Kolonialismens sorte bog
Menu
Forrige artikel

Kolonialismens sorte bog

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1499

Af Simon Ankjærgaard, stud.scient.soc.

Et nødvendigt værk. Og et imponerende værk.

Således kan ”Kolonialismens sorte bog” kort opsummeres. Den er redigeret af Marc Ferro med indlæg fra i alt 22 forfattere med overvejende frankofon observans. Bogens titel siger det hele; værkets ambition er at afdække ”500 års forbrydelser” begået af verdens imperier og kolonimagter. Det gennemgående argument er – som Marc Ferro slår fast i sin særdeles vellykkede introduktion – at ”(d)et er storfinansen, der næsten altid har været drivkraften i den imperialistiske politik”. Det økonomiske argument må dog ikke forstås uden skelen til det stærke moralske argument om koloni- og imperiemagternes ”civiliserende mission” i de koloniserede områder. Værket er eksplicit og konsekvent i sit udtryk og i sit fokus på kolonimagternes forbrydelser, og anklagepunkterne lyder blandt andet på folkemord, slavehandel, slaveri, tvangsarbejde, deportation, af-islamisering, udbytning, åreladning, racisme/neoracisme, demografiske katastrofer, bevidst epidemisk-biologisk krigsførsel, samt – idag – neokolonialisme.

Og værket er imponerende. Intet mindre. Trods skribenternes overvejende frankofone baggrund kommer ”Kolonialismens sorte bog” næsten hele vejen rundt, ikke kun gennem de ”klassiske” forællinger om den engelske, franske, hollandske, belgiske, portugisiske og spanske kolonialisme, men også med nuancerede diskussioner af den japanske og den russiske. Netop fordi værket er så vellykket og så ambitiøst, er der dog en tendens til at disse fortællinger drukner i bogens vinkel- og detaljerigdom; man får simpelthen så megen information, hvis man læser hele værket i én køre fra ene til anden, at overblikket har tendens til at ryge. Og det er en pointe i sig selv; værket fungerer nemlig bedst som et slags opslagsværk, der - fordi det kommer hele vejen rundt - kan bruges af mange på flere forskellige niveauer. Den overskuelige indholdsfortegnelse giver en pejling på navigationen, men det er et stort kritikpunkt ved bogens udstyr, at der mangler et decideret emneregister. Det er synd, for mange nyttige informationer kan gå tabt for interesserede læsere på denne måde.

Det er virkelig svært at erklære sig uenig i forfatternes anklagepunkter, om end de til tider fremføres i en lidt for skinger tone; som individ funderet i den vestlige verden skal man enten være himmelråbende naiv eller ideologisk forskruet, hvis man ikke anerkender de blodige og ydmygende spor, som kolonialismen har trukket gennem de tidligere kolonier. Og på skrift har vi udmeldinger, der i den grad udstiller ”den hvide mands” kolonihistoriske kynisme. Det mest klassiske citat fra bogen kommer fra Theodore Roosevelt, der i begyndelsen af 1900-tallet sagde: ”Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at en god indianer, er en død indianer, men da det er tilfældet for ni ud af ti af dem, vil jeg ikke spilde min tid med den tiende”. Roosevelt står på denne måde som eksponent for de mange tidligere og samtidige udmeldinger og racistisk baserede politikker. Bogen er rig på andre eksempler. De hvide australieres behandling af og forhold til kontinentets oprindelige befolkning er én af dem. De hvide sydafrikaneres apartheidpolitik en anden. Forfatternes franske orientering betyder, at det franske imperium i den grad hudflettes; det er især i afsnittene om det franske engagement i Afrika, at man som vesterlænding sidder tilbage med en dårlig smag i munden som udtryk for et anfald af kollektiv skyld. 

Men hvorfor var denne kolonisering opfattet som nødvendig? Jeg var kort inde på det indledningsvis; der var et økonomisk aspekt og et moralsk aspekt. Det første drejede sig om råstoffer og handel – udbytning eller åreladning, som det kaldes flere steder i bogen. Det andet drejede sig om kolonimagternes civiliserende mission. Denne mission var ikke kun forbeholdt de europæiske imperier, men også og i høj grad det japanske, der eksempelvis ønskede at gøre ”koreanerne til rigtige japanere”, som det er opsummeret af Souryi. Netop balancen mellem det økonomiske og det civilisatoriske aspekt fremføres som selve grunden til, at efterkommere af de gamle kolonisatorer den dag i dag har svært ved at se sig selv og befolkningerne i den tredje verden i øjnene. Med afsæt i Hollands kolonieventyr i Asien skriver Beaufils for eksempel: ”I Holland har spørgsmålet om kolonialismen altid været tvetydig, idet der på den ene side var den civilisatoriske mission, som hollænderne tildelte sig selv, og på den anden side udbytningen af befolkningerne og de væbnede interventioner”. Senere skriver han: ”Som andre samfund har også det hollandske en evne til at skjule sine grusomheder og opfinde nogle opdigtede billeder af en verden, der er glat og uden historie ... Spørgsmålet om skyld huer ikke den nationale bevidsthed, der er overbevist om sin gode ’civilisatoriske tro’”.

Antikolonialismen trivedes også – og trak ligeledes på både økonomiske og moralske aspekter, om end det naturligvis var med modsat fortegn i forhold til kolonialismens fortalere. Det er imidlertid vigtigt at ihukomme – og dét kunne der godt være gjort mere ud af i bogen - at antikolonialismen var en spæd stemme i imperiernes gyldne periode fra midten af 1800-tallet og frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Selv for socialistiske kræfter var det i den periode svært at forestille sig en verden uden imperier. Flere venstrefløjsaktivister arbejdede ud fra en forestilling om en socialistisk imperialisme, men immervæk stadigvæk en imperialisme. Det foldes ud i bogens femte del, der beskæftiger sig med repræsentationer og diskurser. Denne del kunne – og burde – være lagt i indledningen, så man fik alle fortællingerne om racisme og menneskelig hierarkisering lagt ind i en overordnet forståelsesramme fra start.

Slutteligt er det tankevækkende at Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller i sit forord ikke lader et ord eller to falde om Danmarks rolle som kolonimagt. Vel var vi ikke blandt de største og mest toneangivende kolonimagter, men vi har dog over tid haft besiddelser i alle verdenshjørner. Ministeren nævner det ikke, og kun to gange over de 928 sider optræder Danmark; på side 127 i Ferros diskussion af aspekterne ved slavehandlen og slaveriet, og på side 482, hvor M’Bokolo kort tæller Danmark blandt medunderskriverne af Berlinkonferencens slutakt i 1885. Det er faktisk billigt sluppet i lyset af de uhyrligheder andre (og større) kolonimagter, med rette, anklages for.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nordatlanten og Troperne
Den menneskelige faktor
Energi for evigt