Menu
Forrige artikel Næste artikel

Stenaldestudier

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 283

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.

Hvis man er arkæolog i Nordeuropa og beskæftiger sig med mesolitikum (af græsk mesos = mellem og lithos = sten – altså mellemstenalderen) – d.v.s. tiden mellem ca. 8.900 og 3.900 - kommer man ikke uden om danske fund og fundsteder. Det er således vigtige fundsteder i Danmark, der har givet navne til det kronologisk rammeværk for det tidsrum, der ligger mellem de årtusinder i istidens afslutningsfase, hvor landets første indbyggere jagtede rener og elge, og tiden for indførelse af agerbrug og bondekultur i tiden omkring 3.900 f.Kr. Maglemosekultur (8.900-6.400 f.Kr.), Kongemosekultur (6.400-5.400 f.Kr.) og Ertebøllekultur (5.400-3.900 f.Kr.) er begreber, der er kendt og anvendes langt ud over landets grænser. Blandt de mange spændende fund fra Danmarks mesolitikum kan man fremhæve fine dyrefigurer af rav, velbevarede benredskaber fra tørvemoserne og ikke mindst de fantastiske fund af organiske og til tider fantasifuldt dekorerede sager fra submarine bo- og gravpladser (bl.a. af nogle af Verdens ældste tekstiler) som noget, der kan fremtvinge misundelige blik fra udenlandske kolleger. Men det er nok skaldyngerne fra især Ertebøllekulturen, der for alvor har gjort dansk mesolitikum kendt ude i den store Verden – det endda i et omfang, så ordet køkkenmødding har vundet indpas i flere sprog! Netop i forbindelse med udforskningen af køkkenmøddingerne i sidste halvdel af 1800-tallet blev grundlaget lagt for en underinddeling af stenalderen i en ældre og yngre del (mesolitikum og neolitkum). Det var nemlig ved detaljerede undersøgelser i møddingernes affaldslag med østersskaller, dyreknogler samt redskaber af ben, keramik og især flint, at man blev opmærksom på, at nogle lag var afsat af mennesker, der havde agerbrug og husdyrhold som erhverv, mens andre var aflejret af individer, der tilsyneladende udelukkende havde ernæret sig ved jagt og fiskeri. Disse endnu gyldige erkendelser nåede man frem til ved inddragelse af naturvidenskabelige discipliner så som zoologi, geologi og botanik. I dag er denne tværvidenskabelige tilgang til arkæologiske problemstillinger en hyppigt anvendt arbejdsmetode, og det lige gyldigt hvilken periode, man arbejder med, men det var netop i forbindelse med de første faser af udforskningen af mesolitikum, at denne tilgang blev udviklet. 

Det danske landskab inklusive de enorme arealer, der er overskyllet af havet siden oldtiden, bugner af fundsteder fra mesolitikum, og museernes magasiner rummer en uvurderlig skat af oldsager fra dette 5.000-årige afsnit af vores fortid. På trods heraf er det en relativt begrænset del af de arkæologiske undersøgelser og forskningsprojekter, der gennemføres herhjemme, som har mesolitikum som hovedemne. Langt flere ressourcer bliver brugt på udforskningen af oldtidens senere perioder, ikke mindst metalaldrene, hvis fund og fundsteder ganske vist både er mere talrige og spektakulære (f.eks. guldfundene), men også langt bedre belyst. Denne kronologiske slagside i udforskningen af vores fortid bliver i særdeleshed påfaldende, når man tænker på, at mange danske arkæologer faktisk har startet deres ”karriere” med at gå med snuden i jorden på jagt efter flintflækker fra stenalderen. Det, der har givet startskud til en arkæologisk interesse, er hos mange – anmelderen inklusive - siden blevet fortrængt af fascinationen af fundtyper og fænomener fra senere perioder af oldtiden! Det er således betegnende, at der ved de danske universiteter kun er indleveret ganske få ph.d.-afhandlinger med ældre stenalder som hovedtema. Og kun den særdeles begavede amatørarkæolog Erik Westerby har vovet at indlevere en disputats – og det så langt tilbage i tiden som 1927! Publikationen, hvor begrebet mesolitikum faktisk introduceres i dansk arkæologi, omhandler Westerbys udgravninger af stenalderbopladser ved Klampenborg, men den blev forkastet af en arkæologisk universitetsverden, som var præget af et snævert persongalleri, der nærmest havde skabt sig et monopol på udforskningen af bestemte perioder og problemstillinger. Sådan har det nærmest været siden, og man skal ikke være blind for, at det har været medvirkende til at bringe mesolitikum-forskningen ud på et sidespor, hvor publikationen af overordnede synteser er trængt i baggrunden af detailstudier og publikation af meget specifikke fundgrupper eller enkeltlokaliteter. Således savner vi stadig – bortset fra Søren A. Sørensens ph.d.-afhandling om Kongemosekulturen i Sydskandinavien  fra 1996 - en overordnet, men grundig fremstilling af de enkelte mesolitiske faser – eller af mesolitikum som sådan. 

Man kan ikke påstå, at den netop udkomne og 3 cm tykke bog Stenalderstudier fra Jysk Arkæologisk Selskab gør op med denne tradition, men det er meget betegnende, at bogen, ligesom den seneste dansksprogede publikation med mesolitikum som tema (Danmarks Jægerstenalder – status og perspektiver, Hørsholm 2001), er udsprunget af initiativer udenfor universitetsverdenen – og fra personer i generationen >50 år. Publikationen præsenteres som en markering af 100-års-jubilæet for udgravningen og publikationen af den første – i øvrigt den navngivende – lokalitet fra Maglemosekulturen. Og jubilæer er jo altid et ”festskrift” værd. Bogens i alt 15 artikler er især leveret af yngre arkæologer, der for en dels vedkommende her har fremlagt dele af universitetsspecialer. Forfatterkollegiet tæller også museumsansatte arkæologer fra generationen <50 såvel som en naturvidenskabsmand og en pensioneret skolelærer, der dog er en dygtig og flittig udforsker af især Sydsjællands mesolitikum. Tre bidrag er skrevet af sydsvenske arkæologer. Redaktøren Berit Valentin Eriksen indleder publikationen med en artikel, hvor indholdet i de enkelte bidrag præsenteres kort – sammen med en forskningshistorik og en fremlæggelse af nogle af mesolitikumsforskningens generelle og især aktuelle problemstillinger. 

Når man ikke kan sige, at Stenalderstudier gør op med den traditionelle form for mesolitisk forskning og publikation, skyldes det, at hele af 11 af artiklerne tager udgangspunkt – eller udelukkende omfatter – bearbejdning af én fundlokalitet eller evt. et fundkompleks. To af disse artikler falder ligefrem delvis uden for bogens primære tema, idet den ene omhandler forskellige perioders bebyggelsesspor omkring den midtjyske Bølling Sø – og den anden naturudviklingen i samme område fra istid til nutid. Hvis bogens ellers snævre og veldefinerede tema skulle holdes i fokus, havde disse to bidrag nok været bedre placeret i en publikation om bebyggelsesarkæologi – eller alternativt i et lokalmuseumsskrift.

Flere af de artikler, der tager udgangspunkt i en enkelt lokalitet eller et regionalområde, omhandler væsentlige nye fund og iagttagelser. Her må nævnes Axel Degn Johanssons artikel om fiskepladser i et sydsjællandsk mosekompleks, belyst via systematisk dokumentation af fundsteder for benredskaber, der relateres til fiskeri. Meget væsentlige er også fremlæggelsen af flere veldokumenterede hyttetomter, bl.a. udgravet på tørt land på Bornholm. I sidstnævnte artikel, skrevet af Claudio Casati og Lasse Sørensen, fremlægges grundige analyser af fordelingen af oldsager og ildsteder i relation til de bevarede spor af hytterne. Ved hjælp af inddragelse af etnografiske analogier lykkes det her for arkæologerne at komme så tæt på Maglemose-kulturens kernefamilie, at man næsten føler sig som en gæst ved bålet i den lille hytte.

Når en artikel tager udgangspunkt i en enkelt lokalitet eller et begrænset område, forledes man let til at fortabe sig i detaljen – og nærværende publikation er ingen undtagelse. Flere gange savner man et bredere udblik, end det man får ved at kigge op over kanten på udgravningsfeltets snævre grænse eller kassen med flintflækker. Det får vi i højere grad i de i alt fem artikler, der har social organisation og regionalitet som et delemne. I den forbindelse må man særligt fremhæve Peter Andreas Tofts artikel om ornamentik på især ben- og ravgenstande som en kilde til forståelse af Maglemose-kulturens sociale territorier og kommunikation. Her hæves man virkelig – via genstandene selv - op over den genstandsfixering, som arkæologer ofte beskyldes for at lide af.

Flere af atiklerne opererer med flere problemstillinger, og den netop nævnte har således også typologi og kronologi som et delemne. Det samme har Mikkel Sørensens ca. 50 sider lange og - så vidt anmelderen overhovedet forstår det meget tekniske emne – grundige behandling af Maglemosekulturens flintteknologi. Det er virkelig kræs for kendere, der fremlægges med adskillige og oplysende illustrationer. Som en del af forfatterens undersøgelse og dokumentation har indgået eksperimenter med fremstilling af stenalderens smalle flintklinger, flækkerne. Eksperimentalarkæologien spiller også en væsentlig rolle i Eva Davids artikel om ben- og takredskaber fra Maglemosekulturen. Godt, at nogen har taget fat på dette emne, der ofte har stået i skyggen for den opmærksomhed, som har været flintredskaberne tildelt.

Grundlæggeren og den mangeårige redaktør af tidsskriftet Skalk, Harald Andersen, afsluttede ofte præsentationer af fagbøger med at skrive ”mest for fagfolk”. Om Stenalderstudier vil jeg være langt mindre forbeholdende og sige ”kun for fagfolk”! Det skal imidlertid ikke opfattes som en kritik, men tvært i mod som et kvalitetsstempel – især hvis redaktør/udgivere virkelig har haft fagfæller i fokus som målgruppe. Man efterlades imidlertid med et indtryk af, at det ikke har været tilfældet. I bogens præsentation nævnes målgruppen som ”den arkæologisk interesserede læser”, mens bogen som helhed oser af at være skrevet af og til arkæologer af fag. Ved at lade artiklerne publicere på dansk og svensk – ganske vist med fyldige engelske resuméer – rammer man desværre et alt for snævert publikum – nemlig den relativt begrænsede personkreds, som både forstår dansk/svensk og som har mesolitikum som deres virkelige interesseområde! Til gengæld svigter man de fagarkæologer fra hele Nordeuropa, som har mange af bogens budskaber og problemstillinger som forskningsområde. For at nå ud til denne egentlige primære målgruppe, havde det været naturligt at publicere udelukkende på engelsk. Man ærgrer sig ikke mindre over dette valg, når man læser i indledningen, at en af artiklerne er oversat fra engelsk til dansk! Lad os håbe, at engelske Maglemose-specialister ikke får kendskab til den detalje! I øvrigt havde det været rart med et abstract og evt. key-words som indledning til de enkelte artikler; det ville have lettet tilgangen til de ofte meget tekniske artikler.

Bogen, der er udgivet med hård indbinding, er som det er sædvanen fra Jysk Arkæologisk Selskabs publikationer, i flot udstyr. De talrige sort/hvide og få farveillustrationer er – med ganske få halvsløje oldsagstegninger som undtagelse – gode og illustrative, og der er generelt gjort meget for, at figurer, diagrammer og skemaer er sat sådan op, at de understøtter og uddyber teksten, således at læsningen af den meget fagterm-spækkede tekst lettes.

Der er ingen tvivl om, at Stenalderstudier leverer mange væsentlige og nytænkende enkeltbidrag til udforskningen af detailemner indenfor den tidlige del af mesolitikum i Sydskandinavien, og på den måde giver bogen et fingerpeg om, at selv om jægerstenalderen længe har haft trange kår i dansk arkæologi, skal man ikke opgive håbet. Der ser ud til at være et solidt vækstlag af yngre mesolitikum-specialister, og man kan håbe på, at Stenalderstudier med sin faglige tyngde og kvalitet giver anledning til, at mange arkæologistuderende tør kaste sig over en periode, som stadig rummer et kolossalt uudnyttet potentiale. 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Haderslev. En købstad bliver til
Danmarks runesten. En fortælling.
Magnetic Surveying in Archaeology