Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det mousserende element. En jødisk bankierslægt gennem fem generationer

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 220

Af Thomas Petersen

”Som langt-ude-slægtninge havde vi konto i firmaet. Ikke noget med nummer og særbehandling, men som en velkommen kunde, blev vi nærmest kærligt modtaget af den kultiverede kasserer, hr. Clausen, der stod ved pulten i over fyrre år og derfor næsten var en del af familien”, (side 9).

Sådan, i veritabel Matador-stil, skriver historikeren Kristian Hvidt i indledningen til sin lille, smukke og stærkt personlige bog om finanshuset R. Henriques jr. gennem hele fem generationer. Et firma, der som en del af en eksklusiv kreds og sammen med et halvhundrede andre fondsbørsvekselerere indtil 1986 havde monopol på handel med veksler, værdipapirer samt guld og sølv. En handel, der dagligt foregik præcist kl. 12 på Børsen i den lange bygning med det snoede dragetårn, opført af Christian 4. i årene 1619-24. Hvidt sammenligner disse finanshuse med de gamle håndværkerlav, der også havde deres helt egne love og privilegier.

Der stod respekt om huset R. Henriques jr. på Højbro Plads – det sted i København, hvor det fandt sin endelige adresse. Respekten voksede ikke mindst efter, at huset siden indgangen til 1900-tallet var blevet formidler af millionlån til staten, kommunerne og erhvervslivet. Den var ikke mindst affødt af firmaets alder. Grundlagt i 1801 af den unge Ruben Henriques. Hvidt karakteriserer grundlæggeren som en usædvanlig personlighed med en dynamisk vilje og evne til både at mangfoldiggøre sin formue og sin familie. En personlighed, der på forbavsende kort tid blev en af hovedstadens rigeste mænd samt far til 18 børn. Firmaet formidlede som sagt lån til det officielle Danmark samt ydede alskens tjenesteydelser til solide og trofaste kunder. Kunder, som til gengæld kvitterede med en næsten hengiven tillid til fimaet. Navnet borgede for soliditet og stabilitet. Deres ejere var markante personligheder i bybilledet, som kunderne havde et personligt forhold til. Den foreliggende bog har denne foretagsomme mand, Ruben Henriques, som samlende stjert.

Med Ruben Henriques jr. (1787-1863) som central figur går den 87-årige Kristian Hvidt - Folketingets arkivar og bibliotekar gennem en menneskealder samt ophavsmand til et stort og væsentligt historisk forfatterskab – dels tilbage i historien til Spanien og Portugal og dels frem gennem de nævnte fem generationer til 1986, hvor Schlüter-regeringen ophævede bankier-erhvervets monopol. Med andre ord præsenteres læserne for et stykke jødisk historie med både danske og europæiske perspektiver.

Men det hele startede som bekendt i Mellemøsten med jødernes diaspora efter romernes ødelæggelse af Templet i Jerusalem i år 70 e.v.t. Og med jødernes efterfølgende opsplitning i en vestlig sefardisk og en østlig askenazi del (sefardisk af det hebraiske navn på Spanien, Sefardim, og askenazi fra det hebraiske navn på Tyskland, Ashkenaz). De sefardiske jøder forvistes sidst i 1400-tallet fra det kristne Spanien og siden fra Portugal. I det mauriske Spanien havde de spillet en væsentlig rolle, såvel økonomisk som kulturelt. Men med kristendommen fulgte tvangsdåb, forfølgelser og inkvisition. Om denne jødeforfølgelse tåler sammenligning med Holocaust som hos Hvidt, kan diskuteres. Men under alle omstændigheder flygtede de i flere tempi nordpå – nogle endte efter omveje i den danske konges grænseby ved Elben, Altona, og siden i Glückstadt og Fredericia. En del af slægten Henriques (fransk af Henriksen) med nævnte Ruben som overhoved slog sig 1801 varigt ned i København, hvor den i næsten 200 år kom til at spille en væsentlig rolle.

Hvidt nævner de grundvilkår, som Ruben Henriques og med ham andre jøder, måtte indrette sig efter. Men altid var de omstillingsparate samt generelt glade og tilfredse med det liv og det erhverv, omstændighederne tilbød dem. Måske var de foragtede og isolerede uden for menigheden, men netop derfor også indbyrdes forbundne. Fælles om én Gud, to bøger (Tora og Talmud) samt tre sprog: jiddisch, hebraisk og dansk. Desuden udstyret med helt egen tidsregning, kalender og kogebog.

Indtil 1986 var en stor del af dansk økonomi styret af sådanne bankierer og vekselmæglere, der siden børsforordningen af 1807 havde haft monopol på at købe og sælge aktier og obligationer, fremmed valuta samt handelen med guld og sølv i barrer, kostbare stene og rav. Det var også dem, der alle hverdage kl. 12 mødtes og fastsatte kurser samt omsætningen på det danske kapitalmarked. Firmaet R. Henriques jr. var et af de fornemste vekselerer-huse i København.

Jøderne i det danske samfund undgik ikke antisemitismens modbydelige ansigt. Selv om Frederik 6. havde givet dem den officielle royale anerkendelse i 1814, brød det generelle folkelige jødehad også ud i Danmark. Som for eksempel fem år senere under de såkaldte jødefejder i hovedstaden og flere provinsbyer. Selv om jødehadet i Danmark aldrig blev så udtalt som til eksempel i det østlige Europa, Frankrig, Østrig og til dels i Tyskland. Det sidste sted på trods af jernkansleren Otto von Bismarcks ret enestående, realpolitiske og blødgørende udtalelse om, at jøderne udgjorde det mousserende element i den træge europæiske borgerkultur, jfr. bogens titel..

Den mosaiske kontekst har som bekendt sit udspring i Moseloven. Den har sat sit præg på jødiske familiers ritualer helt ud i detaljen. På navnestoffet, forholdet mellem generationerne og på en tankegang, der belært af blandt andet de historiske erfaringer har forholdt sig skeptisk og ironisk, ind i mellem endog galgenhumoristisk, til verden omkring.

Kristian Hvidt demonstrerer, at han kender det jødiske miljø indefra. Hans mor blev som teenager optaget som steddatter i det Henriques´ske hjem. Og endte med både at gå i synagogen og blive konfirmeret i den mosaiske tro. Hvidts indsigt sikrer, at læseren umærkeligt bringes til at fornemme, hvordan det fremmedartede over tid glider ind i det danske og omvendt. Han formår på en overbevisende måde netop via sin insight-viden at give sin læser et væld af generel kulturhistorisk viden. Fra det nære og konkrete til det almene og abstrakte. Denne manøvre er rasende godt gennemført – i høj grad understøttet af det valgte illustrationsmateriale. I de genealogiske og næsten gammeltestamentlige afsnit er læseren på kanten af at fare vild i mængden af familie-forbindelser, fødsler, ægteskaber og dødsfald. Men han bliver reddet af de nyttige stamtavler, der er en del af illustrationerne. Hvidt har i denne sammenhæng haft stor nytte af en bog, der udkom i Frankfurt i 2001 under titlen Die Odyssee der Henrique-Familie og skrevet af den tyskfødte, men i dag israelske slægtsforsker Joseph Ben Brith.

Også familiens harmoniske forhold til det omgivende nationalt danske miljø antydes fint af forfatteren. Bankier Henriques ender såmænd med at spise gris. Det er som at kigge ind af vinduet og som taget ud af Natansens bekendte skuespil Indenfor Murene, når Hvidt livagtigt beskriver livet omkring det veldækkede bord:

”Firmaet var centrum i en stor familiekreds af Rubens efterkommere, tanter og onkler, som forventede at få besøg af deres yngre slægtninge. Det var mål for andre af vore ture til byen. Vi drak te i fornemme lyse lejligheder, hvor husets frue med store skildpaddekamme i det opsatte hvide hår sad på en forhøjning ved sybordet og udspurgte om familienyt. Mors nyheder kunne let få dette skarpe svar: ”Det ved jeg, fortæl mig noget, jeg ikke ved”! Teen, klirrende tekopper og kagefade blev bragt ind af et ældre faktotum fra det fjerne køkken. Sjældnere højdepunkter var fornemme familiemiddage om søndagen, hvor beholdningerne af gammelt, glimtende glas, porcelæn og sølvtøj kom på bordene – mange retter og ceremonier, f.eks. de fine skylleskåle, der med tilhørende serviet kom ind efter hovedretten, alt sammen dele af overdådige brudeudstyr fra en fjern fortid”, (side 10f.).

Kristian Hvidt har med den foreliggende bog foræret sin læser en nyttig introduktion til et specielt stykke københavnsk kulturhistorie. Med udgangspunkt i sin egen, ganske vist perifere, forbindelse til huset Henriques giver han os en indsigt i en del af de danske jøders historie – nemlig den del, der med sin sefardiske oprindelse for de flestes vedkommende levede på livets solside. Til forskel fra de mange askenazi-jøder, der også boede i København, men som mestendels befolkede sidegadernes skrædder-forretninger samt andre små-håndværksteder.

Siden er oprettet 5. oktober 2016.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Biologismer
Nordatlanten og Troperne
Frimurernes hemmelige historie