De mange muligheders land
Af Erik Helmer Pedersen
Sønderjyllands genforening med moderlandet 1920 efter 56 års fremmedherredømme blev nok en glædelig begivenhed, nationalpolitisk set, men stillede såvel den genrejste landsdel som det øvrige kongerige over for store problemer, ikke mindst af økonomisk natur. Det lokale landbrug havde med sin orientering mod det tyske kød- og kvægmarked ikke gennemgået den samme omlægning til animalsk produktion, moderlandets landmænd havde gennemført siden 1880’erne, og den spinkle industri, man rådede over, rettede sig på samme måde mest mod det tyske marked. Den tyske økonomis sammenbrud med efterfølgende hyperinflation og Weimarrepublikkens toldbeskyttelseslinje indebar en følelig afspærring for danske eksportinteresser. Mellemkrigstidens mange støttelove til ophjælpning af kapitalnøden i det sønderjyske hjalp især landbruget over de værste problemer, hvorimod den lokale industri med dens centralisering omkring sten-, ler- og glasindustri sakkede agterud. Den beskyttelse, krisepolitikken i 1930’erne og dens fortsættelse i det næste årti medførte, skabte dog her som i det øvrige land visse åndehuller for erhvervslivet, men som et relativt tyndt befolket område stod Sønderjylland efter 1945 rent demografisk-økonomisk over for et vældigt pres sydfra, udøvet af Schleswig-Holsteins store flygtningeskarer.
Behjertede politikere og erhvervsfolk tog da i maj 1947 initiativet til at få skabt et organ, Udvalget til Fremme af Erhvervsmulighederne i Sønderjylland, som i 1950 antog permanent karakter under navnet Sønderjyllands Erhvervsråd. Dets formål var at fremme det lokale erhvervsliv for derigennem at fastholde og helst forøge den sønderjyske befolkning. Med et fast sekretariat som baggrund bestræbte rådet sig i de kommende årtier for at løse denne mammutopgave, indtil der med afsæt i kommunalreformen i 1970 og den deraf følgende sammenlægning af de fire amter til ét og dermed en region skabtes en helt ny situation. I 1973 vedtog Folketinget en lov om lands- og regionsplanlægning, der sammen med Miljøministeriets landsplanredegørelse fra 1975 ledte frem til Regionplan 1980-90 for Sønderjyllands amt. Dermed parkeredes erhvervsrådet på en sidelinje, men fortsatte dog sin virksomhed fra til næste kommunalreform 2007.
Dets omfattende arkiv har inspireret arkivar ved Landsarkivet for Sønderjylland Morten Andersen til at skrive rådets institutionelle historie med tyngdepunktet på dets centrale virksomhedsperiode 1950-75. I ret fyldige kapitler har han dog opridset de historiske forudsætninger for dets oprettelse og tilsvarende fulgt det til dørs i nyeste tid. Dets vigtigste opgave har været at formidle kontakten kapitalsøgende mellem erhvervsfolk, banker og firmaer på den ene side og statslige tiltag og støttekroner på den anden, fra 1958 delvis formidlet via en lov om egnsudvikling i almindelighed. Pladsen her tillader ikke at gå i detaljer med Morten Andersens sobre og instruktive for ikke at sige engagerede drøftelse af erhvervsrådet, virksomhed, men set i det lange stræk må man nok erkende, at det ikke fik skelsættende betydning for det lokale erhvervsliv, dertil var dets midler for sparsomme Forf. erkender da også, at det nok så meget var lokale gründerforetagender som Mads Clausens Danfoss 1933ff. og Brdr. Gram i Vojens, grudlagt i tyskertiden, som skabte tusinder af sønderjyske arbejdspladser. En vigtig forudsætning for det industrielle opbrud, der skete her som andetsteds i 1950’erne, var den socialdemokratiske finansminister i Trekantregeringen 1957, Viggo Kampmann, som ikke mindst fik gennemført gunstige afskrivningsregler for erhvervslivet m.m. Til gengæld har forf. meddelt en god og indforstået skildring af den planlægningsiver, der prægede det danske samfund i 1950’ere, og som især de socialdemokratiske ministerier tog til sig. Der skulle næsten for enhver pris skabes arbejdspladser nu, hvor landbrugets beskæftigelsesmuligheder syntes at være udtømte.
Den tætte skildring af erhvervsrådets virksomhed giver imidlertid sin læser en række sidegevinster. Den viser f.eks. tydeligt, at lokale lederskikkelser som venstrepolitikeren og jordbrugsforskeren Frederik Heick og den konservative borgmester i Tønder 1939-70, bankmanden Johan J. Paulsen, var i stand til at give udviklingen et afgørende skub fremad. De mange henvisninger til Heicks privatarkiv på landsarkivet i Aabenraa taler her sit tydelige sprog. Desuden afdækker skildringen ganske tæt det netværk af forbindelseslinjer, der officielt som uofficielt administrerer hverdagens Danmark. Selv om der på det landspolitiske parnas naturligvis eksisterede en god portion velvilje over for det genvundne land, måtte man naturligvis passe på ikke at tage for vidtstrakte hensyn hertil. Andre udkantsområder i Danmark stod med lignende ønskesedler i hånden, og de havde naturligvis også fortalere på tinge. Uden at brede sig for meget er det dog lykkedes forf. at få sat spørgsmålet om den sønderjyske del af egnsudviklingsprogrammerne ind i en større helhed, om end bogens undertitel lover mere end den holder.
Som et stykke veldokumenteret arkivforskning fastholder ”De mange muligheders land” en god tradition inden for dansk historieforskning og det i en tid, hvor årelange studier over et ofte besværligt kildemateriale synes at vige pladsen for teoretisk stemte overvejelser om politiske og ideologiske magtstrukturer. Denne bog viser imidlertid klart, at magtens og indflydelsens veje ude i virkelighedens dagligliv ofte kan være ganske krogede og alt andet end teoretisk brolagte. Er arkivforskningen på vej til at skrive sin egen Danmarkshistorie?
