Den kætterske socialdemokrat
Menu
Forrige artikel

Den kætterske socialdemokrat

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 914

Rød mands sorte tale

Af Preben Etwil

Denne bog handler om den røde student, der i sin robåd drev så langt til venstre, at han fyrre-halvtres år senere i et brusende menneskehav drev ind fra højre som den sorteste professor i mands minde.

Jørgen S. Dich (1901-1975) var en ung lovende økonomstuderende (polit.), der ud over at han elskede langdistanceroning, havde en udbredt hang til stærkt venstreorienterede synspunkter. Ja, så meget, at han i sine unge år var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. 

Dich gjorde meget hurtigt karriere som økonomisk-statistisk rådgiver i centraladministrationen under Steincke og Staunings store reformer i 30’erne, og sad med under krigen, da tyskerne skulle holdes stangen, når de krævede mere arbejdskraft til Tyskland, og han var såmænd også med efter krigen, da man lagde de første spæde grundsten til den bygning, der senere skulle blive velfærdsstaten.

Tiden var i høj grad præget af positiv socialdemokratisme, og selvom Dich gjorde karriere inden for dette system, var han ikke bleg for i offentligheden at lufte sine mere venstreradikale synspunkter, end socialdemokrater i almindelighed gav udtryk for. 

I 1950 forlader Dich statsadministrationen for at hellige sig et økonomiprofessorat i Århus med særlig fokus på socialpolitikken. Inden for dette fag skriver han en klassisk lærebog, der nok lægger mere vægt på den generelle økonomiske teori end på socialpolitikken som sådan. Det var dog helt i tråd med Dich egen opfattelse af, hvordan socialpolitik både skulle indrettes og indpasses i den generelle økonomiske politik. Alle socialpolitiske tiltag skulle tolkes inden for disse rammer. De socialpolitiske tiltag skulle vurderes i lyset af, om udgiften til eller nytten af den sociale aktivitet stod i et rimeligt forhold til det økonomiske offer – eller skatten, som det hedder på politiksprog.

I Dichs univers var det en tiltagende uskik at vurdere socialpolitiske tiltag efter, hvad de offentligt ansatte selv – eller politikerne - troede eller følte. De offentlige ansatte var mere optaget af deres egne løn- og arbejdsforhold samt deres faglige karrierer, mens politikerne kun havde fokus på at blive genvalgt. Efter Dichs opfattelse var disse motiver et aldeles uvidenskabeligt analysegrundlag for at vurdere socialpolitikken på.    

Dich skrev hvordan Den herskende klasse, altså de offentligt ansatte, i hans optik forsøgte at skjule sine egeninteresser bag dække af at påkalde sig almenvældets interesser og humanisme. Dette synspunkt var ikke velhørt i Socialdemokratiet. 

Det er sikkert også i dette lys, at man skal tolke Arne Hardis bogtitel. For det var hele den socialdemokratiske forestillingsverden, der brød sammen med Dichs forsøg på at råbe socialdemokraterne op. 

Det skal med til historien, at Dich i hele sit liv havde for vane at indtage standpunkter, der langt fra kunne kaldes mainstream – slet ikke. Det gjaldt lige fra strafferetsmetoder, neutralitet, Nato og EU. Men der hvor han påkaldte sig den helt store offentlige opmærksomhed, var da han i 1973 – efter han var gået pension og kort tid før sin død - udsendte sin meget omtalte bog: ”Den herskende klasse”, der på meget kort tid blev solgt i over 40.000 eksemplarer. Her fik han virkelig den offentlige mening på godt, men mest på ondt, at føle i et uhørt omfang.

Dichs bog blev kun i opmærksomhed overgået af Glistrups opdukken på den politiske scene, og det efterfølgende Jordskredsvalg. Og for at føje spot til skade blev hans forsøg på at udarbejde en slags socialdemokratisk kritisk statsteori fuldstændigt overdøvet af, at hans kritikere, med rette eller urette, tog ham til indtægt for at være en socialdemokratisk overløber, der frivilligt lod sig indrullere i Glistrups folkebevægelse, der så sin primære opgave i at bekæmpe offentlig tyranni, skrankepaver og at være hårdkogte skattenægtere.

Arne Hardis viser ret overbevisende, at dette ingenlunde var tilfældet. Dich opfattede sig selv frem til sin død, som en marxistisk orienteret socialdemokrat, der mente, at den samfundsmæssige udvikling og den offentlige sektors vækst i realiteten havde ført til, at udbytningen af arbejderklassen havde skiftet karakter. Ifølge Dich var det ikke mere kapitalisterne, der udbyttede arbejderne men i stedet en ny herskende klasse af offentligt ansatte. Magtmidlet var, at de offentligt ansatte spillede på angsten for sygdom, død og ubehaget ved det fysiske arbejde. De offentligt ansatte skabte dermed den utilfredshed, som de i realiteten levede af. Det var i hvert tilfælde påstanden fra Dichs side.

Dichs klasseanalyse bygger givetvis på den fremherskende opfattelse, som man også havde i det gamle Sovjetunionen – at serviceerhvervene ikke var merværdiskabende, men merværdiforbrugende. For hvis det forholder sig sådan, så har Dich fuldstændig ret i sin påstand, at væksten i de offentlige serviceydelser (pædagoger, skolelærere, kunstnere, balletdansere og universitetsstuderende – bare for at nævne nogle) betyder, at man flytter hårdt indtjente skattekroner fra arbejderne til unyttige og ikke værdiskabende job i den offentlige sektor. Dermed sker der en overflytning af værdier fra de folk, der hver dag går på arbejde i træsko og overalls til det bedre borgerskabs børn og fritidsfornøjelser. Kultureliten, der i høj grad var offentligt finansieret, nassede så at sige på de almindelige arbejdere.

Præmissen er dog, at man køber det argument, at den offentlige sektors serviceproduktion i sig selv ikke er værdiskabende.

Det var nok her, at Dich tog fejl, men hele historien er yderst interessant i forståelsen af, hvordan man rejser en kritisk statskritik.

For man skal være klar over, at når man udfordrer parnasset, så må man også forvente at få hug. Men indtrykket fra bogen er, at Dich elskede at provokere, og at han satte absolut ikke sit lys under en skæppe. Han var selvhævdende og arrogant, og har dermed måske også bidraget til den relativ hårde debattone, som Den herskende klasse i datiden førte med sig.    

Arne Hardis beskriver i sin bog en hyperenergisk og superintelligent økonoms opstigen fra ung langdistanceroer, over en imponerende statsadministrationskarriere, til at blive en ældre og højt respekteret økonomiprofessor, der dog i sin pensionstilværelse endte med at blive en yderst udskældt kritisk samfundsdebattør.

Der er noget befriende og stærkt dynamisk i at læse en journalists beskrivelse af en historisk skelsættende bogudgivelse.

Med en flydende pen bliver læseren uden dikkedarer ført igennem et historisk forløb, der stadig har sin efterklang i nutiden.

Det gør Arne Hardis fremragende, og så er hans biografi alletiders guide til selvstudier i Den herskende klasse.

Kom bare i gang.

Historie-online.dk, den 20. marts 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Schalburg - en patriotisk landsforræder
Napoleon
Min egen historie