Tre modstandskvinder i Gestapos klør
Tre kvinder bliver på hver deres måde dybt involveret i frihedskampen i starten af 1943. De bliver taget af Gestapo, dømt ved krigsretten på Dagmarhus i København og sendt i tysk tugthus. De ender i samme celle i Tyskland og kommer til at dele et helt særligt skæbnefællesskab
Af Michael Koch
For alle med interesse i besættelsen er de tre kvinders navne velkendte. Mange vil endda kunne sige at have læst om dem og deres bedrifter i modstandskampen. Men i denne bog kommer læseren meget tættere på de tre. Det er ikke mindst fordi, at bogen tager læseren med helt ind i tyskernes forhadte tugthuse og helt ind i den celle, som de tre er tvunget til at dele. Juleaften i cellen skulle være noget særligt for de tre kvinder. De havde fundet lidt sølvpapir, en grankvist og et par rødkålsblade. Det var julepynten. Gaverne til hinanden var lavet af høstbindegarn. Efter de opsparede par skiver rugbrød var spist røg de hver en mirakuløst fremskaffet cigaret. De sang så første vers af “Glade jul”, men da tårerne trillede ned ad kinderne, besluttede de at gå i seng. Kort efter kunne de høre sangen blive sunget på fransk, tysk og andre sprog. En speciel aften i en ussel celle.
De tre sad i tugthuset I Cottbus sammen med to andre danske kvinder. Den ene sad der for at være ægtefælle til en sabotør, den anden var dømt for en mindre forseelse. I alt var der 2.000 fanger fra hele Europa i fængslet. Else Elisabeth Baastrup Thomsen med dæknavnet Pie (som hun valgte at kalde sig efter krigen). Den anden var Tulle Fiil , som var døbt Kirstine, datter af Gudrun og Marius Fiil. Hendes far var en af mændene fra Hvidstengruppen. Hun kom hjem med de Hvide Busser til nyheden om at hun havde mistet sin mand, sin far og sin bror. Den sidste i cellen var Monica Wichfeld, som ulykkeligvis ikke overlevede rædslerne i tugthuset.
Pie er født Else Elisabeth Baastrup Thomsen, men blev aldrig kaldt andet en Pie. Her er hendes legitimationskort fra krigen.
For at starte med begyndelsen: Bogen gennemgår en del sabotagehandlinger. Læseren spørger indledningsvis, hvorfor de er med, indtil det fremgår, at det er aktioner, der bygger på sprængstof nedkastet med engelske fly og modtaget af Hvidstengruppen. SOE faldskærmsfolkene er godt beskrevet i bogen. Det er også vigtigt, for i Bruunsgade 46 i Aarhus blev hele tre af de nedkastede SOE folk taget af Gestapo den 13. december 1943. Under umenneskeligt pres blev der opgivet navne, som førte til, at Gestapo tog både Pie Baastrup og Monica Wichfeld. Dermed begyndte et sandt helvede med forhør på Dagmarhus på over 12 timer ad gangen, inden kvinderne Pie og Monica blev kørt tilbage til Vestre Fængsel.
Ved en stor aktion 11. marts 1944 bliver Hvidsten Kro stormet af Gestapo, og næsten hele familien Fiil bliver taget med til forhør. Andre medlemmer af Hvidstengruppen hentes også. Nu følger endnu flere forhør, og siden en hård tur via Kiel og andre omveje til Cottbus. I København har den lammende nyhed om Hvidstengruppens henrettelse ført til omfattende raseri og generalstrejke. Urolighederne og strejkerne breder sig til provinsen. I Vestre Fængsel kan Tulle og Gerda Fiil i det mindste glæde sig over, at landet er på den anden ende for familiens skyld. Det hjælper dem igennem prøvelserne.
Monica Wichfeld mistede livet i tysk fangenskab i februar 1945
Gerda Fiil bliver benådet og kommer tilbage til Danmark, mens de tre, Pie, Gerda og Monica mødes i samme celle i Cottbus. To gange dagligt får seks fanger i cellen, de tre danske kvinder og tre belgiere, en kande vand sat ind. De to kander skal bruges til alt fra drikkevand til opvask og hygiejne. Monica Wichfeld var et fyrtårn for de andre. Hun holdt modet oppe, underviste og fortalte fra sine rejser og sit liv. Sulten gnavede benhårdt i kvinderne. En meget illustrativ beretning om lopper og væggelus er blivende i erindringen, og der er rigtig dårligt nyt på vej: Monica Wichfeld mister livet efter at have ligget på lazarettet.
I april 1945 sker det så. De danske kvinder hentes i cellen af smilende venlige “wachtmeisterinder”. De bliver straks meget mistænksomme, men ude i gården holder en stor, smuk, hvidmalet rutebil med Dannebrog malet på siderne. Tulle og Pie får deres kufferter udleveret og kan tage deres danske tøj på. Det sidder skidt, det hænger og poser, for de har tabt sig enormt.
Bogen giver et godt indblik i rædslerne ved at være taget af tyskerne og indsat i tugthus under krigen. Der er mange sider med breve fra familier og de indsatte, og ikke mindst de dødsdømte.
[Historie-online.dk, den 7. maj 2025]
