Også andre hensyn - Dansk ligestillingshistorie 1915-1953
Menu
Forrige artikel

Også andre hensyn - Dansk ligestillingshistorie 1915-1953

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 261

Af Preben Etwil

Denne ligestillingshistoriske afhandling starter med, at alle voksne kvinder får tilkæmpet sig en grundlovssikret valgret i 1915, og slutter med en grundlovsændring, der bl.a. giver det danske monarki en betinget kvindelig arvefølge i 1953.  

Bogen er opdelt i fire kapitler, der på en udmærket, kronologisk og veldokumenteret måde beskriver de forskellige faser i periodens ligestillingshistorie.  Fire årtier, hvor den første generation af kvindelige politikere, trods deres ringe antal, fik stor betydning for det stort set lige ligestillingssamfund som Danmark er i dag.

Kapitelteksterne er i sig selv ret informationsbærende:

Den store ligestillingspolitiske skiftedag – 5. juni 1915.

Det første valg i 1918.

Lighed for loven 1919-1925.

Nye ligestillingspolitiske standarder 1945-1953.

Det er helt åbenbart, at den første frie Danske Grundlov af 1849 i demokratisk forstand var stærkt amputeret, da både folkehold og fruentimmere var udelukket af valghandlingsfællesskabet. 

Det blev der først rettet op på ved grundlovsændringen i 1915, hvor vælgerkorpset blev udvidet med ikke mindre end 133 pct., hovedsagelig kvinder, der udgjorde 91 pct. af alle nye vælgere og 52 pct. af samtlige vælgere.

Vejen til kvindelig valgret havde været både lang og sej, og var sket i forskellige tempi. Kampen for denne demokratiske rettighed havde heller ikke været uden tilbagefald og skuffelser.

Flere kvinder og få mænd havde lige siden de formuende mænds grundlov i 1849 arbejdet på at ændre tingenes tilstand. Det var en kamp mod både indgroede kulturelle og religiøse værdier, der i høj grad var præget på mændenes præmisser.  

Spørgsmålet om hvorvidt kvinder skulle have valgret og være valgbare kan i hvert tilfælde føres tilbage til 1886, da Venstre i Københavns Borgerrepræsentation rejste problemstillingen. Forslaget var dog en del af et bredere forslag, der også indebar forslag om forholdstalsvalg. Men der skulle gå mange år inden at det reelt blev materialiseret i form af en lovændring i 1908, der gav danske kvinder lige og almindelig valgret til kommunalbestyrelserne. 

Skillelinjen var nu ikke kun mellem mænd og kvinder, men også mellem kvinders klassemæssige placering i samfundet. Der var stor forskel på kvindekampens betydning i den borgerlige og socialistiske lejr. For borgerklassen handlede det meget om frihed til at kunne realisere sig selv, for arbejderklassens kvinder handlede det lige så meget om at frigøre sig fra lønarbejdets undertrykkelsessystem. For borgerkvinderne handlede det om individuelle frihedsrettigheder. For arbejderkvinderne om sociale rettigheder. Denne forskellige tilgang til kvindespørgsmålet gjorde også, at kampen for kvindelig valgret foregik i to parallelle forløb. 

De dominerende i kampen var helt ubestridt Det Radikale Venstre, men også Socialdemokraterne var efter tidens forhold godt fremme i skoene. Det kunne man ikke sige om Venstre og De konservative. Venstre gik fodslæbende med, mens De konservative kun modstræbende erkendte tidens krav.

Reelt foregik kvindekampen i to forskellige organisationsrum. I kvindebevægelsen (med flere organisationer), hvor det var de radikale, der var toneangivende, og i fagbevægelsen, hvor det var socialdemokraterne, der udstak linjen. Kvinderne på de to kamppladser formåede trods store modsætningsforhold at danne en slags enhedsfront, der havde den kvindelige valgret som slutmål. 

Der var ingen realistisk mulighed for at danne et egentligt kvindeparti, selv om flere kvinder talte for det. Alle de dominerende i datidens kvindebevægelse var enige om, at kampen for kvinders politiske rettigheder skulle foregå i de respektive partier. Det var derfra kvindepolitikken skulle udgå.

Kvinders valgdeltagelse startede i menighedsrådene i 1903, gik over valgt til værgeråd i 1905 og kommunalvalg i 1909, folkeafstemning om De Vestindiske Øer i 1916 for at ende op med muligheden for at stemme til selve Rigsdagsvalgene i 1918. 

De partipolitiske programmer begyndte også så småt at indskrive en udvidelse af de politiske rettigheder til kvinderne. Nogle mere progressivt end andre. Men hvorom alting er, så beholdt mændene en stensikker hånd om selve partiorganisationerne.

Det hører også med til historien, at det ikke var alle kvinder i det danske samfund, der var med i kampen. Mange medsøstre var præget af solid passivitet. Mændenes magt over familierne var som regel stadig intakt.

Grundlovsændringen i 1915, der indeholdt den kvindelige stemmeret, kom hurtigt igennem som led i et bredt forlig mellem de fire gamle partier. Der skulle, pga. af 1. Verdenskrig, alligevel gå tre år, inden kvinderne kunne praktisere deres stemmeret til Rigsdagen i 1918.

I forbindelse med selve grundlovsændringen fik kvindeorganisationerne, under stor pressedækning, stablet et stort ”takketog” på benene, der gik til kongen. Om der reelt var tale om et takketog, eller en sejrsmach, sendte efterfølgende mange kvindepolitiske efterskæv ind i ligestillingsdebatten: ”Kvindetoget er gledet ind i nationalhistorien som højdepunktet i fejringen af 1915-grundloven på et minimalt forskningsgrundlag, og det er først i de senere år, man finder undersøgelser med et dobbelt fokus på den kvindesaglige og den generelle politiske kontekst” (p. 82).

Det første valg til Rigsdagen i 1918, var ud fra et kvindesagspolitisk synspunkt en fæl skuffelse. Trods en udvidelse af antallet af folketingsmedlemmer blev der kun indvalgt 4 kvindelige medlemmer, der svarede til en kvinderepræsentation på kun 3 pct. Og mest overraskende var det, at der overhovedet ikke blev plads til nogle Venstrekvinder, hvilket godt kunne skyldes, at man stadig havde flertalsvalg i enkeltmandskredse på landet, i modsætning til byerne hvor der var blevet indført forholdstalsvalg. Kvinderne på landet, hvor Venstre traditionelt stod stærkt, havde ikke en chance for valg i direkte konkurrence med en mandlig kandidat. De valgte kvinder fra de andre partier har sikret sig en plads, da disse partier havde sat en ”pyntekandidat” op, der så kunne vinde et tillægsmandat. Mandsdominansen var og forblev massiv.

Meget bedre gik det ikke til Landstingsvalget i 1918. Her blev valgt fem kvinder, men da tinget var mindre end Folketinget, blev kvindeandelen løftet op på 7 pct. Her kom Venstre ind med tre kvinder, mens De Konservative denne gang trak en nitte.

Disse uendeligt dårlige kvindevalg fortsatte helt frem til efter 2. Verdenskrig, med en absolut bundskraber ved Folketingsvalget under krigen i 1943, hvor der kun blev valgt to kvinder, svarende til en kvindeandel på kun 1 pct.

Mændenes sikre greb om den politiske magt ses også tydeligt af den manglende kvindelige repræsentation på ministergangene. Perioden tæller kun 4 kvindelige ministre – og heraf kun en i to år frem til efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Først fra og med 1947 blev kvindelige ministre en fast del af et ministerhold – og altid i undertal. 

Først i 1950 fik Danmark den første kvindelige parlamentsformand – og så var det i øvrigt også den første i verden. 

Mens det tydeligt kneb på den politiske front, så det heller ikke overbevisende ud, når man så på lighed for loven. Der var langt fra politisk lighed til lighed for loven - for slet ikke at tale om lige adgang til arbejdsmarkedet. I perioden 1919-1925 blev der trods alt gennemført en række ligestillingspolitiske tiltag. 

I oversigtform kan nævnes, at der i princippet blev indført ligeløn i 1919 for statens tjenestemænd. Lidt senere i 1921 blev der sikret lige adgang for kvinder og mænd i tjenestestillinger og hverv. Dog var både militæret og kirken undtaget. Undtagelser der var nødvendige for at få bl.a. De Konservative med på vognen. Der skete også en vis liberalisering af ægteskabers indgåelse, og ikke mindst opløsning og skilsmisse. Det skete i 1922. Fælles forældremyndighed blev også gennemført i 1922. Den gensidige forsørgerpligt og fælles formuerådighed blev gennemført i 1925.

Disse forskellige love og de bagvedliggende kommissionsarbejder bliver grundigt gennemgået i bogen – også de forskellige kvindepolitiske særstandpunkter bliver også godt belyst i bogen.

Nybruddet i den kønspolitiske dagsorden efter 2. Verdenskrig indgår også i den nye ligestillingshistorie. 

Social- og familiepolitikkens mere betydende placering i den kvindepolitiske diskurs sættes ind i en samfundsmæssig relation. Men især to forhold har en central placering i bogens fremstilling: FN’s kvindekommission og den nye Grundlov af 1953.

FN's kvindekommission (CSW) blev oprettet i 1946 under FN’s Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) med henblik på at udarbejde anbefalinger og rapporter om styrkelse af kvinders rettigheder i politisk, økonomisk, civil, social og uddannelsesmæssig sammenhæng. Kommissionens første formand var en dansk kvinde, og det fik væsentlig betydning for det kvindepolitiske arbejde i Danmark med meget markante kvindepolitiske anbefalinger til følge.

Der var i den danske befolkning et kraftigt ønske om at slippe af med det tidligere stærkt konserverende tokammersystem, og der var også behov for at ændre det lovgivningsmæssige grundlag for at kunne afgive national suverænitet. Dette pegede mod at ændre Grundloven. Men det der i sidste ende blev afgørende var alligevel, at den danske befolkning ikke under nogen omstændigheder ville risikere at få arveprins Knud, eller dennes familie, til at overtage Tronen. Det betød at Grundloven skulle ændres. Og med Tronfølgerloven i halen fik den folkelig medvind. Danskerne er meget stolte over, at kronen nu kan overtages af en kvinde, men helt ligestilling er der ikke indført, da drengebørn har fortrinsretten. Dermed har Danmark fra 1953 kun en betinget kvindelig arvefølge. 

Det er lykkedes Jytte Larsen på et solidt empirisk grundlag, at give en grundig gennemgang af dansk ligestillingshistorie i denne brydningstid. Rigtig mange af de temaer, der dengang blev diskuteret, er stadig centrale i dagens kvindepolitiske kamp.

Med disse ord skal bogen anbefales Historie on-lines læsere – også til den mandlige del af læserskaren.

...

Siden er oprettet 14-09-2015

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Forsvar for nationen
Historiens afslutning og det sidste menneske
Kommer de som ven eller interviewer?