Menu
Forrige artikel Næste artikel

Snogen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 162

Af Steen Uffe Tommerup

Niels Hausgaard synger på Da mor var dreng sangen om en dreng, der blev drillet og stod lidt udenfor, at man da må kunne forstå, ”at han fik skrårem og armbind på”.

Det passer nogenlunde på det ærinde, Østergaards Snogen er ude i: at forstå, at en tilsyneladende almindelig ung dansk mand gik tyskernes ærinde under Danmarks besættelse.

”Nogenlunde” er bevidst brugt, da det ikke hele tiden synes at lykkes. Herom senere.

Bogen gennemgår den unge mand Johannes Rasmussens liv fra barnsben og beskriver opvækstvilkår, omgivelsernes fortrædeligheder og den livsmodstand, dette menneske oplevede i sygdom og bl.a. skolegang. Der berettes om et menneske, der måske ikke ganske opnåede et fodfæste i tilværelsen og lader sig flyde med, hvor han lige umiddelbart kunne finde gevinst. Hans 30 år korte liv nåede ikke at lære ham værdier, der kunne række ud over morgendagen og som der kunne kæmpes for på længere sigt.

Bogens sigte er at vise, at det var helt almindelige mennesker, der kunne gå ondskabens vej og begå uhyrligheder. Men ofte skinner det igennem, at Snogen måske ikke var helt så almindelig, og mange af den kollektive opfattelses rammer presses ned over Johannes Rasmussen. Således efterlades læseren et par gange i den opfattelse, at det var de lidt dårligere begavede danskere med en afvigende barndom, der kom til at gå værnemagtens ærinde: akkurat som den kollektive historie beskriver disse håndlangere.

Bogen kan opdeles i to hoveddele, hvor den første beskriver Johannes som barn og teenager. Anden del finder sted i hans tyvere, hvor historien om ham er sat sammen med historien om ham som Gestapos håndlanger og en frygtet modstander for modstandsfolk – frygtet pga. sin brutalitet i forhør og sit snyd og bedrag.

Begge dele er bygget kronologisk op og giver derved en let orientering i tid. Årene under besættelsen har desuden flere velkendte skikkelser og episoder involveret, hvorved læsningen bliver kendt og vedkommende. 

Læsningen er gennem detaljerne, og på trods af de mange uhyrligheder, medrivende og indlevelsen i tid og steder er påfaldende let. Trods historierne kan være velkendte, tåler de bestemt gentagelse, og man kedes ikke herved.

Østergaard gør et absolut bemærkelsesværdigt forsøg på at sætte sig i Snogens sted, men frygter måske i forsøget at udstille en manglende medfølelse for ofrene for hans virksomhed. Det er afgjort en vanskelig balancegang: at vise forståelse uden at krænke ofrenes følelser, alt imens der skal skrives, som sagen kan have taget sig ud set med Johannes Rasmussens øjne.

Historien om Snogen er en interessant beretning om, hvordan livet kan udarte sig ud for et menneske, der træffer nogle valg i bestemte situationer, og hvordan disse valg skaber flere og nye veje, ad hvilke der kan traves. Vi kender det alle fra os selv, men her læser vi om en ung mand, som traf så uheldige valg, og som fik så fatale konsekvenser for ham, at ungdommens fortrædeligheder ikke blev nogle, han nåede at lære af eller nogle, som nåede at blive ham tilgivet. Johannes Rasmussen nåede i min optik ikke at blive voksen, trods de ting hans liv bød på var nok så voksne.

Der kunne godt være gjort en ekstra korrekturlæsning og layout. Ikke at det skæmmer bogens budskab, men det er noget, man som læser ikke kan undgå at bemærke. Dette både i brødteksten og i det efterfølgende noteapparat.

Ved at bruge en af Lise Nørgaards gamle travere kan man sige, at bogen viser, hvor let det i tiden var at blive forført til den ene eller anden side. Dette ikke kun nazisme, men også andre totalitære ideologier og selskaber. Følgelig skal det forstås, at det kun er historiens gang og hvem der vandt, der kunne vise os, hvem der var på den gode eller onde side. Det sidste står for anmelders egen regning, da det er bogens klare budskab, at Johannes Rasmussen gik det ondes vej. Bogen gør aldrig tanken, at hvis nu det havde været tyskerne, der vandt, så var den unge Johannes blevet gammel og måske en helt. Østergaard accepterer dog, at det er sejrsherrerne, der skriver historien og afgør, hvad der er rigtigt og forkert og godt og ondt; men ført ud i livet bliver denne opfattelse ikke.

Det ville også være en noget kættersk gerning at prøve at forsvare mordere og torturbødler.

Således læst med fornøjelse ...

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Toldstrup – En biografi om en modstandshelt
Historien om Danmark under 2. verdenskrig
Mogens Høirup