Hippie 2. Den sidste sommer
Menu
Forrige artikel

Hippie 2. Den sidste sommer

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 420

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Perioden i slutningen af 60erne er efterhånden behandlet ganske indgående. Men der kommer stadig nye ting frem om denne blomstrende tid. For nylig har undertegnede anmeldt bøger om især musikken i 60ernes sidste år, mange har skrevet om ungdoms- og studenteroprør og i det hele taget ’dengang i 60erne’. Og Peter Øvig Knudsen har sat sig for at undersøge hippiernes storhedstid, så kort den end var, bl.a. fordi han mener, at den har sat sig varige spor i den danske samfundsudvikling. Det har den muligvis også. Det er i hvert fald en periode, som har meget lange efterveer i form af nyreligiøsitet, stofproblemer, musikalsk udvikling og politisk tænkning. Og som både under og efter har medført kraftig modstand, og for så vidt stadig gør det, når talen falder på rundkredspædagogik, kulturradikalisme mm.

Hippietiden var en mærkelig periode, hvilket man kan forsikre sig om ved at læse Peter Øvig Knudsens to-binds værk, hvor første del udkom sidste år, og hvor nu andet bind er på gaden. Mærkelig på den måde, at der på den ene side blev frisat en voldsom mængde energi og kreativitet, der resulterede i spændende eksperimenter på mange forskellige områder; kulturelle, politiske, sociale, you name it, men på den anden side åd kreativiteten og eksperimenterne sine egne børn gennem umådeholden omgang med diverse stoffer, ikke mindst lsd. De mange trips udvidede muligvis nok bevidstheden, men for nogle fik lsd konsekvenser i form af skizofreni og andre alvorlige sygdomme i sindet. Nogle blev ret hårdt ramt, som fx Provo-Knud, der pryder forsiden af bogen. Knud flippede totalt ud og endte med at myrde sin bedste ven, fordi Knud var overbevist om, at vennen havde slået Knuds kæreste ihjel. Men der er også andre mindre heldige resultater af stofeksperimenterne, som Øvig fortæller om i dette andet bind af ”Hippie”, det sorte bind, hvor ”Hippie 1” var det hvide. Og det er naturligvis ikke tilfældigt, at dette yin-yang billede farver værkets to dele. Den første del er overvejende positiv, handler om det legende og blomstrende ved hippie-bevægelsen, men det andet bind, det sorte, viser bagsiderne, og hvordan det hele stoppede. Helt konkret med besættelsen af kirken i Hjardemål i august 1970 og med de omfattende uroligheder i København i forbindelse med Verdensbank-topmødet i september samme år. Dermed var hippietiden definitivt omme, og andre tider med mere politisk ensretning og stram styring vandt frem i 70erne.

Og forandring var der sket – men om hippierne så var en forandrende størrelse i samfundsudviklingen, det kan man så diskutere. Dan Nielsen – der i Thylejren havde et berømt tetelt, og nu i øvrigt igen bor på festivalpladsen i Thy – formulerer det: ”Der var så utroligt meget, der forandrede sig mellem 1965 og 70. Som om vores vestlige civilisation krængede den gamle ham af sig og forvirret søgte efter en ny hud, der kunne passe. Der var tusinde døre, der åbnedes, bunker af strukturer, der nedbrødes, vores verden blev porøs og forberedte sig på en hidtil udset åbenhed og mangfoldighed. Vi hippier var et synligt og levende udtryk for dette spring ind i det, vi nu kalder den postindustrielle, globaliserede verden. Dengang troede vi gerne, at det var os, der skabte forandringerne. Men nej, vi kan højst være med til at forme de forandringer, der sker.” (s. 214)

Som i det første bind danner Det nye Samfunds lejr i Thy struktur for bogen. Dag for dag følger vi begivenhederne i Thy dels gennem erindringer fra deltagere og dels lejravisen, der udkom gennem det meste af perioden. På passende steder stopper Øvig så op og fremstiller historien om nogle af de afgørende begivenheder, der førte op til lejren, og nogle af de centrale personer.

Det er spændende fx at læse om den eksperimenterende kunstskole, Eks-Skolen, hvor hovedpersonerne hed Per Kirkeby, Poul Gernes og Bjørn Nørgaard, men ikke mindst skolens første elev Peter Louis-Jensen. Det er ganske vilde eksperimenter, ’brødrene’ fandt på. De kaldte hinanden brødre, og det var også kun mænd! Et af højdepunkterne var naturligvis den senere så royale kunstner, Bjørn Nørgaards slagtning af en halt krikke i sneen, mens Lene Adler Petersen stod ved siden af med et sort kors! Peter Louis Jensen var allerede på banen i første bind, men her træder han frem som den helt store hovedperson. Han bliver rost som en visionær, revolutionær kunstner, men især hans mørke sider træder frem. Han har været meget vanskelig at være sammen med! Man får indtrykket af en person med et vanskeligt sind, der både tiltrak og frastødte folk. Han var hovedmanden bag den famøse kirkebesættelse i Hjardemål, der er bogens dramatiske højdepunkt, som man følger næsten minut for minut og på begge side af kirkedøren. Inden for de langhårede besættere, der måske udførte en politisk manifestation, måske et kunstværk. Det finder man vist aldrig helt ud af. Dramatisk var det i hvert fald med ophidsede lokale, der hellere end gerne ville afklapse de langhårede, politibetjente, der både tæskede hippierne og beskyttede dem fra en måske endnu værre skæbne, og så hippierne, der efterhånden blev ret forskrækkede over reaktionen.

Under alle omstændigheder blev besættelsen slutningen på den mere uskyldige blomsterbarn-periode. Thylejren var definitivt ødelagt – og det havde Peter Louis-Jensen da også erklæret var formålet – folk rejste frustrerede hjem efter en ellers dejlig sommer i det nye samfund, og tilbage blev blot en lille flok på festivalarealet. Og en del af dem er der endnu.

Peter Øvig Knudsens værk ”Hippie 1 og 2” skal herfra have en absolut anbefaling som en velskrevet og tankevækkende dokumentarisk journalistisk beretning om et eksperiment, der sendte mange tråde ud i virkeligheden og ud i fremtiden, men som i sig selv led en krank skæbne. At lukke op for så mange kreative menneskers individuelle behov og meninger i et kollektiv førte kun delvis til noget godt. Ikke desto mindre var det en spændende tid, hvor folk mente noget, og gjorde noget ved det. Så vi vil ikke være den foruden.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
1950’erne
Trusselsbilledet
Berlinmuren