Tæt på etruskerne
Menu
Forrige artikel

Tæt på etruskerne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 326

 

Af Mads Ravn, Ph.D. Forskningschef. Vejle Museerne

Denne bog giver en god indføring i de hemmelighedsfulde etruskeres liv, et emne, der ikke er så kendt blandt danskerne. Fokus i de klassiske fag har naturligt nok mest ligget på de klassiske romere og grækere og deres materielle og skriftlige kilder. Manglen på skriftlige kilder om etruskerne har på denne måde betydet, at den etruskiske protohistoriske jernalderkultur, hvis sprog man kun delvist har tydet, har fået et mystisk skær. Med denne bog er de gådefulde etruskere blevet lidt mindre gådefulde.

Denne bog er udsprunget af en foredragsrække fra Antikmuseet i Aarhus og en udstilling samme sted under navnet, ’Etruskerne, Rejsen til Dødsriget’, som åbnede i 2014.  Bogen giver en god indsigt i den forskning i Danmark, der er foretaget de sidste 200 år om Etruskerne. Tradition for forskning på dette område skyldes især, at brygger Carl Jacobsen erhvervede adskillige etruskiske genstande. Og mange fund findes da stadig også i samlingerne på Ny Carlsberg Glyptotek, Thorvaldsens Museum og Nationalmuseet. Mange af disse flotte fund er også afbildet i denne rigt illustreret bog.

Forfatterne lægger ikke skjul på, at bogen ikke er en komplet oversigt, men snarere en række nedslag i emner og forskningsområder. Her er der visse områder, især inden for tekstilforskningen, der har rykket langt de senere år med nye opdagelser om farvning, spinding og vævning, viden der ikke kun er interessant for dem, der studerer kulturerne i Middelhavsområdet, men også for dem, der interesserer sig for Nordeuropas samtidige jernalder. For den, der ikke skulle vide det, er etruskerne overordnet set samtidig med den danske yngre bronzealder og førromerske jernalder og ikke mindst mange af vores moselig. Tollundmanden, der jo for nyligt er blevet gendateret til at være død mellem 405 og 384 f.Kr. er altså samtidigt med den etruskiske mellemperiode, og Socrates i øvrigt. Hvorfor det kunne være interessant kommer jeg tilbage til.   

Bogen er inddelt i syv kapitler, hvor en eller flere eksperter beretter om et tema. Den første introduktion til forskningshistorikken er god for den uindviede læser. Den antyder også, at fundomstændighederne for genstandende er noget usikre. Mange kontekstløse genstande er eksempelvis udgravet af amatører, og det vi i dag ville kalde gravrøvere i 17. og 1800-tallet. Det er desuden mest gravfund, der er kendt, hvilket gør det svært at vide, hvordan hverdagskulturen var, og hvordan man boede. Grave er jo ikke et spejl af livet, men et ritualiseret og manipuleret kildemateriale, der kun indirekte afslører lidt om hverdagen. Til gengæld viser de en hel del om gravskikke, ritualer, ceremonier, fester og den religiøse forestilling om den anden verden. Det skildres især ved fresker og ikonografiske gengivelser af mennesker og guder i de store kammergrave og ved flotte artefakter og sarkofager. Enkelte nye udgravninger der fremhæves, der nok er foretaget efter, at Maltakonventionen blev ratificeret og derfor har reddet mere helstøbte fundkontekster, tyder på, at der i fremtiden er håb for, at vi kommer til at vide mere om etruskernes hverdags- og boligforhold, andet end det, der kan udledes fra gravene.

Diskussionen om etruskernes oprindelse, hvem de var, og hvor de kom fra synes at bekræfte, at dette folk har boet i det samme område længe. Dette bekræftes desuden af deres sprog, der ikke er et indoeuropæisk sprog. Dermed falder etruskisk sammen med sprog som baskisk, finsk og de ungarske sprog uden for den indoeuropæiske sprogfamilie. Om etruskerne, således som det er antydet med baskerne og tidlige folk fra Sardinien, måske har tilhørt den tidligere palæolitiske befolkning, og dermed er Italiens urbefolkning diskuteres ikke omfattende. Men det tyder i hvert fald på, at Etruskerne har boet i det nuværende Toscana og tilknyttede områder meget længe.

Til gengæld illustreres det med utallige flotte fund, at etruskerne var meget åbne for interaktion og handel med grækere, fønikere og andre folkeslag i regionen. Ja, vi har sågar etruskiske genstande i den danske jernalder, hvilket dog ikke nævnes i bogen. I løbet af den arkaiske og klassiske periode optager etruskerne mange græske lerkar og langsomt også myter fra den græske mytologi, som fusioneres med deres egne guder og de senere romerske guder. På trods af at romerne overtager området i løbet af det sidste århundrede før Kristus opretholder de en stærk identitet i dette kulturmøde. Etruskernes religiøse ledere, de såkaldte haruspex, dem der læser om fremtiden i dyrs lever, brugtes jo også af de klassiske romere med stor ærefrygt.

Ikke mindst er det interessant, at etruskernes forhold til kvinder tilsyneladende var mindre restriktivt end eksempelvis grækernes, demokratiets ophavsmænd. Grækernes forhold til kvinder er ifølge nogle forskere næsten lige så restriktivt som Taleban og andre strenge religiøse grupper. Så strenge var etruskerne ikke og denne tilsyneladende anderledes kvindeopfattelse er nok en af grundene til, at visse græske forfattere, herunder Platon, skildrer etruskerne som letlevende, især fordi kvinder deltog i banketterne, der er afbildede i gravkamrene. Det var ikke almindeligt blandt grækerne med mindre kvinderne var prostituerede.

På denne måde bunder myten om etruskerne som ’det umoralske folk’ måske snarere i en fejlfortolkning fra datidens etnocentriske græske forfattere, og viser dermed endnu en skævhed i kildematerialet, der er overleveret til os om etruskerne. Da det etruskiske sprog går tabt er det des mere svært at høre etruskernes version ud over, hvad deres materielle efterladenskaber kan fortælle os.

De øvrige kapitler behandler især det materielle fundmateriale fra de såkaldte fyrstegrave. Man er i bogen opmærksom på, at begrebet fyrste er et anakronistisk, juridisk udtryk. Men der hersker ikke tvivl om, at disse grave er fra den sociale elite blandt etruskerne. I disse grave finder man utallige, flotte smykker, drikkekar og fresker, der afbilleder banketten som en vigtig social institution i døden og nok også i livet. I denne banket indgik vindrikning og veltillavet mad. Der indgik også danse og ritualer i begravelsesfesten, og man kommer alle disse ting nærmere i denne gennemgang af fundmaterialet. 

Tekstilerne giver takket være de seneste års forskningssatsning i Danmark på dette område nye, interessante indsigter i etruskernes liv og håndværk. På dette område var etruskerne fuldt på højde med samtidens andre folkeslag i middelhavsområdet, og de vævede og farvede selv deres tekstiler. Farver som purpur, et symbol i antikken på magt og rigdom, og indigo blev også fremstillet allerede da. Der er i teknik og produktionsmåde her mange paralleller til den danske jernalder. Det er desuden slående, hvor meget etruskernes religiøse lederes huer ligner den i Silkeborg udstillede Tollundmands i Danmark, der er samtidig med etruskerne. Visse moselig som Haraldskærkvinden, der jo er udstillet i Spinderihallerne i Vejle, der også er samtidig med de sene etruskere, er jo gennem Karin Freis strontiumanalyser nu påvist at have rejst til i hvert fald Mellemeuropa. Således kan personlige kontakter og ligheder mellem genstande og praksis måske ikke som tidligere slås hen som tilfældige. Det er muligt, at man i Nordens jernalder faktisk var mindre isolerede, end vi hidtil har ment, hvilket etruskiske fund i Danmark underbygger. Om dette underbygger at Tollundmanden var en religiøs leder, er det nok stadig for tidligt at sige noget om, men det er der jo nogle, der mener på basis af andre karakteristika. 

Gravkamrenes malerier er også meget interessante og skiller sig her ud ved en rigdom af detaljer om guder, religiøse processioner og banketter, der underbygger, at disse elementer var centrale i etruskernes død og liv. Det er i disse fresker vi nærmer os en forståelse af etruskernes forestilling om livet efter døden i et dødsrige, der måske med tiden kommer til at ligne det, der er skildret i de græske myter, med færgemanden Charon, der sejlede de døde over til dødsriget. Der forekommer dog også andre guder i etruskernes univers. Det samme er tilfældet ved gennemgangen af de enkelte gravsarkofager, der i den sene periode afslører specielle navneskikke og familiekonstellationer, der igen viser, at kvinder blandt etruskerne havde mere plads i døden og sandsynligvis også i livet. På friser ses også myter, der er inspireret af de græske og keltiske folk og deres myter. Vi forstår også, at der blandt eliten var omfattende og langtrækkende ægteskabsalliancer mellem de bystater, etruskerne organiserede sig i. Selv efter at etruskernes land erobres af romerne fastholder de deres sprog og alliancer en periode, inden de helt opsluges af det romerske imperium i løbet af kejsertiden.

Af kritikpunkter er der få. Bortset fra nogle trykfejl skal for det første fremhæves, at man som museumsperson kunne ønske sig, at de mange, fine illustrationer havde et størrelsesforhold angivet. På denne måde kunne bogen bruges ikke bare som en bog, men som et forskningsredskab til at sammenligne med lignede fund i Danmark og udlandet. Som det er nu, er bogen æstetisk flot, men svær at bruge som komparativt researchredskab. Det er ærgerligt. Men uden kendskab til længde og bredde og dybde kan det være vanskeligt at sammenligne ligheder og forskelle med andre genstande og ikke mindst finde ud af, om disse fund i størrelse egner sig til indlån i planlagte montrer.

For det andet er det tydeligt, at mange af disse forfattere sandsynligvis har en klassisk arkæologisk skoling. Dette gør, at man ofte bruger romernes og grækernes navne på kartyper og dermed underforstået antyder at de havde samme funktion og referenceramme. Det nævnes i bogen, at dette er problematisk fordi:’ ..det kan være svært at sammenstille afbildninger med bestemte betegnelser. Endvidere er det oftest yderst problematisk at sammenligne evidens fra én kultur med en anden såsom den græske’ (side 125). Man er dog ikke helt konsekvent med denne forsigtighed, og faren bliver, at det faktisk som tidligere forskningshistorik antyder med kvindernes status, udvisker det unikke og specielle i etruskernes kultur i sammenligningen med de klassiske kulturer.

Dermed er der en fare for at etruskernes kultur i et gammelevolutionistisk, teleologisk perspektiv stadig vil fremstå som et blindspor, der ufravigeligt måtte opsluges af de klassiske, ’overlegne’ kulturer. Det sidste er nok ikke hensigten med bogen. I korthed er denne bog en god oversigt over et for mange danskere ukendt folk og må derfor hilses mere end velkommen.     

Historie-online.dk, den 17. oktober 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Jernets Danmarkshistorie
Stenaldestudier
Haderslev. En købstad bliver til