Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danmark en god mand?

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1222

Historien om en næsten ukendt tysker

Interessant bog af historikeren John V. Jensen afdækker nye sider af besættelsestiden og de nærmeste år efter. Men desværre kommer forfatteren flere gange ud på tynd is.

Af Erik Ingemann Sørensen

Der er anmeldelser, der næsten skriver sig selv. Så begejstret er man, at det kan være svært at stoppe op. I sådanne tilfælde er det at være anmelder en herlig metier. Så er der bøger, hvor man næsten fra begyndelsen fornemmer, at noget ikke stemmer. Man undres og ved, at der forude ligger store udfordringer i at få vægtet anmeldelsen rimeligt.

Efter flere gennemlæsninger af historiker og museumsinspektør ved Vardemuseerne John V. Jensens bog: ”Danmark en god mand? Historien om Günter Toepke”, må jeg erkende, at bogen hører til sidstnævnte kategori.

En næsten ukendt tysk officer

Günter Toepke (1914-1987) mistede sin far på Vestfronten få måneder før 1. verdenskrig sluttede. Der er ikke meget om hans barndom, der er overleveret. Biografien tager derfor først for alvor fat, da den unge Toepke melder sig til Reichswehr, hvor han bliver officersaspirant i det skelsættende år 1933. Herfra følger vi ham gennem uddannelse og kampindsatsen på Østfronten. Om sidstnævnte udgav han i 1949 bogen ”Stalingrad wie es wirklich war”.

von Hanneken ved Frikorpsets parade (Frihedsmuseets billedarkiv)

John V Jensen har gravet dybt i arkiverne, historiske fremstillinger med mere, så læseren får et godt indblik i officerens dramatiske krigsoplevelser frem til 1943. I november dette år kommer han til Danmark for at arbejde under Hermann von Hanneken i Silkeborg. Forfatteren skriver blandt andet følgende om Toepkes arbejde: ”En af Toepkes hovedopgaver i generalstaben bestod i affattelse af de daglige indberetninger om store og små begivenheder i Danmark, hvorefter disse blev forelagt generalen og videresendt til Værnemagtens overkommando i Zossen syd for Berlin. Det er således Toepke, der har forfattet betydelige dele af værnemagtens (hvorfor med lille her? a.a.) krigsdagbog, der reelt var en tjenstlig dagbog for Toepkes afdeling, Ia…” (s. 84)

John V Jensen karakteriserer Toepke som en både dygtig og klog officer – på baggrund af det store kildemateriale – der arbejdede helt centralt placeret i Værnemagtens top. Hans ophold frem til maj 1945 er en glimrende fortælling. Og ganske spændende.

En helt ny rolle i maj 1945

 
 

Tyske flygtninge i Københavns havn. Frihedsmuseet

Siden februar 1945 var der kommet en intens flygtningestrøm til Danmark fra Østpreussen. Stort set alle i en elendig forfatning efter en rædselsfuld flugt fra de fremrykkende russiske styrker. Tallet på antallet af flygtninge svinger frem og tilbage. Men flere mener dog, at tallet ligger på omkring 250.000.

Frem til befrielsen var det besættelsesmagtens opgave at tage sig af flygtningene. Men det ændrede sig dramatisk efter befrielsen. Pludselig var det den danske stat, der stod med opgaven. Og den var uoverskuelig.

Her kommer Toepke dog igen til at spille en central rolle. Han bliver af den danske regering placeret som den ansvarshavende for at koordinere den store opgave med at få flygtningene tilbage til Tyskland. Let var opgaven ikke. For hverken den ene eller den anden part ville have dem i det kaotiske land.

At det til sidst lykkedes, er ikke mindst Koepkes skyld. Dejligt at vi her får denne side af en af de allermest spændende efterkrigstidshistorier beskrevet.

Hvilket i øvrigt også gør sig gældende for fortællingen om, hvordan det lykkedes for Toepke og hans ”medsammensvorne” at få smuglet en række centrale videnskabsmænd med mere ud af landet.

Her havde det dog været spændende og interessant, om man havde fået en vurdering af, om der slap krigsforbrydere ud af Danmark. Det sker desværre ikke.

Som tusindvis af andre

Efter udført arbejde i Danmark vender Toepke tilbage til Vesttyskland. Med sin dygtighed er han kvalificeret til at genindtræde i hæren, der grundet den kolde krig nu blev genopstillet. I realiteten stik mod de aftaler, der var indgået mellem de allierede.

Bogen giver i realiteten et ganske pænt indblik i, hvordan det, der næsten dagen før var helt galt, pludseligt bliver normalt. Forfatteren gør sig ikke de store overvejelser over den moralske side af sagen. Det havde ellers været en spændende vinkling på biografien.

Der er meget i denne generelt interessante bog, der kunne kommes mere ind på. Men lad nu det ligge.

Noget er galt

Tilbage til de indledende bemærkninger. Der er noget galt med denne bog. Noget der får en anmelder til at blive ekstra tænksom.

I første omgang drejer det sig om forfatterens til tider mærkværdige formuleringer. Som nu denne. ”Hærens alliance med Hitler viste sig som bekendt skæbnesvanger og vil for altid stille Toepke og mange andre tyske officerer, der var opdraget til og uddannet til lydighed og til krigen, i et dårligt lys… (s. 33)

For det første er det en selvmodsigende formulering. Man udfører det arbejde, man er opdraget til. Det er nu engang grundlaget for al militært virke. Det gælder fx for vores F16 piloter og jordstyrker, der i dag er indsat rundt om. Det specielle for Værnemagten var, at man siden den 20. juli 1935 havde haft en helt særlig edsaflæggelse med følgende formulering: ”Ich schwöre bei Gott diesem heiligen Eid, dass ich dem Führer des deutschen Reiches, Adolf Hitler, dem obersten Befehlshaber der Wehrmacht, unbedingten Gehorsam leisten…” (Anmelderes kursiv).

Lyt her med engelske undertekster: https://www.youtube.com/watch?v=Gb9vqJDVBzk

 

Tyske soldater aflægger ed til Hitler. Wikicommons

Et stort antal kilder beretter, hvordan denne ed spillede en helt afgørende rolle for ikke at modarbejde/modsige Hitlers beslutninger. Helt frem til de sidste dage i bunkeren i Berlin i 1945. Bundet som man var af denne ed.

Dette taget i betragtning virker forfatterens personlige kommentarer helt forkerte. Det undrer anmelderen såre, at en dygtig besættelsestidshistoriker når hertil.

På side 130 skriver John V Jensen: ”Departementschef Niels Henningsen forsøgte sig ad forhandlingens vej, men var vel klar over, at han forhandlede med et forbryderisk regime…” ”Var vel”. Den går ikke. Og i øvrigt afslører et stort kildemateriale, at forholdet mellem Best og Svenningsen var af en ganske anderledes karakter end det, der her antydes.

På side 174 skriver forfatteren: ”…eller det langt mere berømte/berygtede ODESSA…ODESSA var også et netværk af nazister, der angiveligt blev etableret… (Anmelderens kursiv).

Lidt længere nede på siden hedder det: ”I virkeligheden er det dog uvist, om ODESSA nogensinde har eksisteret…”

Det er ganske enkelt noget vås. Først slår man det fast som en realitet. Derefter er det pludselig uvist, om det overhovedet har eksisteret. Det går ganske enkelt ikke.

På side 178 noteres det om den danske oberstløjtnant Johan Skjoldagers rolle (han samarbejdede tæt med Toepke efter 45): ”…Vi får det aldrig at vide…” Det er da noget af en påstand, når vi igen og igen oplever, at der rundt om dukker helt ukendte kildematerialer op.

På side 214 skriver forfatteren: ”Efter krigen måtte de hjemvendte soldater og officerer afnazificeres, demilitariseres, dekartelliseres (anmelderes kursiv) og demokratiseres…”Her måtte anmelderen melde pas. ”Dekartelliseres” ? Ordet eksisterer tilsyneladende ikke i det danske sprog. Det gør det så på tysk, afslører Duden. I denne periode er det primært knyttet til sejrherrernes afgørelser vedrørende den tyske industri – industrikartellerne med mere. Men det kan ikke – som her – optræde i forbindelse med enkelt personer. Derfor undrer denne ”fordanskning” såre.

Og så leverer forfatteren med følgende sætning intet mindre end en historisk sensation: ”Det varede imidlertid kun til foråret 1940, da Hitler overfaldt de skandinaviske lande…” Hidtil har vi ikke hørt, at Sverige blev angrebet. Det er regulært sjusk.

Konklusionen på den kritiske gennemlæsning af John V Jensens bog er absolut ikke til John V Jensens fordel. Og jeg er dybt forundret over, at en dygtig og vidende besættelsestidshistoriker kan komme så galt af sted.

Men. På trods af disse kritiske bemærkninger vil jeg alligevel anbefale bogen. Især kapitlerne om de tyske flygtninge bringer nye sider af denne interessante historie frem.

Historie-online.dk, den 24. maj 2017 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Besættelsen i billeder - Danmark 1940-45
Bag Pigtråd
Medaljens bagside