Nu vi taler om demokrati
Menu
Forrige artikel

Nu vi taler om demokrati

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 129

 

Af Preben Etwil

Denne bog er en hyldes til demokrati.

Der kan påpeges mange steder, hvor demokratiet kunne forbedres, men grundlæggende findes der ikke en bedre styreform.

Bogen er skrevet i en letlæst og fremadskridende fortællerform – ej blottet for humor. Allerede i indledningen får vi at vide: ”Det er ikke en videnskabelig bog med fodnoter og referencer” (p. 8). Bogens styrke er, at den på en relativ let og forståelig måde bringer os gennem historien for at vise, hvordan og hvorfor at vi i dagens Danmark har et demokrati, der både bør  styrkes og reformeres. Ikke grundlæggende, men hvor befolkningen bliver mere engageret og involveret i de demokratiske processer.

Der graves dybt i demokratihistorien – begyndende med at se lidt på grækerne og deres romerske efterkommere. Her var det vigtig at bemærke sig, at disse demokratier lod kun de dygtigste og de mest veluddannede regere. Og det handlede mest af alt om at bevare sin egen ejendomsret.

Grundlaget for demokrati er, at der er ordnede magt- og lovregler. Med Jyske Lov i 1241 blev et af elementerne for ordnede forhold grundlagt – og det er lang, lang tid før man overhovedet kunne tale om demokrati. Jyske Lov var kongens lov. Men en populær konge var en, der lod sig styre af sin befolkning.  Det gik ikke. En konge skulle være frygtet af folket.

Kravet om at befolkningen skulle inddrages i kongens beslutninger, udgik i høj grad fra det københavnske borgerskab, der resulterede i Kongeloven af 1665. I 1683 gav den enevældige konge Christian d. 5 så Danske Lov. Men igen stadig langt. langt  væk fra demokratiske principper: ”Den danske enevælde var et hårdt og ubarmhjertigt diktatur” (p. 66).

Mange har fejlfortolket oplysningstiden til at være kimen til den demokratiske orden. Det var den ikke. Den var: ”troen på fremskridt, troen på videnskaben og mistroen for ubegrænset magt” (p. 73). Ingen af oplysningsfilosofferne: ”råbte på demokrati – deres primære bekymring var hvordan man kunne begrænse monarkens magt, så han ikke degenererede til en tyran” (p. 75).

Der bliver først rigtigt sat ord på de demokratiske rettigheder med USA’s uafhængighedserklæring i 1776, men tro ikke, at disse rettigheder var tænkt til at omfatte hele befolkningen: ”Reglerne gjorde alle mennesker lige, men definitionen af, hvad et menneske var, udelukkede stadig meget store dele af befolkningen” (p. 85).

Demokrati kræver en afgrænsning af, hvem der er omfattet, og hvem der ikke er. Så ud af de demokratiske bevægelser vokser nationalismen og nationalfølelsen. Amdisen er ikke i tvivl: ”Når målet er at samle folk bag et budskab, har nationalismen vist sig at være en af de mest effektive metoder” (p. 90). Han går endnu videre: ”i kølvandet på den franske revolution og den efterfølgende europæiske storkrig smeltede kravet om demokrati, kravet om liberalistisk økonomiske reformer og kravet om nationernes selvbestemmelse sammen...Det er lidt ironisk, at netop nationalismen er en international bevægelse” (p. 93).

I Danmark blev det borgerskabets veluddannede sønner i byerne, der udgjorde demokratiets fortrop, og de kæmpede først og fremmest mod enevælden og for det konstitutionelle demokrati – altså en bevarelse af kongemagten. De forestillede sig absolut ikke, at den brede del af befolkningen skulle bestemme noget som helst. Demokratiske beslutninger skulle overlades til de kloge og formuende sammen med kongen. Efter indførelsen af den ”demokratiske” Grundlov af 1849, blev de nye magthavere de Nationalliberale, der i eget overmod førte landet ud i en borgerkrig i 1849, og senere måtte afstå en tredjedel af Kongeriget i 1864, fordi de i deres egen nationale formørkelse troede, de kunne modstå en krig mod Preussen. Ikke nok med at vi mistede en del af riget, så fik vi en ny Grundlov i 1866, der rullede de trods alt små demokratiske forbedringer, der lå i 1849-Grundloven tilbage.     

Helt frem til 1901 blev Danmark i virkeligheden styret af et diktatorisk godsejervælde. Til sidst blev presset nemlig så stort, at kongen blev nødt til at acceptere, et parlamentarisk flertal i sin regeringsførelse. En regel, der først blev skrevet ind i Grundloven af 1953. Men kongen forsøgte flere gange at omgå de parlamentariske regler – mest markant ved Påskekrisen i 1920 – og skammeligt nok støttet af partiet Venstre. Det var jo Socialdemokratiet og De Radikale, der sad ved magten.

I mellemkrigstiden var det det danske demokrati udfordret af totalitære ideologier og regimer i Europa. Både fascismen, nazisme og kommunismen bed demokratiet i haserne. Her var der grupper, med støtte langt ind i flere af de etablerede partier, der mente, at demokrati skabte kaos, fnidder og forhindrede klarhed og orden: ”Krigsbegejstring, hysterisk nationalisme og racetænkning var integrereret i den hyggelige socialdemokratiske velfærdsstat. Konservativ Ungdom marcherede i gaderne iført skrårem og støvle, og dansk politisk kultur var dybt præget af de samme tanker, som drev fascismen fremad” (p. 139).

Bogen slutter af med en kritik af de politiske partiers rolle i det demokratiske Danmark. Efter Amdisens meninger er tiden løbet fra dem. De har ikke legitimitet mere, da det i dag er en meget, meget lille mindretal, der er medlem af et politisk parti, og de fleste af dem, har købet ideen om ”nødvendighedens politik”, så der stort set ikke er forskel – og reelle valgmuligheder – mellem partierne: ”Deres mål er at erobre og fastholde magten” (p. 167). Især har terrortruslen og fremmedfrygten i den grad udhulet de demokratiske principper: ”Udviklingen skrider langsomt frem mod det totalitære, når vi hele tiden sørger for at beskytte det bestående mod det fremmede udefra eller mod undergravende elementer” (p. 170). Totalitær demokratisme kaldes det.

Fløjkrigene intensiveres og hver gang det sker, rykker populisterne på både højre og venstre fløj længere ud af tangenten. Det bemærkelsesværdige er, at vælgerne følger dem.

Danske politikere får afslutningsvis et særdeles dårligt skudsmål med på vejen: ”Man skal ikke have holdninger, man tror så meget på, at man ikke kan følge med nye strømninger, og man må for alt i verden til enhver tid kunne skifte side i personkonflikter, så man ikke bliver fanget i et politisk hjørne. Med andre ord er partierne bygget op til at rekruttere de overfladiske, holdningsløse og samvittighedsløse, hvilket måske forklarer ovenstående udvikling og i hvert tilfælde ikke lyder som den bedste vej til at sikre demokratiets fremtid” (p. 175).

I forlængelse af den meget kritiske holdning til det eksisterende partisystem, er Amdisen fortaler for, at man hellere skulle prøve et lodtrækningssystem, hvor man udvalgte 500 tilfældige borgere fra CPR-registeret, og lod dem regere landet.

Det må være op til læserne om de tror på det skulle være en realistisk mulighed.

På anmelderen virker det som en forrykt utopi.

Bogen er såmænd både underholdende og informativ, og ingen tvivl om at Asser Amdisen kan sit stof på fingrene, men bogen kan heller ikke løbe fra, at det mere er storytelling end faghistorie.

Historie-online.dk, den 4. december 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
En sikker borgerlig stemme. Det Konservative Folkeparti gennem 100 år.
The Dictators
Forvandlingens pris