Museumsnumre 141 - suppeterrin
En suppeterrin er en skål, oval eller rund med låg, fremstillet i fajance, porcelæn eller evt. sølv og beregnet til at stille på spisebordet, når der spises suppe. Suppeterrinen er en del af det, man kalder bordservice, som omfatter tallerkener, bestik, glas, kander, fade, kopper med mere.
Der eksisterede en dansk bord- og madkultur. Bordet var familiens samlingspunkt, og om spisebordet samledes man med vennerne. Emma Gad nedskrev de regler, som gjaldt for spisning. Damerne skulle betjenes først ved bordet, man skulle sidde i en tilpas afstand til bordet, lægge sin serviet på knæene og ikke sætte den fast over brystet, ikke sidde krumbøjet over sin tallerken, men med ret ryg, ikke spise suppen af skespidsen men af skesiden, aldrig slubre suppen i sig, ikke føre kniven til munden, aldrig bruge stålkniv, hvis man spiser fisk, altid give sig god tid og ikke sluge maden, osv.
Med hensyn til den suppe man indtog som første ret ved et større måltid, så var der en lang række af smagfulde og nærende supper lige fra den dyre ægte skildpaddesuppe til hvidkålssuppe. Det afhang af økonomi og smag.
Bordservicet er gået af brug, mens det for et par generationer siden var et af hjemmets glanspunkter, en anskaffelse som viste hjemmets formåen og gode smag. Rundt omkring i genbrugsbutikker ses bordservice til 12 personer til salg, herunder selvfølgelig suppeterriner. Men det kan ikke sælges. De nye generationer skal have noget der kan gå i opvaskemaskinen og der er sjældent brug for større opdækning ved komsammen. Familierne er blevet små, sommetider reduceret til enkeltpersoner med børn. Fastfood og amerikanske spisevaner har i mange hjem afløst aftensmad lavet i køkkenet og spisning ved bordet.
Musselmalet suppeterrin fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, Sydvestjyske Museer
Hvis man er samler af service, kan man altså i dag gøre nogle meget fordelagtige indkøb, men rigtignok af noget, man kun sjældent vil komme til at bruge. Nogle samlere har derfor koncentreret sig om at samle terriner, og det er ikke et dårligt valg, hvis man går efter noget smukt at kigge på. Suppeterrinen var dronningen i servicet, ofte den smukkeste og mest formfuldendte del af hele servicet. En reol eller vitrine med smukke suppeterriner kan nok få folk til at spærre øjnene op. Det er historie om porcelæns- og fajanceformgivning og om smag og mode.
Vores museer har naturligvis bevaret dele eller hele bordservicer, der er skænket af behjertede personer, for at genstandene kan bevares og beundres. Museernes bordservice og herunder specifikt suppeterriner giver ikke nødvendigvis et retvisende billede af, hvad der førhen var på spisebordet. Det er udpræget de finere servicer / suppeterriner som har fundet vej til museerne. Der var mange hjem, hvor man overhovedet ikke ejede et service endsige en suppeterrin. Man øsede op på dybe tallerkener fra suppegryden, en praksis der også er udbredt i dag.
Uddeling af suppe fra suppekøkken på Vesterbro 1900. Fotografiet viser den nød og fattigdom som eksisterede langt væk fra de veldækkede spiseborde med terriner, Frederiksberg arkiv.
Terrinen blev almindeligvis sat på en bakke, og til visse terriner hører en bakke. Terrinen kunne have en lav eller høj fod og var forsynet med to hanke og med et låg, hvori der ofte var en udskæring til en øseske.
Engelsk fajance var i 1800-tallets begyndelse, hvad velhavende kredse på land og i by anskaffede sig. I England benyttede man den såkaldte transfer teknik, hvormed kobbertrykte billeder kunne overføres til fajance. Man kunne kun fremstille monokrome billedaftryk. Stoke-on-Trent og Sunderland havde mange fajancefabrikker. Modsat håndmalet polykromt porcelæn var fajancerne til at betale. Kalundborg Museum har et komplet service oprindelig til 48 personer deriblandt en stor og en lille terrin begge med låg. Det er et engelsk fajancestel, ”Wild Rose”, som blev produceret i 1812 med en blå dekoration i tidens smag, langs kanten roser og centralt et motiv med en bro og fiskere på en flod. Stilen med den blå dekoration var hentet fra importeret kinesisk porcelæn. Porcelæn fra Kina, heriblandt terriner, kom i 1700-årenes slutning lejlighedsvis til Danmark med Ostindiefarerne, men var meget eksklusivt og dyrt.
Terrinlåg fra stellet ”Wild Rose” 1812, Kalundborg Museum
I søfartsbyerne kunne man i 1830-erne og 40-erne hos en skipper, som kom til de engelske havne, bestille et engelsk service. I Dragør, København, på Ærø og Fanø foregik den slags import.
Den blå stil holdt sig længe og blev kopieret i Danmark, hvor Aluminia i 1866 fremstillede blå ”Willow”, inspireret af det engelske Willow -stel. En terrin fra stellet findes på Ringkøbing-Skjern Museum.
Suppeterrin fra stellet blå “Willow”, Ringkøbing-Skjern Museum
Der fandtes hverdagsservice og fint service. F.eks. har Københavns Museum en oplysning om service, at hjemmet i Gentofte havde et Villeroy og Boch service til hverdagsbrug, mens det fine Bing og Grøndahl porcelæns service kun kom frem ved selskabelige lejligheder.
Suppeterrin ”Blaue Olga” fra Villeroy & Boch 1920-erne, Rudersdal Museum
I anden halvdel af 1800-tallet kom tyske og danske fajancestel og porcelænsstel på markedet. De tyske servicer var overvejende fremstillet af porcelænsfabrikken Rosenthal i Bayern (fra 1891) og fajancer kom fra Villeroy & Boch i Dresden (fra 1856), mens danske servicer var fra Aluminia i København, grundlagt 1863, og fra 1912 til 1933 kaldt Kjøbenhavns Fajancefabrik. Med hensyn til porcelæn var de vigtigste fabrikker Den Kongelige Porcelænsfabrik og Bing og Grøndahl. De første mærkede deres varer med tre blå bølger og de sidste med et B & G. Også svenske Gustavsberg i nærheden af Stockholm med ankermærke hørte til de mærker, der fandt købere i kongeriget. Blandt de dessiner, som var meget populære, var musselmalet porcelæn, men fabrikkerne søgte i samarbejde med kunstnere at forny sig. Den Kgl. Porcelænsfabrik lancerede f.eks. ”Berberis”, et stel tegnet af Vilhelm Dahlerup i 1870-erne. Også Aluminia benyttede kunstnere. Harald Slott- Møller var længe fabrikkens kunstnerisk tilsynsførende og den senere kunstneriske leder Christian Joachim tegnede succesen ”Tranquebar” i 1912. Nye kræfter blev hentet med keramiker Nils Thorsson, der tegnede ”Sonja” i 1937 og ”Alma” i 1939.
Et spiseservice var en flot bryllupsgave eller var en del af brudeudstyret som angiveligt et hvidt fajanceservice i Tønder Museum i nyrokoko fra Villeroy & Boch. Villeroy & Boch havde mange servicer, f.eks. i 1880-erne et som hed ”Fasan”. Det findes i klunkestuen i Den Gamle By.
Terrin i nyrokoko fra Villeroy & Boch, Tønder Museum
Kvindemuseet har et porcelænsservice fra 1925, mærket Rosenthal Bavaria. Det bemærkelsesværdige er, at givers mor har håndmalet servicet. Håndmalet CCP står der i bunden. Suppeterrinen har fod og to håndtag og er dekoreret med æblegrene og guldkant. Formen er en let kantet oval.
Kroer, restauranter og underholdningssteder havde brug for robuste servicer, og Vejle Museum har et service fra en varieté i byen. Suppeterrinen er enkel, på lav fod og med to hanke. Dekorationen er røde smalle bånd på korpus og fod, og for at ingen skulle være i tvivl om ejerforhold ses et mærke med en mølle og påskriften ”Moulin Rouge”, Vejle.
Terrin fra ”Moulin Rouge” i Vejle, Vejle Museum
Nykøbing Mors Museum har en terrin fra byens sygehus. Den er af hvidt porcelæn med blåstreget dekor, lavet af Den Kongelige Porcelænsfabrik og mærket NMS samt en tegning af en due.
Efter anden verdenskrig blev terrinernes form og dekoration mere enkel. I 1965 lancerede Aluminia stellet ”Blåkant” designet af Grethe Meyer. Stellet vandt flere priser og blev meget populært, men Aluminia lukkede i 1969. Man koncentrerede sig om at føre Den Kongelige Porcelænsfabrik videre. De to fabrikker var siden 1882 drevet af samme ejere.
Terrin fra stellet ”Blåkant”, antikk.dk
Vil man se noget om bordservicets udvikling, så kan man besøge Designmuseet i København, hvor man i udstillingen ”Bord dæk dig” en suite viser syv små bordopdækninger med forskellige tiders service og bordpynt.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 11. november, 2025]
