Hillerød besat 1940-1945

Da forfatterens svigerfar gik bort, åbnede der sig et vældigt arkiv af nyheder om den lokale modstandsbevægelse. Hillerød er i fokus gennem hele bogen, og ud over arkivet er der brugt utallige timer både i Tyskland og herhjemme

Af Michael Koch

Forfatteren skriver beskedent i forordet, at bogen ikke er fuldt ud dækkende. Det er ganske klædeligt, for netop omkring Besættelsen er det umuligt at sige, at man har alt med. Selv de mest interesserede i krigen ved, at der er mere, og at man kan blive ved med at researche. Der gemmer sig personer og hændelser i det uendelige. Med det i tankerne, så er denne bog et utroligt og grundigt manifest over Besættelsen i Hillerød.

Mogens Hansens svigerfar, Elith “Tom” Truelsen, tog selv del i modstandsarbejdet. Født i 1911, var han ikke blandt de helt unge, men det afholdt ham ikke fra at være aktiv i det almene arbejde og være næstkommanderende i amtsledelsen hos Ejnar Lütken.  Efter Ejnar var taget af tyskerne i november 1944, blev Elith amtsleder. Elith var også med i en modtagegruppe og modtagechef. Han har i øvrigt et omfattende aktivitetsblad i Frihedsmuseets Modstandsdatabase.

Naturligvis kan en bog om arbejdet i Hillerød ikke begrænses til kun at omtale det centrale Hillerød. Modstandsarbejdet trak spor ud i hele Nordsjælland. Dagligdagsproblemer skulle løses med kontakt til Sognerådet, politiet, Slotssognet og ikke mindst til borgerne. Det “hele” er fornemt medtaget for at skabe et komplet billede. Anmelderen er også imponeret af alle de fabelagtige illustrationer og fotos. Under Besættelsen kunne det være livsfarligt at tage billeder. Der er eksempelvis et billede af ungarske soldater der bevogter jernbanen mellem Holte og Hillerød. Hvis fotografen blev opdaget, kunne den slags koste ham livet.

Ungarske soldater bevogter jernbanen mellem Holte og Birkerød. Det kunne koste livet hvis en fotograf blev opdaget og taget med

Opbygningen af bogen er utrolig effektiv, og det er smart tænkt at først opdele kapitlerne efter år og derunder hændelser og historier efter dato. Ind i mellem de datoordnede artikler er der længere fortællinger. Man bliver suget ind i teksten, for 89 årige Mogens Hansens levende beretninger formår konstant at fastholde læseren.

Et eksempel er en lang artikel om våbennedkastningen den 21. april 1945. Det blev senere til “Slaget om Gribskov”. Den første maskine droppede 24 containere med godt grej til modstandsfolkene, men da det næste fly skulle modtages kort efter, gik det ikke godt. Maskinen kom for lavt ind over modtagepladsen, gassede motorerne op med alt, hvad den kunne, og fløj ud for at komme tilbage i nyt forsøg. Når en enorm fire-motors bombemaskine giver fuld gas 300 meter oppe, så kan det høres meget langt væk. (Normalt kom maskinerne glidende ind i tomgang, indtil de havde nedkastet, for så at flyve behersket væk) Tyskerne havde selvfølgelig hørt maskinen, og da de gode folk senere kom tilbage for at hente godset, så var der tyskere til at jage dem. Det lykkedes at stikke af og tage en meget lang vej hjem. Senere kunne de høre, hvordan de næste to engelske maskiner kredsede rundt, men der var ingen på jorden til at tage imod nedkastningerne, de havde ingen radiokontakt og ingen lygter på jorden, som aftalt. Gudskelov kostede det ikke nogen frihedskæmpers liv denne gang. Modtagepladsen var dog færdig.

 Sådan så flugtruten ud, da et modtagehold måtte flygte fra tyskerne. En engelsk maskine kom for lavt ind og måtte sætte fuld gas på alle fire motorer. Det kunne høres meget langt væk. Da maskinen også skulle bruge meget luftrum til at vende og forsøge nedkastning igen, kom den over de tyske vagter. Det betød at containerne var tabt og pladsen måtte opgives.

 Sabotagen på gummihjulsfabrikken i Frederiksgade 13 anrettede store skader på bygningen. Fotografiet er fra Rigspolitiets efterforskningsmateriale i sagen

Sabotager er også en del af de mange beretninger. Garvesyre-ekstraktfabrikken, dampvaskeriet, gummihjulsfabrikken, hesteskofabrikken og et hørskætteri. Det er blot få eksempler fra bogen, som evner at dykke ned i utallige episoder, fordi avisartikler og andre kilder er indsamlet kort efter, det skete. Det er velskrevet og spændende at læse om sabotagerne i Hillerød-området. Det ville være en uoverstigelig opgave i dag at researche alt det, bogen indeholder. “Svigerfars” arkiv var en sand guldgrube for bogens tilblivelse, men det er tydeligt, at forfatteren også selv har stor viden og har vidst, hvor der skal ledes.

Der kan nævnes utroligt mange hændelser. Forfatterens svigerfar samlede stoffet ind under og efter de fem lange år. Endnu et eksempel: Bogen stopper ikke efter 5. maj, men fortsætter sine beretninger. Nu var det regnskabets time, og stikkere, værnemagere og forbrydere blandt tyskerne og deres danske hjælpere blev renset op, og folk blev stillet for en dommer. En meget kendt solodanserinde blev stillet for retten for sit DNSAP arbejde, mens hendes mand havde gjort sig “syg” og var indsat på psykopatanstalt. De blev begge dømt, og efter udstået straf emigrerede de begge. Utrolig læsning fra retsbogen. Bogen fortsætter side efter side med både korte og lange fortællinger.

Tænk sig, om der i hele landet havde været “en svigerfar”, som havde samlet fakta om lokale hændelser under og og efter krigen. Det havde været ganske enestående materiale for historikere og besættelsesinteresserede. Selv en garvet besættelsesinteresseret sidder i næsegrus beundring for Mogens Hansens arbejde med arkivet og egen research.

  Æresvagt ved Kulsvierstenen som står for en mislykket aktion. Billedet er taget efter modstandsmanden Tom Elith Truelsens bisættelse i 2001

Som besættelsesinteresseret skal man ikke lade sig begrænse, blot fordi bogen omhandler Hillerød-området. Denne bog kan med stort udbytte læses af interesserede fra hele landet. Med sin velskrevede tekst indeholder den guldkorn på hver side. Læseren må kippe med hatten for det enorme arbejde, der er lagt i bogen.

[Historie-online.dk, den 13. maj 2025]