Menu
Forrige artikel

Rachel Carson - Historiens Aktører nr. 45

Kategori: Artikler
Visninger: 2136

 

I en tid hvor forurening og klimaforandringer udfordrer jordens befolkning, i rige som fattige lande, stiller mange spørgsmålet, hvorfor der ikke er gjort noget mere i tide? Og efterfølgende kan man spørge, hvornår var det lige, at det med forureningen dukkede op på videnskabens skærme? Hvem var de pionerer, som først pegede på problemerne?

Det er ikke muligt at give enkeltpersoner æren for hele den sag, men en af de forskere, som gik forrest i kampen for miljøet, er den amerikanske biolog Rachel Carson. Hun blev født på en gård i Springdale i Pennsylvania i 1907. Hendes far var forsikringsmand og moderen hjemmearbejdende husmor. Til gården hørte 26 ha., og Rachel begyndte som barn at udforske den natur, som omgav hende. Hun blev tidligt en ivrig læser, gik i den lokale skole og fortsatte i high school, hvor hun i 1925 blev nummer et ud af 44 andre dette år. Hun var velbegavet og kom på et universitet for kvinder, Chatham University, hvor hun i starten studerede engelsk, men skiftede i 1928 til biologi og fortsatte sine studier i zoologi og genetik på Johns Hopkins Universitet. For at tjene penge til sine fortsatte studier tog hun arbejde på et laboratorium.

I 1932 fik hun en kandidatgrad og ville fortsætte mod en doktorgrad, men hun blev tvunget til at afbryde sine studier og tage arbejde som lærer. Sagen var at forældrenes økonomi lå i ruiner, en følge af den depression, som ramte bredt i det amerikanske samfund, også middelklassen. Da hendes far døde i 1935, måtte hun og storesøsteren tage sig af deres aldrende mor.

Gode jobs hang ikke på træerne for kvinder, men hun fik et job ved statens "Bureau of Fisheries" og skulle bl.a. producere nogle radioprogrammer om dyrelivet i vandet. Det var en opgave, som hun klarede med bravur. Udsendelserne blev populære. Hun fik til opgave at skrive et hæfte om fiskerikontoret, igen en succes, og i 1936 fik hun en fast stilling i fiskerikontoret som havbiolog. Hendes opgave var at analysere indsamlede data og skrive artikler i tidsskrifter og aviser. På det familiære plan voksede hendes problemer, da hendes storesøster døde og efterlod hende som eneansvarlig for moren og de to niecer. Hun levede et travlt liv med få nære venner, en af dem var forfatteren Dorothy Freeman.

Carsons ekstraordinære evner som formidler af videnskab blev opdaget af et forlag og hun skrev en bog: "Under the Seawind" i 1941. Den blev en international bestseller. Hun skrev om havet i et sprog og på en måde, som ramte også forudsætningsløse læsere. I 1945 blev hun chef for udgivelser fra "Fish and Wildlife", fiskerikontorets nye navn.  I 1951 udgav hun bogen "The Sea Around Us". Den kom på bestsellerlisten og vandt adskillige priser. Det gav hende en god økonomi, og i 1952 kvitterede hun sit job for at koncentrere sig om at skrive bøger. En film blev lavet efter bogen, men hun blev fortørnet over, at mangt og meget blev forandret og fordrejet, så hun besluttede aldrig mere at sælge filmrettighederne til sine bøger. I 1955 udgav hun bogen "The Edge of Sea" om økosystemet langs Atlanterhavskysten.

I den følgende tid blev hun mere og mere opmærksom på udviklingen af sprøjtemidler. Det startede med DDT, og efterhånden blev pesticidsprøjtning mere og mere almindelig. USAs landbrugsministerium støttede sprøjteprogrammer - f.eks. satte man ind på at udrydde "fire ants", myrer. I 1962 udgav Rachel Carson den bog, som blev hendes mest berømte og mest kritiserede: "Silent Spring". Heri dokumenterede hun på en inderlig og overbevisende måde de ødelæggende virkninger af sprøjtegifte i naturen. Som bogens titel angiver bl.a. forår uden fuglestemmer. Hun stillede spørgsmålet om mennesket har ret til at bestemme over naturen og forgifte den. Bogen fik mange, også jordejere til at standse uhæmmet brug af DDT. Men inden for regeringen og i landbruget blev hendes bog og de efterfølgende kampagner imod sprøjtning imødegået.

Rachel Carson pegede også på risiko for bakteriologisk resistens, som følge af overdreven brug af pesticider. Hun havde før udgivelsen sikret sig, at en lang række fremtrædende biologer havde læst hendes manuskript. Det gjorde det svært for landbrugs- og kemikalielobbyen at vælte hendes dokumentation. På denne tid gjorde også thaledomid-sagen det klart for den store almenhed, at her var noget at komme efter, noget var ude af kontrol.

Ikke desto mindre truede landbrugsorganisationer og kemikalieindustrien med retssager og med alvorlige samfundskonsekvenser med tab af arbejdsplader til følge, hvis man fulgte Carsons advarsler. Videnskabsmænd betalt af industri og landbrug udtalte, at hvis man fulgte Carsons anbefalinger ville man vende tilbage til middelalderen og insekter og bakterier ville tage magten, og fra landbrugsministeriet skrev man advarende til præsident Eisenhower, at siden hun var ugift og fysisk aktiv, så antog man, at hun var kommunist!

Men kemikalieindustriens hetz gav bagslag. De fleste videnskabsmænd og -kvinder støttede Carson og det samme gjorde størstedelen af offentligheden, som ikke lod sig narre af pengeinteresserne. Men Rachel Carson måtte kæmpe på to fronter. Hun blev ramt af brystkræft og gik i strålebehandling. Hendes kræfter svandt og hun måtte trække sig fra den offentlige debat. I marts måned 1964 kunne lægerne konstatere, at kræften havde bredt sig i hele kroppen og hun døde af et hjertestop d. 14. april 1964.

Carson var den første som klart redegjorde for at verden var i fare pga miljøforurening, og at grænserne for hvad jordens økosystemer kunne bære snart ville være overskredet. Hun nåede ikke selv at se resultaterne af sit "wake up call". Efter hende er kampen for miljøet fortsat, men desværre har videnskab og miljø i de forløbne 60 år tabt. De kortsigtede økonomiske interesser og systemets indbyggede destruktive begærlighed vandt. Det gik, som hun frygtede, men hun har efterladt nogle af de bedste tekster, der er skrevet om miljøets betydning. Asken fra hendes urne blev dels begravet ved hendes moders grav, dels spredt på det hav hun elskede.

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien Historiens Aktører her.

[Historie-online.dk, den 9. november 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Peter Freuchen - Historiens Aktører Nr. 46
Niels Hoffmeyer - Historiens Aktører nr. 30
Augusto Cesar Sandino - Historiens Aktører nr. 71