Menu
Forrige artikel Næste artikel

19. september & Håndlangerne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 143

Af Thomas Petersen

Lundtofte er i sit historiske arbejde forpligtet overfor at præsentere ny viden. Derfor skal han i kilderne skaffe sig et videnskabeligt fundament for sine hypoteser for nagelfast at kunne dokumentere sin historie. Bøgh er fornøjet med på grundlag af interviews og den foreliggende litteratur at fortælle en god historie. Begge genrer – den historiske forskning og den historiske fortælling er lige nødvendige og, såfremt man da tør sige ordet i denne humaniora-fjendtlige tid, lige nyttige. Både Bøgh og Lundtofte opfylder deres opgave. Den første ved at være en god fortæller, der lader ord og sætninger flyde let, så teksten bliver letforståelig. Den anden ved at være en habil forsker og dertil i stand til også at formidle sin forskning.

Præcis klokken 11 den 19. september 1944 hylede sirenerne ildevarslende over København og i det meste af det øvrige land. Det skulle blive en af de mest dramatiske dage under den tyske besættelse. I de følgende timer satte tyskerne det danske politi ud af funktion i en storstilet og blodig aktion under dæknavnet ”Aktion Möwe”. Da denne skæbnesvangre dag var omme, var 2000 betjente, de fleste fra hovedstaden, på vej til en uvis og i hvert fald rædselsfuld skæbne i tyske koncentrationslejre. Først i Neuengamme ved Hamborg og derefter i Buchenwald, beliggende i nærheden af den gamle tyske kulturby Weimar.

Af de 2000 døde for mange, mens langt de fleste vendte hjem igen med De hvide Busser, men ingen af dem uden grimme sår eller ar på sjæl og legeme. Resten af den samlede politistyrke på i alt ca. 9000 mand gik under jorden. Med datoen den 19. september begyndte den vilkårlighed, opløsning og brutalisering, der karakteriserede det danske samfund resten af tiden indtil maj 1945. Fyldt med selvtægt, frygt, vilkårlige arrestationer, lemfældig rettergang, drabsforsøg, mord og en modbydelig og udbredt terror til følge. Begået af såvel besættelsesmagten som modstandsbevægelsen.

Det er denne dramatiske historie om tyskernes aktion mod dansk politi, som forfatteren, pensioneret kriminalassistent Frank Bøgh, vil fortælle. Mestendels set gennem politifolkenes briller. Gennem tyve år har han samlet materiale til sin bog. Blandt andet gennem samtaler med pensionerede politibetjente, der var aktive den gang. Bøgh har tidligere dokumenteret sit medrivende og medlevende fortællegén i en række bøger. Senest i Dagmar. Historien om en barnemorderske fra 2013. Tidligere i f.eks. De dødsdømte. Henrettelsen af 46 danskere efter besættelsen, K.B. Martinsen. Dansk officer og landsforræder og i Petergruppen. Himmlers hævnere. Tysk terror i Danmark 1944-45.

Tilfangetagelsen af de københavnske politibetjente fylder mest i Bøgh´s bog. De får tildelt 114 af bogens 190 sider. Herunder kampene omkring Amalienborg. Aktionen mod politivagten ved kongefamiliens residens var egentlig en fejltagelse – foranlediget af forvirring omkring tyskernes forholdsordrer. Dernæst redegør forfatteren for aktionerne i Jylland og på øerne. Alt i alt en letlæst, vel fortalt og gedigen lille bog.

Og nu til Henrik Lundtoftes mursten af en bog. Lad mig starte med et retorisk spørgsmål. Hvis Hitler havde vundet krigen, var hans håndlangere i Danmark så blevet helte, eller var de i lighed med SA (Sturmabteilung) i Tyskland blevet udrenset i en dansk variant af De lange knives Nat? Begge havde de gjort det beskidte arbejde og kunne undværes fra det øjeblik, hvor sejren var i hus. Vi kan af gode grunde ikke vide det. Men sikkert er det, at den danske historiker-verden kan glæde sig over, at den med nærværende bog har fået en sværvægter af et kompetent og grundigt forskningsarbejde, der undersøger historien om Hitlers danske håndlangere, nærmere bestemt Schalburg-korpset og dets uniformerede del, Hipo-korpset.

Henrik Lundtofte (født 1970) er historiker og til daglig arkivleder ved ”Historisk Samling fra Besættelsestiden” i Esbjerg. Han har skrevet artikler i antologier, tidsskrifter og leksika om modstandsbevægelse og opinion under besættelsen. Desuden er Lundtofte forfatter til monografien ”GESTAPO! - tysk politi og terror i Danmark 1940-45” fra 2003, redaktør af antologien ”Samarbejde og sabotage. Seks mænd 1940-45” fra 2007 samt medredaktør af ”War and Society in Scandinavia 1914-50” fra 2009.

Selv om det burde være en selvfølge, nikker denne anmelder alligevel samtykkende, når Lundtofte allerede i forordet side 7 anser det for vigtigt i bogen ”at fastholde det, der for mig at se, er selve historieskrivningens berettigelse: Bestræbelsen på at sætte sig ind i fortiden, på fortidens egne præmisser. Derfor bygger denne bog på forsøget på nøgternt og fordomsfrit at leve sig ind i hipofolkenes verden og adfærd. Hvor vederstyggelige deres værdier og gerninger end måtte være, drejer det sig om at forklare og forstå fortidige handlinger, holdninger og forestillinger – ikke om at fordømme og heller ikke om at undskylde eller tilgive”. Godt at få det gentaget og slået fast!

Det var formodentlig de samme overvejelser, der lå bag, når min specialevejleder, professor C.O. Bøggild-Andersen (1898-1967), i midten af 1960´erne ikke anerkendte noget, der hed samtidshistorie. Sådanne historikere var nemlig ude af stand til at forklare og forstå, langt mindre være i stand til ikke at fordømme eller kræve, at der undskyldes eller tilgives. Uvilkårligt rinder i den forbindelse visse dele af den hjemlige diskussion om bl.a. Den kolde Krig denne anmelder i hu.

Forfatteren gør kort rede for emnets forskningshistorie. Det var modstandsbevægelsen, det var frihedskæmpernes og deres bedrifter, der optog historikerne i de første årtier efter Befrielsen i maj 1945. Det var ikke de landsmænd, der på den ene eller den anden måde havde overskredet kridtstregen under Besættelsen, der primært var af interesse. Ej heller dem, der var gået i besættelsesmagtens sold, eller som – af for dem ideelle grunde – havde stillet sig til rådighed for dem. Disse landsforrædere var blot blevet affærdiget som udskud, dårligt begavede psykopater eller kriminelle.

På makroplanet begyndte forskningen under indtryk af bl.a. den tysk-amerikanske filosof og samfundsforsker Hannah Arendts (1906-75) lancering af udtrykket ”den banale ondskab” på basis af ikke mindst retssagen mod ”kontormanden” Adolf Eichmann i begyndelsen af 1960´erne. Herefter begyndte den historiske interesse - først teoretisk, siden i praksis - at blive vendt mod de mennesker, der havde valgt den forkerte side. Fra 1990´erne kom deres hverdag, det lokale og det enkelte menneske i fokus. Det er denne sociale og identitetsteoretiske kontekst, forfatteren til nærværende bog skriver sig ind i.

Lundtofte starter sin bog med den aktion Möwe, som er ovennævnte Bøghs hovedærinde. Efter tyskernes planer skulle langt de fleste af politikorpsets 9000 mand efter en screening for modstandsfolk nemlig fortsætte i aktiv tjeneste, som om intet var hændt. De havde imidlertid ikke taget i betragtning, at størstedelen af politifolkene gik under jorden i dagene efter den 19. september.

Med basis i sine overordentlig flittige kildestudier i arkiver og den foreliggende litteratur er forfatteren adskillige steder i sin bog i stand til at korrigere den hidtidige forskning. Som for eksempel i forhold til politiaktionen 19. september 1944. Her har den gængse forklaring i store træk været, at besættelsesmagten blot erstattede politiet med Hipo-korpset. Forfatteren skriver:

”Den vurdering er blevet stående i et utal af bøger efter krigen. Men det gør den ikke mere korrekt, når man gransker de tyske kilder og udmeldinger. Det er derfor pointen i dette kapitel, at dansk politis totale exit absolut ikke indgik i højere SS- og Politifører Günther Panckes planer, da han den tirsdag i september gav startskuddet til et af de mest vidtrækkende tyske tiltag under besættelsen. Aktionen skulle udvikle sig katastrofalt for de tyske interesser – hjælpepolitiet blev født på ruinerne af denne fiasko”, (side 77).

Lundtofte fortæller, hvordan en nazistisk efterretningstjeneste med navnet Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) var blev dannet i efteråret 1943. Hipo-korpset blev i København den sort-uniformerede del af denne tjeneste og var fra starten en tysk opfindelse, som den højere SS- og Politileder i Danmark, Günther Pancke, fandt på, og som han fra marts-april 1944 styrede. Korpset kom til at bestå af danske nazister, østfrontfrivillige og diverse medløbere.

Helst havde Pancke som nævnt set langt den største del af det danske politi fortsætte deres daglige arbejde. I såvel ældre som yngre historieskrivning har det været god latin, at ”sabotage- og strejkebekæmpelse blot ville blive føjet til dansk politis generelle opretholdelse af ro og orden samt de utallige civile arbejdsopgaver, der ikke var politisk sprængfarlige, men som fik det danske samfundsliv til at fungere – og som derfor bidrog til at sikre leverancer til besættelsesmagten og til selve Tyskland. De fundamentale tyske interesser i Danmark, der ikke ændrede sig i løbet af krigen, og som Hitler bekræftede to gange i 1944, lå i et fortsat leveringsdygtigt, ydedygtigt samfund, som lagde beslag på så få tyske ressourcer som muligt. Dansk politi var en forudsætning for denne politik”. (side 83).

Nu kom Hipo-korpset imidlertid til at skulle erstatte det danske politi, det skulle skabe ro, men frem for alt skulle det opspore, arrestere og i det hele taget bekæmpe frihedskæmpere. Besættelsesmagten kaldte Hipo-korpsets aktioner for ”mod-terror”, underforstået som rettet mod modstandsbevægelsens angivelige terror. Men det blev aldrig i den danske befolkning opfattet som et legitimt politikorps. Tværtimod blev det et symbol på den brutalitet, som danske nazister førte sig frem med. Erstatte det danske politi kunne Hipo-korpset af numeriske grunde overhovedet ikke. Kun godt og vel 700 mand bestod det af.

Mange af disse medløbere var overraskende nok ikke tidligere kendt eller dømt for at begå vold. Men de var helhjertede nazister. I egen optik oven i købet gode danske patrioter, der ville frelse landet fra jøder og kommunister. Mod krigens slutning blev volden og torturen mere rå og brutal, og de danske medløbere fortsatte den til den bitre ende. Så forblændede var de af den nazistiske ideologi og propaganda. Lundtofte forklarer fint de faktorer, der betingede deres fortsatte hærgen. Han dokumenterer overbevisende, at volden og terroren ene og alene var besættelsesmagtens ansvar. Det var den, der oprettede Hipo, og som stod bag terroren.

Hvem var de så, disse Hipo-folk? Mange af dem bliver i bogen præsenteret, og deres livsforløb gennemgået. Måske også for mange og for udførligt. På basis af sit materiale er Lundtofte imidlertid i stand til at korrigere det billede af en Hipo-mand, som ikke mindst retspsykiateren Max Schmidt tegnede under retsopgøret. I hans optik bestod Hipo-folkene af et ”ret lavtstående og et ret defekt menneskemateriale”. De var efter hans synspunkt ”små mænd, der var syge efter store støvler”. Ikke færre end 50 % af dem var psykisk abnorme, 30 % psykopater, og 8 % var sinker eller abnorme. Overfor denne svada ser Lundtofte det gennemsnitlige medlem af hjælpepolitiet som en mand under 25 år, han kom fra hovedstadsområdet, han var ufaglært og ikke tidligere straffet. Og ifølge senere psykiatriske undersøgelser afveg disse mennesker i hovedtræk ikke fra den øvrige befolkning, og deres landsforræderi skyldtes ikke psykiske abnormiteter, (side 153 ff.).

Forfatteren dokumenterer overbevisende, at Pancke og hans pak var begavede mennesker, men brutale typer, der helt lignede dem, der kendetegnede det øvrige nazistiske hierarki. Det chokerende er, hvor billigt de slap igennem retsopgøret. Pancke var ude allerede i 1953. Lundtofte har ikke svar på, hvorfor de slap så billigt, sammenlignet med f.eks. Norge. Det hænger måske sammen med samarbejdspolitikken, og de gamle politikeres tilbagevenden til dansk politik efter krigen.

Med politiaktionen den 19. september 1944 var ”flødeskumsfronten” afblæst, og der kom ganske andre boller på suppen.

Lundtoftes grundighed og ihærdighed dokumenteres af over 70 siders småtskrevne og indholdsrige noter, præcise henvisninger, kildeoversigt samt bibliografi. Dertil et nyttigt personregister. Han har beriget den historiske litteratur med et stykke originalt historisk håndværk, der samtidig er velskrevet og velkomponeret. Sammenligninger med netværk af håndlangere i andre besatte lande som Norge og Frankrig giver tillige bogen et internationalt snit.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmark Besat
Fører uden folk
Reddet fra Hitlers helvede