Menu
Forrige artikel Næste artikel

Forræderi på første klasse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 189

Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen

At historien på ingen måde er en statisk størrelse, men derimod et dynamisk objekt der til stadighed er genstand for forskellige fortolkninger generationer imellem, viser den danske historieskrivning om besættelsestiden.

 Hans Kirchhoff forsøgte i 2004 at gøre status over besættelsestidens historiografi. Kirchhoff arbejder med 1., 2., 3. og 4. generations historikere. 1. generation er kredsen om Jørgen Hæstrup, som repræsentant for den såkaldte konsensusopfattelse: et enigt dansk folk stod sammen mod tyskerne. Denne fortolkning blev gældende hurtigt efter krigen, især med aktiv deltagelse af politikerne, som havde en indlysende interesse i at fremstille sagen på den måde. 2. generationshistorikerne introducerede konfliktopfattelsen, som fokuserer på modsætningen mellem modstand og samarbejde. En opfattelse der dog også var karakteriseret ved, at dens tilhængere beskæftigede sig med statens politik og dem, der stod på den ”rigtige” side i kampen, mens de ikke formåede eller interesserede sig for at give et mere nuanceret og forklarende billede af dem, der havde stået på den ”forkerte” side. Kirchhoffs 3. og 4. generations- historikere udgøres af den gruppe, der i 1990’erne tog disse marginaliserede gruppers historie op. Her blev forsømte emner som tyskerpiger, SS-frivillige og stikkerlikvideringer behandlet. Asger Liebst falder med sin bog Forræderi på første klasse ind under denne sidstnævnte kategori.

Forræderi på første klasse er historien om, hvordan de i dag ikke-stuerene synspunkter, som nazisme- fascination og en generel antipati imod parlamentarismen, florerede blandt det bedre borgerskab i Gentofte og omegn i 1930’erne og under besættelsen. Omdrejningspunktet i fortællingen er forlagsdirektøren og kunstneren Bjørn Erichsen, og det er en fortælling om personen Erichsen, der i årene før og under besættelsen valgte den forkerte side. En fortælling om Erichsen, der før krigen havde alt: materiel rigdom, selskabelig omgang med samfundets top, heriblandt Thorvald Stauning og kongehuset, og en smuk kone. Og hvorledes han, da retsopgøret indhentede ham, mistede alt dette.

Men som Liebst også viser, så var Erichsen bestemt ikke alene om sin fascination af nazismen og om at være tilhænger af en dansk tilpasning til Neuropa.   A. P. Møller støttede aktivt den anti-demokratiske politiker Victor Pürschel. Knud Højgaard, Thorvald Stauning, K. K. Steincke med flere gav også udtryk for, om ikke en begejstring, så en sympati med udviklingen i Tyskland i 1930’erne.  Fælles for disse (på nær Pürschel) er, at de nåede at komme over på den ”rigtige” side, da den tyske krigslykke syntes at aftage. Til trods for gentagne forsøg lykkedes dette ikke for Erichsen. Og prisen blev derefter. Liebst s fortælling er fascinerende, spændende, foruroligende og utroligt godt fortalt.

Der er dog et ”men”. For Liebst er det åbenbart ikke nok at fortælle om overklassens flirt med nazismen. Han tilsætter sin skildring et element af digtning. En digtning, der vel og mærke ikke forekommer at være belæg for blandt kilderne, ligesom de oftest også har et ironisk præg. Et par eksempler: ”Og hvordan var det så gået til ved OL i Berlin? Ganske nydeligt. Masser af orden og en del heilen, men den slags kendtes jo også fra Charlottenlund travbane.” (s. 136).  På side 190 citerer Liebst et brev fra Bjørn Erichsen til dr. Seelos, hvor Erichsen udleverer, hvorledes Knudåge Riisager taler om tysk jammermusik og desuden plejer indirekte omgang med Thorvald Stauning. Herefter fortsætter Liebst på egen hånd: ”Så fik Thorvald den. Tak for sidst, gamle ven, du kunne bare have fulgt mit råd om at optage naziministre i regeringen. Ja, du kunne da allerede for 11 år siden taknemmeligt have grebet min udstrakte hånd, have øst af mit agitatoriske, musikalske og fysiske overskud, have inviteret mig indenfor i den historiske varme, have taget mig til dit landsfaderlige bryst som en ekstra, opvakt søn.”.  Denne lettere dramadokumentariske form legitimerer Liebst ved at kalde sin bog for en krønike. Og det er naturligvis en smagssag, hvorvidt man bryder sig om sådanne kommentarer. Men det forekommer oftest unødvendigt, netop fordi selve historien er spændende og fascinerende nok i sig selv.  Mere problematisk bliver det, når man sammenholder disse subjektive kommentarer med bogens forord, hvor Liebst skriver, at ”Bogen viser, at forræderi ikke er et skarpt skel, men snarere et stykke gummi, der strækkes efter behag, et kontinuum af troskab, svigt og skiftende alliance. Den slags er svært at gøre sig til dommer over, og det er heller ikke formålet med denne skildring.”. Problemet er, at netop ved at ironisere over bl.a. Erichsens skiftende alliancer og troskab, gør Liebst sig til dommer over historien.  Subjektiviteten slår således klart igennem, og som læser kan man få det indtryk, at alle disse elementer, der var fascineret af Hitler-Tyskland, udelukkende var ”tarveligt begavet”.  Og det var bestemt ikke tilfældet.

Dette ”men” til trods, så har Liebst begået en helt igennem spændende og foruroligende skildring af samfundets top før og under besættelsen. Den er velskrevet og underholdende fra start til slut. Ikke uproblematisk, men i høj grad anbefalelsesværdig.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Mogens Høirup
Schiøler-gruppen
Richs og rødspættesko