Menu
Forrige artikel Næste artikel

Napoleon

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 669

 

Af Eric Lerdrup Bourgois, adjunkt, cand.mag.

Den amerikanske journalist Paul Johnsons biografi Napoleon er en politisk hadebog, der er baseret på en pinlig indskrænket tilgang til – og en forbløffende mangelfuld viden om det emne, som den forestiller at behandle. Johnsons Napoleon er derfor slet og ret spild af tid og penge.

Johnsons hovedtese er, at Napoleon var forgængeren for det 21. århundreds værste totalitære diktatorer. Han brolagde så at sige vejen for Hitler, Stalin, Mao m.fl. Tesen, der bredes ud på en nogenlunde kronologisk fremstilling over Napoleons liv og levned, bygger på mange komisk tvivlsomme eksempler, som når Johnson f.eks. søger efter nazistiske spøgelser i det første franske kejserrige. Han udpeger bl.a. Fouché, Napoleons politiminister, til at være inspirationskilde for Det tredje Riges bødler. Centralt for bogen står Johnsons postulat om, at Napoleon fra sin tidlige ungdom havde en masterplan om at blive verdens hersker – og at drivkraften til at opnå dette mål lå i en usædvanlig grådig tilgang til magt. I dette magtspil satte Napoleon sine personlige interesser højere end Frankrigs interesser, og han var ligeglad med de menneskelige tab og de materielle ødelæggelser som hans krige påførte Europa, skriver Johnson. Om historiens dom over Napoleon er den amerikanske journalist også skråsikker: havde Napoleon udfoldet sine magtambitioner i det 21. århundrede, var han blevet dømt som krigsforbryder. Johnsons Napoleon er med andre ord indbegrebet af en frygtens despot af den anden verden, som var skyld i tabet af 4-5 millioner menneskeliv.

Personkarakteristikken, som har en vigtig placering i Johnsons billede af ærke-tyranen, udspiller sig på to planer. I en negativ og sort karakteristik, som på et ofte manipulerende og usandfærdigt grundlag søger at udstille Napoleon som et moralsk fordærvet menneske, der gjorde sig skyldig i f.eks. bigami. Men Johnson går i dette ærinde voldsomt over stregen, ved bl.a. at påstå, at Napoleon såvel var pædofil som voldtægtsforbryder. Det er der intet kildemæssigt belæg for at påstå – ligesom de antydede homoseksuelle tilbøjeligheder heller ikke findes dokumenteret. Napoleon var ifølge Johnson dertil dårligt opdraget, uden manerer – han kunne aldrig finde på at løfte på hatten for at hilse (modsat Wellington! Johnsons idol), og han var en uforbederlig løgnhals. Og der er stort set ikke de dårlige egenskaber som Johnson ikke ser i Napoleon: han fik (Hitlerriske) raserianfald, var kulturracist og ikke mindst noget af en monolit osv. Denne side af karakteristikken får så at sige ikke for lidt i Johnsons diktator-sortsyn.

Den anden side af Johnsons personkarakteristik spiller på helt andre tangenter. I karakteristikken af Napoleons militære evner roser Johnson feltherren Napoleon. Men Johnsons fokus på den militære genialitet hos Napoleon søges bevidst kombineret med kynisk nøjeregnende og dårlige menneskelige egenskaber, for at kunne ende op med hvad der bedst lader sig beskrive som et Jean-Gabriel Peltier-portræt af en særdeles ondskabsfuld og nærmest dæmonisk afviger. Peltier, der var en samtidig, voldsom kritiker af Napoleon, udgav fra sit eksil i London en række stærkt forsmædrende anti-Napoleon skrifter.

Ifølge Johnson var Napoleons karakter ikke kun selvforskyldt, men ligeledes et resultat af det franske samfunds påbegyndende degeneration, som startede med Den franske Revolution. Johnson skriver om dette: ”Hvis Bonaparte blev en usædvanlig svigefuld og løgnagtig hersker, bør man erindre sig, at han var et produkt af et politisk miljø, hvor en mands ord var intet at regne, hvor begrebet ære var uden mening, og hvor mord hørte til dagens orden.” Johnson bryder sig ikke om Den franske Revolution, Frankrig i det hele taget – og ikke mindst de såkaldte pseudointellektuelle franskmænd.

Det franske kejserriges voksende udstrækning under Napoleons ledelse forklarer Johnson alene med Napoleons personlige magt- og krigsliderlighed. Franske vasalstater og marionetkongedømmer blev kun oprettet med det formål at skaffe Napoleon indtægter og tropper til at holde krigscirkuset kørende. I Johnsons øjne var Napoleon derfor først og fremmest en militær lederskikkelse. Som politiker og international statsmand fejlede han totalt, mener Johnson derimod. I denne sammenhæng fremfører Johnson salget af Louisiana til Amerika i 1803, som et mønstereksempel på Napoleons manglende evne til at se udenrigspolitiske og udviklingsmæssige muligheder. For havde Napoleon holdt fast i Louisiana, så kunne konflikten med England have udviklet sig radikalt anderledes, mener den amerikanske journalist. Men her tager Johnson igen helt fejl – Frankrig havde ingen mulighed for at beholde Louisiana på franske hænder – slet ikke da krigen igen så ud til at bryde ud mellem Frankrig og England – så den eneste og bedste løsning var vitterlig et salg til Amerika.

Johnsons mange lommefilosofiske betragtninger over Napoleons udenrigspolitik er begrænset af hans udgangspunkt, at Napoleons styre kun hvilede på militær succes på slagmarken. Hvilket han f.eks. fremhæver var en nødvendighed umiddelbart efter Napoleons magtovertagelse. Her ignorerer Johnson, at det Bonaparte gjorde umiddelbart efter sin magtovertagelse i 1799, var at søsætte en sand diplomatisk storoffensiv for at skabe fred i Europa – ganske vist med baggrund i realpolitiske hensyn – men det berettiger ikke til en fuldstændig udeladelse af dette forhold. En diplomatisk offensiv som parentes bemærket bragte de franske generaler Lauriston og MacDonnald til København i 1801.

Udeladelser og manipulation er et karakteristika for Johnsons søgte argumentation, som bygges på et historiefagligt tvivlsomt grundlag. Helt galt går det for Johnson i denne sammenhæng, ved at han ikke tager udgangspunkt i Napoleons egen samtid – og f.eks. lader Napoleons styre sammenligne med andre af tidens monarkier, som f.eks. zar Alexanders Rusland. På den historiefaglige side kan det endvidere indvendes, at litteraturlisten er usædvanlig tynd og fremstår besynderlig skitseagtig. Napoleon er desuden blottet for fodnoter og (ordentlige) henvisninger af enhver art. Faktuelle fejl findes i overflod. Napoleon deltog ikke i slaget ved Auerstedt den 14. oktober 1806, Napoleons elitestyrke var Kejsergarden og ikke Nationalgarden osv. osv.

Johnsons Napoleon er ingen begynderbog, sådan som David Gress f.eks. har vurderet det i Jyllands-Posten (18.02.06). Den er alt for manipulerende og bevidst politiserende til at tjene dette formål. Men hvis man har en god indsigt i perioden og i den mere biografisk betonede side af Napoleon kan den læses for den høje underholdningsværdi, for det er det eneste bidrag Johnson bringer med sin biografi om Napoleon.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Frode Jakobsen - En biografi
Lille du
Erindringer fra en anden verden