bestikkelse. Kvinder, der for længst havde opgivet alt håb. Hele det nazistiske hierarki fra den menige fangevogter i bunden til Hermann Himmler i toppen var til fals. Vogteren for bare en flaske sprit, en pibe tobak, et pund smør eller andre madvarer til sig selv eller til familien. Himmler i håb om at spille en rolle i krigsmareridtets slutspil. Ved for eksempel at forhandle en separatfred på plads med vestmagterne og rettet mod Sovjetunionen.

Længe så det ud til, at langt størstedelen af de nordiske fanger måtte blive i helvede. Men gennem dramatiske og intensive forhandlinger med den magtfulde SS-ledelse lykkedes det i krigens sidste uger, dvs. i begyndelsen af april måned, at få ikke alene langt de fleste danske og norske fanger ud, men også at få frigivet mere end 10.000 fanger af andre nationaliteter.  Med hastigt organiserede og nødtørftigt hvidmalede busser med Røde Kors-tegn på siden lykkedes det at transportere de norske og danske frigivne til det neutrale Sverige.

Lidegaard dokumenterer, hvordan forhandlingerne rummede mange dilemmaer. Det drejede sig om alvorlige moralske dilemmaer, der også omfattede elementer af diskrimination, kynisme og naivitet. Der var kritiske røster, der spurgte, med hvilken ret fokus i første omgang var rettet udelukkende mod de norske og danske fanger. Disse røster spurgte endvidere, om det var foreneligt med  humanitære principper, at svensk Røde Kors på opfordring fra forbryderorganisationen SS påtog sig at transportere 2.000 afkræftede og miserable polske, jødiske og russiske fanger fra  Neuengamme-lejren og til andre kz-lejre – blot for at skaffe plads til de skandinaviske fanger. Skåret ud i pap betød det altså, at nogle fanger måtte dø, for at andre kunne leve.

I forsøget på en konklusion (side 418) mener Lidegaard at kunne slå fast, at samlet fremstår det billede – for det første, at de norske og enkelte af de danske aktivister drev et systematisk efterretningsarbejde, der dannede grundlag for aktionerne. For det andet, at den lidt gådefulde, men entreprenante finsk-svenske Felix Kersten, der fungerede som Heinrich Himmlers private healer og massør, fremmede forhandlingerne gennem sine personlige kontakter til SS-chefen. For det tredje mener Lidegaard, at danske myndigheder i centraladministrationen uofficielt organiserede og i praksis ulovligt finansierede de første aktioner. For det fjerde, at disse myndigheder åbnede bagdørene på klem til stadig mere omfattende aktioner.

Endelig for det femte mener Lidegaard at kunne konkludere, at den svenske regering med grev Folke Bernadotte som den afgørende frontfigur i sidste ende lagde det strategiske pres på Heinrich Himmler, der åbnede en sprække i hoveddøren. Logistisk kunne de mange aktioner ikke have været gennemført uden et helt enestående og på forhånd stærkt usandsynligt samspil mellem alle disse aktører. Hjulpet på vej af enkelte højtstående SS-officerer, der i sidste runde af krigen ønskede at hytte deres eget skind ved – ganske vist med vidt forskellige motiver - at gøre fælles sag med den skandinaviske aktion. Som for eksempel efterretningschefen Walther Schellenberg.

Nogle besættelsestidshistorikere har måttet høre kritik for i deres forskning at vægte det nationale perspektiv for højt. At de med andre ord i deres fikseren på nationale aspekter har glemt den verdenskrig, der rasede udenfor Danmarks grænser. Lidegaard falder ikke i den grøft. Han har i den foreliggende bog ikke blot et skandinavisk perspektiv, men at han i lige så høj grad ser begivenhederne gennem den blodige og kaotiske tyske optik som for eksempel i Heinrich Himmlers eller andre SS-officerers desperate og kyniske handlinger. Med sit imponerende overblik formår Lidegaard den svære kunst at se den store historie i den lille.

Atter har Bo Lidegaard beriget den historiske litteratur med et hyperinteressant og medrivende storværk. Hvor får den mand dog tiden og energien fra? Vel researchet, gedigen historieskrivning, velskrevet. Denne gang om handlekraft og heltemod, udmøntet i et samlet fascinerende vue over den fælles skandinaviske indsats for at redde landsmænd ud af kz-lejrenes brutale verden. Kan varmt anbefales som udbytterig og inspirerende læsning.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Claras krig
Goebbels
SS - en historisk advarsel