Brudager Mark
Menu
Forrige artikel

Brudager Mark

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 523

Af arkæolog cand.mag. Benny Staal

Bogværket er på i alt 844 sider fordelt over 2 bind. Det er udgivet som Bind 6.1 og Bind 6.2 af Odense Bys Museer i forlængelse af serien ”Fynske Jernaldergrave I-V”, der blev publiceret mellem 1954 og 1973 af daværende museumsinspektør Erling Albrectsen. Bind I består af 7 hovedafsnit (343 sider) samt bilag (99 sider), en litteraturliste (22 sider) samt en kort præsentation af forfatterne, Mogens Bo Henriksen og 4 andre forskere med hvert sit speciale. Bind II indeholder beskrivelser af alle grave, gravtyper og gravgods (353 sider).

Bogværket blev primært finansieret af Odense Bys Museer, men med tilskud fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og af flere omgange også med støtte fra Kulturarvsstyrelsen (og det tidligere Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat).

Lad det være sagt med det samme: Mogens Bo Henriksen er en arkæolog og forsker i særklasse, beviset ligger i det store og imponerende arbejde, der foreligger i Brudager Mark. Hvis nogen har været i tvivl om det tidligere, bør denne tvivl været manet i jorden nu. Mogens Bo Henriksen har med værket ikke blot videreført en stolt fynsk tradition, han har også formået at puste liv i forskningen af jernaldergrave på en måde, som det vist er mange år siden, vi sidst har oplevet i Danmark. Brudager Mark er en publikation, der vil blive et ”must” for kommende generationer af forskere på området. Det er alt for sjældent, at store monografier, der samler et så omfattende og spredt stof, bliver udgivet.

Mogens Bo Henriksen har oven i købet gjort det nemt at være anmelder af værket, idet han indleder i Bind I med en ”vejleder” - en kort, men grundig beskrivelse af, hvad læseren kan forvente sig af hvert afsnit. Og indledningens ord lever helt op til intensionerne, man bliver ikke skuffet efterhånden som de mange sider trevles op. Publikationen både beskriver de primære grave på Brudager Mark som selvstændige enheder, ligesom de sættes ind i et regionalt perspektiv og den langt større europæiske sammenhæng, hvori de også skal forstås. Samtidig trækkes der kontinuerligt linier til parallelfund, ligesom forskellighed og mangler påpeges i materialet, blandt andet belyst via de mange litteraturhenvisninger bogen igennem. Der er ligeledes foretaget mange krydshenvisninger - med gentagelser som resultat - men alligevel er det forholdsvist nemt at finde rundt og foretage egne studier og sammenligninger. Når man først har indset strukturen i de to bind, er det et arbejdsredskab, som vil blive brugt gang på gang. Forfatteren påpeger da også selv, at hans arbejde er publiceret som et opslagsværk mere end en fortælling. Som sammenligningsgrundlag til andre arbejder, skal også de mange gode skemaer fremhæves, for der er foretaget et stort arbejde med sammenstillinger i skematisk form til at underbygge bogens tekst. Skemaerne sammenholder fundene både kvantitativt som kronologisk hvilket i sig selv vil frembringe gentagelser. Den ret omfattende litteraturliste vidner om forfatterens indgående grundighed og ønske om også at præsentere et opslagsværk, der kan bruges i vel sagtens alle sammenhænge i udforskningen af jernalderen. Især bemærkes de mange østeuropæiske titler, der kun sjældent forekommer nævnt i danske værker, ligesom helt nye udgivelser naturligvis også er taget med.

Om det rent arkæologiske, det forskningsmæssige, gennemgangen af gravgods og den måde, det er sat ind i kontekst på, er der ikke andet at sige, end det er et utroligt flot arbejde. Her træder forskeren Mogens Bo Henriksen i karakter og viser, at det kan lade sig gøre at håndtere endog meget store mængder af data og samtidig fremstille stoffet på en god formidlende måde, selvom der her på ingen måde er tale om en populærvidenskabelig fremstilling. 

Der er på den nærliggende Møllegårdsmarken erkendt knap 2200 grave, som alle på nær 7 er brandgrave, der helt svarer til billedet på Brudager Mark med sine 168 gravanlæg. Sammen med yderligere godt 2000 jernaldergrave, udgør alle disse sammenligningsgrundlaget for analyser, hvor det bemærkes, at ny viden dukker op i materialet. For at give en oversigt over dette materiale har Mogens Bo Henriksen inkluderet 15 bilag, blandt andet med en liste over fynske grave og gravpladser fra romertid undersøgt i tiden efter udgivelsen af Fynske Jernaldergrave V i 1973.

Særligt nyskabende og dybdegående er Mogens Bo Henriksens analyser og betragtninger omkring ligbål samt disses placering og opbygning. Jeg har især lagt mærke til afsnit 4 om begravelsesritualer og afsnit 5 om gravenes indhold, idet den side af gravlæggelser eller begravelser ”med tilbehør”, ikke altid får en så fremtrædende rolle, som de bør have. ”Med tilbehør” mener jeg selvfølgelig ligbrændingsforsøg, 3- og 4-kantede stolpekonstruktioner fra ligbrændingsbål, udenomsanlæg i form af kogestensgruber, ritualer, der ikke har afsat sig synlige spor, deponeringer udenfor selve gravene, fragmenter af genstande, der repræsenterer hele genstanden, indretning af jordfæste- og brandgrave med bestemte typer i, og jeg kunne blive ved. Ikke et delemne ser ud til at være blevet forbigået i beskrivelse og analyser, der i bund og grund afviger noget fra for eksempel de sjællandske gravfund fra perioden. Og her berører Mogens Bo Henriksen noget eksistentielt ved jernalderudforskningen, nemlig begrebet ”regionalitet”. Hvor vores opfattelse hidtil har været hængt op på de sjællandske fund, med spredte afstikkere til andre egne, mener Mogens Bo Henriksen, at gravmaterialet afspejler regionale forhold, som vi ikke tidligere har været opmærksomme på i den udstrækning, som det ser ud til at tilfældet er. Tidligere antog vi, at ”magtcentret” lå på Stevns på Sjælland i yngre romersk jernalder, hvorefter det flyttede til Østfyn i germansk jernalder. Mogens Bo Henriksen anskuer problematikken som regionale fænomener, der først med analyser af de mere nedslidte brandgrave (der naturligvis så heller ikke er velbevarede) – i forhold til rige jordfæstegrave, åbenbarer en rigdom, status og magt og beviser, at der kan have været flere, her omtalt som subcentre bare på Fyn (Ringe og Odense repræsenteret ved rige gravfund), og naturligvis også andre steder i landet. Også deponeringer af for eksempel guld indgår som argument, da de på Fyn ligger udenfor gravene, mens de sjællandske guldfund især ligger i selve gravene. Forskellen er regional.

Bogen er rigt illustreret, men tegningerne ser desværre ikke helt ens ud alle steder. Der er benyttet to teknikker. Langt de fleste tegninger er flotte og gengiver minutiøst enkeltheder på genstandene i prikketeknik (ornamentik på lerkar, for eksempel), men der er også tegninger, der i kvalitet ligger noget under dette høje niveau. For eksempel i Bind II på side 182 ses tegninger i en høj kvalitet, mens tegningerne på den modsatte side 183 mere angiver form end æstetisk skønhed. Flere eksempler kunne nævnes, og selvom det kunne synes en petitesse, er det dog en skønhedsplet og værket ville have fremstået mere retlinet, havde man benyttet sig af helt den samme tegneteknik og stregtykkelse, samt måske også størrelsesforhold, i hvert fald ved så tæt sammenligneligt materiale, som tilfældet er her. Modsat enkelte lidt uheldige tegninger (for langt de fleste er dog en nydelse at betragte), kan man ikke sige noget dårligt om fotosiden. Alle fotos er knivskarpe, og der er heldigvis mange af dem. Hertil kommer, at der under næsten alle fotos er en målestok, der viser størrelserne. Det er godt. For hvis ikke en sådan målestok findes, bliver man let lidt i tvivl om størrelsen, som ellers er vigtig i komparative studier. Man burde derfor have indsat en målestok under afbildningerne i begge bind (for eksempel ved sværdet side 93, rembeslag side 127 og skjoldbule side 206, alle i Bind 1, for at nævne nogen). Fladetegningerne og kortmaterialet er bogen igennem gengivet så godt som det kan lade sig gøre – enkelt og meget præcist overskueligt i gode størrelsesforhold angivet ved hver tegning.

Når der ikke er noget særligt at kritisere ved sådan et storslået arbejde, som der her er tale om her, drives man ganske enkelt til ligefrem at lede efter fejl og mangler. Stave- og trykfejl er der ingen af, eller meget få; jeg har ikke fundet nogen (et semikolon i stedet for et kolon i afsnittet om grav AN på side 49 i Bind II er til at leve med!). En mindre fejl må være, at der i Bind II står, at signaturforklaringen starter på side 7, men det er altså på side 6, og så fremdeles viser sig en systematisk fejl i sidenummereringen, øjensynligt ved hvert ny afsnits begyndelse, bindet igennem. Værkets største fejl eller mangel er, at det ikke indeholder fyldige resuméer på et eller to af hovedsprogene. Her ser jeg bort fra to siders ”summary” på engelsk (side 356-357 i Bind I), som jeg mener, er for pauvert i forhold til værkets potentiale for udenlandske forskere. Fra pålidelig kilde ved jeg, at det da også er til stor ærgrelse for forfatteren selv, at der ikke blev produceret et væsentligt mere detaljeret resumé af hele bogen, noget som må skyldes manglende økonomi. Ellers må det nødvendigvis bare blive til et enkelt ”drilleri”: I Bind I på side 14 (om Brudagergravpladsen i perspektiv) refereres til det ”maskuline univers”, mens den kvindelige side blot er omtalt som den ”feminine verden”. Især kvindelige forskere vil måske undre sig over disse udtryks vægtning, da sikre kvindegrave jo er ”overrepræsenteret” ved 10 stk. i forhold til blot 4 sikre mandsgrave på Brudager Mark - jeg vil dog foretrække at betragte det som en sproglig divergens og intet andet.    

Det kan kun varmt anbefales, at værket forefindes på enhver institution, der driver med arkæologi. For sammenligningens skyld og for det store flotte illustrationsmateriales skyld, for det er et uundværligt opslagsværk, der vil gøre hverdagen nemmere for mange. Men det er specialviden, der primært henvender sig til forskere, og som sådan vil det næppe være at finde blandt den mere populærvidenskabelige litteratur om emnet, selv om Mogens Bo Henriksen benytter sig af en let læselig og forståelig faglig sprogbrug, akkurat som hans forgænger Erling Albrectsen gjorde i Fynske Jernaldergrave I-V. Jeg vil dog tro, at mange interesserende amatørarkæologer, især detektorfolk, vil finde at bogen er en guldgrube med både sine mange illustrationer og ikke mindst genstandsbeskrivelser, som til og med sættes ind i regionalt og internationalt perspektiv. Kort sagt er der tale om et gedigent stykke arbejde, der sikkert først om mange år igen vil finde sin efterfølger, men det vil sandsynligvis blot den økonomiske situation inden for vores fag fremadrettet vise. Jeg kan sagtens forestille mig flere tilsvarende værker udgivet overalt i Danmark. Vi har arbejdskraften, forskerne og materialet på magasiner, men mangler midlerne. Umiddelbart mener jeg, at Danmarks største jernaldergravplads ”Møllegårdsmarken” bør publiceres, og om jernalderens guder vil, vil Mogens Bo Henriksen måske også påtage sig den opgave? Jeg lever i hvert fald i håbet.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Oldtidshjulet og Kongehjulet
Perlemageren fra Ribe. Historien, materialerne og teknikkerne
Tissø og Åmoserne - kulturhistorie og natur