Velfærds- og velstandsforstæder
Af Mikkel Bang Maesen, ph.d.-studerende, Aarhus Universitet
Seniorforsker og tidligere stadsarkivar ved Frederiksberg Stadsarkiv, Henning Bro, har i sammenhæng med Metropolhistorisk Netværk skrevet en ny bog om forstadsudviklingen omkring København gennem det lange 20. århundrede. Bogens centrale bidrag er en nuacnering af forstadsudviklingens historie, med nye perspektiver på ”Hovedstadsmetropolens” forskelligartede forstæder og årsagerne til deres diversitet og typedannelse, med fokus på perioden fra slutningen af 1800-tallet og frem til årtusindskiftet, da land blev til by.
Bogen handler således om den nye type ’by’, der i Bros fremstilling opstod som en reaktion på den voldsomme urbane vækst i København fra midten af 1800-tallet og frem. Bogens gennemgående pointe er imidlertid, at den nye type ”bys” udvikling ikke var ensformig, men over perioden fordelte sig i to hovedtyper: navnlig velstandsforstæderne nord for København og velfærdsforstæderne mod vest og syd.
Det er særligt hér, Bro bidrager med nye perspektiver. Tidligere forskning har nok anerkendt ’velfærdsforstaden’ som en del af ’velfærdsbyen’, men har kun mangelfuldt kunnet gøre rede for det særkende, der findes i velhaverforstæderne nord for København, som udviklede sig sideløbende. Desuden er Bros eksplicitte blik for de regionale interesser og den stiafhængighed som erhvervs- og bebyggelsesstrukturerne medførte et betydeligt bidrag til forskningen om forstadsudviklingen i og omkring Hovedstaden.
Bogen bliver særligt relevant i disse år, hvor Københavns Kommune – sammen med omegnskommunerne og Ministeriet for Byer og Landdistrikter – som bekendt er i gang med en ”revision” af Fingerplanen fra 2019. Samtidig er planlægningen af land i disse år blevet et af de største politiske temaer, særligt efter vedtagelsen af Den Grønne Trepart, der nu skal tegne helt nye udviklingsvektorer og mulighedsscenarier for det bebyggede – og ikke mindst ubebyggede – miljø i Danmark.
Et historisk syn på baggrunden for alle disse omfattende omvæltninger synes derfor kærkomment, og Henning Bro viser da også – med et næsten uforståeligt stort empirisk fundament og overblik – hvordan samfundsplanlægningen gennem 1900-tallet har været afgørende for det socioøkonomiske og bebyggede Danmarkskort, som findes i dag. Dispositioner om beboelse og bebyggelse i forskellige sociale og konkrete skalaer satte således varige spor og forudsatte bestemte udviklingslinjer for de forskellige forstæder, som skulle vise sig at blive ganske dybe.
Den afgørende og underliggende hypotese er, at land og ejendom blev – og bliver – værdisat forskelligt, men at det netop er denne værdisættelse, der blev styrende for, hvordan og i hvor høj grad forstæderne kunne udvikle sig. Kapitalen spiller således en væsentlig rolle i Bros fremstilling, der antyder, at nok kan den påvirkes, men ikke styres.
Overordnet påpeger Bro således, at hvor der fra 1900-tallets begyndelse var privat realkapital, blev den søgt fastholdt i yderst mulige henseende, mens hvor der ikke var kapital, blev land og ejendom – med og uden overlæg – tilgængeliggjort for masserne.
Bro viser, hvordan forstadsdannelser først opstod nord for København som en slags aftagerbyer for det voksende industriborgerskabs boliger omkring 1900’erne. Sognekommunerne uden for byen blev således udstykket til villaer, navnlig langs Strandvejen og med eksplicit hensyntagen til bevaring af områdets herlighedsværdier. Denne periode var imidlertid karakteriseret ved mere eller mindre planløshed, om end ejendomsværdiernes tyngde gjorde det umuligt for store dele af befolkningen at flytte nordpå – hvad der også gjaldt både industri og bestemte erhverv.
Fra begyndelsen havde de nordlige sognekommuners tilgang til forstadsudviklingen således en inddæmmende karakter, hvor man helst ville undgå f.eks. etagebyggeri, almene boliger og industri, hvilket sognerådene ifølge Bro sikrede gennem finurlige servitutter og landskabsfredninger. Det er disse forstæder, som Bro påpeger, skulle udvikle sig til deciderede velstandsforstæder.
Fra 1910’erne opstod konturerne af det, Bro imidlertid kalder for velfærdsforstæderne. Disse bar præg af, at kapitalen samt ejendoms- og grundværdierne ikke på samme måde satte grænser, og særligt i sognekommunerne vest og syd for København spredte der sig planløs industri og billige boligbebyggelser på spekuleret jord. Især i de sydvestlige sognekommuner – herunder Hvidovre og Rødovre – var en tidlig Klondyke-udvikling undervejs med ulovlige lysthusbebyggelser, der skulle blive til egentlige helårsbeboelser, undertiden uden kloak, ledningsvand eller elektricitet.
Andre sognekommuner bar præg af en industriel tilstedeværelse i nærheden af de samtidigt udbyggede vej- og jernbanenet. Bro viser dog, hvordan der – trods mange nye indbyggere og erhverv – kun var et stadigt begrænset skattegrundlag i de små kommuner, der aldrig blev stort nok til at håndtere omfanget af tilvæksten, hvilket kun accelererede tempoet.
Fra 1945 blev begge typer forstæder dog indlemmet i et større planlægningsmønster, der var karakteristisk for hele den offentlige administration. Beslutningskraften vedrørende lokale spørgsmål og dispositioner blev ligeledes centraliseret, idet disse fik karakter af dels regional, dels national interesse. Den aldrig vedtagne Fingerplan fra 1947 skal ses i dette lys, da den netop tegnede den regionale disposition for en planmæssig forstadsudvikling omkring København i anden halvdel af det 20. århundrede.
Indflydelsen blev imidlertid stærkest på de ’nye’ velfærdsforstæder, dels fordi behovet for udvikling hér syntes størst, og dels fordi kapitalen sad tungt på ejendom i velstandsforstæderne. Bro viser i denne sammenhæng, hvordan den fysiske og trafikale planlægning på et regionalt niveau understøttede disse spor, idet de skabte rammerne for langvarige og vægtige erhvervs-, industrinteresser samt bebyggelsesstrukturer.
Bro slutter af med et længere konkluderende kapitel om bogens pointer og udfolder til sidst konklusionerne i en diskussion af den bymæssige udvikling i Hovedstaden i efterkrigstiden. Særligt påpeger Bro, hvordan disse forstæder var med til at forandre strukturerne for byen som centrum og landet som periferi, idet de nye forstæder – på hver deres måde – blev omdrejningspunkter i egen ret, og i en række årtier syntes at være i betydelig fremgang sammenlignet med Stenbro-København.
Bro kræver imidlertid meget af sin læser. Detaljegraden og en nærmest matematisk tilgang til den historiske metode kan være overvældende, selv for en interesseret byhistoriker. Den stringente metode er således smittet af på fremstillingen, hvor kilderne desværre mest er noget, Bro refererer til med en til tider noget indforstået parafrasering. Det er ærgerligt, for der er virkelig nogle interessante temaer på spil: F.eks. på side 43, hvor Bro omtaler, hvordan de nordlige sognekommuner ”udtalt” søgte at segregere sig fra lavere klasser. Denne ”udtalte” politik er desværre gemt for læseren, og gør det i værste fald svært for læseren at afgøre, hvorvidt der citeres direkte fra kilder eller blot parafraseres over forskelligt indhold.
Foruden spredte illustrationer – af i øvrigt meget lav opløsning – er den historiske fremstilling således for distanceret fra sit ellers store empiriske grundlag. Det omfattende kildemateriale, der ligger til grund for dele af den samlede analyse, optræder nu og da i tabelformat eller som grafer, hvilket dog ikke nødvendigvis letter læseoplevelsen eller forståelsen. Navnlig ikke når der krydsrefereres til diverse tabeller undervejs. Undertiden kunne man som læser altså komme i tvivl, om denne bog helst vil fungere som opslagsværk eller historisk fremstilling.
Det specialiserede emne bidrager desuden til denne ambivalens. Bogen er som sagt udgivet af Metropolhistorisk Netværk og afgrænser sig derfor åbenlyst til spørgsmål om hovedstadens historie. Når der nu er tale om velfærdshistorie, der som bekendt er et nationalt fænomen, kunne bogen med fordel have været af mere generel byhistorisk karakter. En jysk historiker (såsom anmelderen) kunne således savne et blik for de resterende bykommuner i landet, der – i modsætning til hovedstadsområdet – blev til store primærkommuner, indeholdende både by og forstad i én og samme kommune.
Til bogen følger imidlertid to appendikser, der forudsætter brugen af bestemte begreber og tilgange i analysen. Særligt er begrebsbrugen af velfærd og velfærdsstatens historie et nødvendigt analytisk forbehold, som der tages stilling til i det første af de to appendikser. Dette er en nødvendig forudsætning for forståelsen af Bros analyse, som baserer sig på hans tidligere arbejder med forskellige gradueringer af velfærdsstatens kronologiske udvikling – og burde således læses som en essentiel del af værket. Man kunne derfor undre sig over, at det ikke er en del af selve hovedteksten.
I bogens kolofon fremgår et flueben, der understreger, at teksten er fagfællebedømt. Den faglige tyngde og det empiriske grundlag fejler således ikke noget, men det fornemmes stadig, at bogen er blevet redigeret i et begrænset omfang i såvel analytisk som konkret forstand. Detajlegraden og den stringente metodiske gennemgang kunne således ønskeligt have været udsat for en lidt skarpere redaktion, hvad der kunne have skærpet analysen yderligere. Dertil kan i øvrigt tillægges, at bogen, hvad agnår korrektur og opsætning, til tider fremstår interimistisk sammensat med forskellige trykfarver, automatiseret linje- og orddelinger samt en (for) stor del slå- og stavefejl, som – i kraft af deres omfang – desværre går ud over den umiddelbare forståelse af visse sætninger.
Det til trods giver Bros analyser rigeligt stof til eftertanke i forhold til den stiafhængighed, som forskellige dispositioner omkring forstadsudviklingen skabte for fremtiden. På den måde nuancerer fremstililngen såvel den historiske byudvikling omkring hovedstaden, som det bliver relevant i konteksten af de ualmindeligt store planarbejder, der foregår om fremtidens by- og landskabsudvikling. Med andre ord: Hvilke stier er man – på godt og ondt – i gang med at gøre sig afhængige af i det igangværende arbejde, og hvilket socioøkonomisk Danmarkskort vil der blive skabt i de nu meget omfattende bysamfund rundt i landet?
Der er altså overordnet – og uden tvivl – meget at hente i Bros værk for den interesserede byhistoriker; både i kraft af den store detaljerigdom og det overordnede greb på byudviklingens historiske forudsætninger. Men bogen lider også under en formidling, der til tider spænder ben for sit eget potentiale. Det er synd, fordi emnet og pointerne fortjener en større udbredelse end hvad teksten umiddelbart kommer afsted med. Man savner med andre ord, at bogen tør åbne sig mere op – især for læseren og for det det bredere, nationale perspektiv, som byhistorien ellers er karakteriseret af. Ikke desto mindre bidrager Velfærds- og Velstandsforstæder med en række væsentlige indsigter om hovedstadens historiske omfang.
[Historie-online.dk, den 6. august 2025]
