Menu
Forrige artikel

Ånden fra Finderup

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 233

Af Johnny Laursen. Institut for Historie & Områdestudier., Aarhus Universitet

Jakob Buksti har skrevet en underlig bog. På sin vis lægger den sig på linie med en række andre sære bidrag fra deltagerne i socialdemokratiets rosekrige i 1980rne og 1990rne. Det underlige er imidlertid ikke den stemning af græsk eller shakespearesk drama, som præger dette bidrag ligesom mange af de tidligere. Det er heller ikke fordi Buksti gør nogen røverkule af sit hjerte. Bogens titel, Ånden fra Finderup, lader ikke noget tilbage at ønske i klarhed med hensyn til sym- og antipatier. Der er tydeligvis regnskaber at gøre op.

Det sære ved denne bog er, at ligeså let den er at placere i den socialdemokra-tiske fløjkrig, ligeså vanskelig er den at placere som politisk bog. Det er naturligt at forvente en politisk erindringsbog, men det er åbenbart ikke Bukstis ærinde. I stedet karakteriseres bogen som en politisk-historisk analyse, og en vurdering af de meka-nismer, der førte til formandsopgøret. Bogen er også tilstræbt dokumenteret på basis af samtidige kilder. Det hedder i pressemeddelelsen fra forlaget, at valget af disse natur-ligvis er bestemt af de personlige oplevelser og vurderinger, som Buksti havde som Aukens rådgiver og som direkte deltager i begivenhedernes forløb. Den pressemeddelelse må vist være formuleret af en vestjyde.

Der er kommet den særeste syntese ud af denne kombination af akademiker, cand. polit og bitter Auken-protagonist. Bogen er gennemsyret af en tone af deltagerens autoritet, ansatser til politologiske tolkninger af systemtræk i socialdemokratiets udvikling og dertil i videnskabelig toneart føjet henvisninger til en dokumentation, som imidlertid er udvalgt, vurderet og refereret uhyre subjektivt og følelsesladet. Interessant er det. Buksti stod ved Aukens side gennem hele opgøret. Han har støttet sig til vidnes-udsagn fra andre aktører (på Aukens side) og til referater fra partiets forretningsudvalg, hovedbestyrelse og folketingsgruppe. Desuden har han brugt egne optegnelser og en del avismateriale. Men desværre er det meget vanskeligt at få øje på Buksti som deltager i redegørelserne. Det er ofte vanskeligt at se, om et mødereferat bygger på hans egen erindring eller på Aukens udlægning. En egentlig kritisk stillingtagen til de anvendte referater ses kun for så vidt angår Nyrup-fløjens indlæg, mens Auken-støtternes indlæg ofte refereres i stor længde. Det er ærgerligt, for kildematerialet og Bukstis personlige erfaringer fra opgøret er spændende. Læseren må derfor uvilkårligt spørge sig, om forfatteren selv er klar over den larmende modsætning mellem bogens videnskabelige ambition og dens karakter af politisk opgør.

Plottet (et sådant er der i sandhed tale om) er bygget op dramatisk. Forfatteren går dog skånsomt udenom aksen Auken-Bjerregaards magtovertagelse efter (og under) Anker Jørgensen. Indledningsvis gør forfatteren sig visse systematiske – måske endda systemiske – betragtninger. Optakten udgøres af en analyse af bruddet mellem Auken og Ritt Bjerregaard. Derefter følger under overskriften ’kupplanerne tager form’ en redegørelse for Bukstis opfattelse af det optrækkende kup, som i grove træk tillægges Mogens Lykketoft i en spirende alliance med Ritt Bjerregaard. Og her er endnu en underlig kvalitet i bogen. Med sin lange malende redegørelse for uroen i partiet og den omsiggribende utilfredshed tegner Buksti – selv om han ord for andet siger det modsatte – billedet af et parti med en svag og desorganiseret ledelse. Men grundtesen er dog, at der var tale om et karaktermord på Auken, hvor en fjendtlig presse spillede sammen med bl.a. de radikale og dele af socialdemokratiet. Nyrup dukker først for alvor op i kapitlet om ’kuppet’ dramaturgisk centreret om den 15. marts (Julius Cæsars dødsdag), hvor de shakespeareske referencer bruges så flittigt, at man savner en tak til Bettina Heltberg, som først og bedst trak parallellerne til Shakespeares drama om Julius Cæsar i sin erindringsbog ’Hvor der handles’. Henvisningen til Cæsar er måske også lidt automatisk, og det er lidt uklart om det er Shakespeares drama eller den historiske Julius Cæsar, der refereres til. Og hvad skete der med Erik Glipping? Kunne forfatteren have overvejet karakteren af det politiske regime, som Cæsar repræsenterede? Nyrup synes også lidt tøvende placeret i rollen som Brutus. Han skildres ganske vist som med-sammensvoren, men hvornår Nyrup ifølge Buksti sluttede sig til oprøret mod Auken, forbliver uklart.

Kunne man i den lange redegørelse for kuppets videreførelse have overvejet, om amtsformændene – som næsten kommer til at optræde som den socialdemokratiske grals vogtere – måske til en vis grad repræsenterede ortodokse træk i en partiorganisation og bevægelse under modernisering, og at de var i modsætning til nye tendenser i partiets medlemsbasis og folketingsgruppe? Var der her to linier i partiet? Her kunne en magt- og organisationsanalyse have været mere interessant, end den nu kendte historie om formandsopgørets gang. Der, hvor man får mest ud af Bukstis udsigtspunkt, er diskussionen af partiorganisationens rolle i konflikten, og i hans pointering af partiorganisationens politiserede rolle i den indre magtkamp. Men hvorfor det var sådan, får man skuffende lidt at vide om ud over de tilbagevendende henvisninger til modstandernes intriger. Man savner her betragtninger om Bukstis rolle som leder af partiets politisk-økonomiske afdeling, og om der reelt var politisk-økonomiske stridigheder om partiets linie mellem den ene og den anden fløj. I det hele taget savner man imidlertid først og fremmest en nøgtern overvejelse over, hvordan Nyrup-fløjen kunne sikre sig støtte fra en del af partiorganisationen, store dele af folketingsgruppen og store dele af LO.

Det er således et på mange måder modsigelsesfuldt indlæg, hvad enten man vurderer bogen som partsindlæg eller som videnskabeligt indlæg. Men bogens toneart og atmosfære er i sig selv et spændende kildeskrift til en afgørende episode i bevægelsens og landets historie. Men som partsindlæg slår den ikke Bettina Heltbergs, Hvor der handles. Som analyse er Lasse Ellegaards, I Rosens Favn, stadig den, som favner bredest og mest nuanceret over de forskellige faser og mekanismer i forløbet.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dansk Velfærdshistorie, bd. VI. Hvor glider vi hen? - Perioden 1993-2014
Tysklands genkomst
Dansk Velfærdshistorie, bd IV