Menu
Forrige artikel Næste artikel

En fortælling om Danmark I det 20. århundrede

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 354

Af Johnny Laursen

I 1721 udgav baron Montesquieu sine persiske breve med rejseberetninger fra op­lysningstidens Frankrig skrevet af to fiktive persiske rejsende. Brevene var natur­lig­vis også samtidskritiske kommentarer til Ludvig den XIVs enevældige Frankrig. Man kan ikke befri sig for en fornemmelse af, at Bo Lidegaards Danmarkshistoriske fortælling fra vor nære fortid har samme samtidskritiske karakter. Det er så at sige rejsebreve fra fortiden til nutiden. Lide­gaard har givet bogen titlen ”En fortælling om Dan­mark i det 20. århundrede”. Han kunne med lige så god ret have valgt titlen ”En fortælling om Danmark”. Bogen emmer af samtidens spørgsmål om hvem vi er, og hvad slags samfund det danske er, alt sammen besvaret gennem en fortæl­ling om vejen dertil. Hvis læseren stadig skulle være i tvivl, indledes der med et citat af Wil­liam Faulkner: ”Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid.”

Selv om bogens fokus er det 20. århundrede, griber Lidegaard i en læn­gere prolog tilbage til grundlæggelsen af folkestyret og de prægende begiven­heder omkring nederlaget til Preussen i 1864. I vendinger, som ville få traditio­nelle radikale historikere til at blusse af stolthed og blegne af misundelse karak­teriseres den uansvarlige udenrigspolitiske linje, som førte til katastrofen, men som også indledte den selvbesindelse i det danske folk, som blev indledningen til en styrket samfundsmæssig sammenhængskraft og til fremvæksten af en stærk demokratisk tradition.

Det er derfor heller ikke mærkeligt, at genren først og fremmest er den person- og be­given­hedsorienterede politiske historie, hvor der ikke efterlades tvivl om, at enkeltpersoners fornuft og dømmekraft kan spille en afgørende betyd­ning for et helt samfund. Fremstillingen er gennemsyret af stærke, levende skil­dringer af sådanne centrale politiske figurer, og man aner gennem hele værket for­fatterens sympati for ikke mindst det, som kan betegnes som ’dømmekraftens hel­te’ gennem Danmarks­historien. Personer som Thorvald Stauning, P. Munch, Hart­vig Frisch og senere en Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag træder frem; mere diskret træder også en Nils Svenningsen og Erik Scavenius frem på baggrund af skil­dringen af især besættelsestiden. Man synes at for­nemme en faldende begejstring efter­hånden som fremstillingen når frem til de sidste tiår af det 20. år­hundrede. Dette hænger til dels sammen med frem­stil­lin­gens bærende idé, som er skildringen af fremkomsten af en politisk kultur præget af fornuft, samarbejde og indre sammen­hængskraft; og i den fortælling ligger spændingen jo hos de politike­re, som var i stand til at bære ansvaret i de afgørende perioder: 1. verdenskrig, På­skekrisen, Kanslergadeforliget, besættelsestiden og i efterkrigstidens beslutninger om al­liancepolitikken og opbygningen af velfærdsstaten. Man må indrømme forfat­teren at på det bagtæppe kan nationens udfordringer i 1970’erne og 1980’erne fo­re­­komme mere blege.

Fortællingens krumtap er skildringen af, hvordan man med de af­gø­ren­de beslutninger i specielt 1930’erne lykkedes at møde udfordringerne og farer­ne for den storpolitisk udsatte danske småstat med en politik, som styrkede den kulturelle og sociale sammenhængskraft og dermed skabte forudsætningerne for den nationale overlevelse gennem besættelsestiden. Figurer som Hartvig Frisch, P. Munch og Stauning er her i centrum, med Hartvig Frischs Pest over Europa som det helt væsentlige idépolitiske bidrag. Frischs advarsel om at holde de politiske yder­fløje fra indflydelse og appel til en national overlevelsesstrategi baseret på folkelig og social sammenhængskraft tilskrives her langtrækkende betydning. Man kan spørge sig om de historiske aktører i samtiden ganske var sig rækkevidden af deres position be­vidst i den forstand, som det forudsættes. Der er dog ingen tvivl om, at for klar­øjede samtidige iagtta­ge­re var netop den ydre sårbarhed og risikoen for et indre skisma – det være sig mel­lem de politiske ekstremer og de fire gamle partier, mellem fagbevægelse og ar­bejds­­givere eller mellem land og by – tidens afgørende udfordring. Tilsva­re­nde spørgs­mål melder sig for besættelses­tiden og den gradvise udvikling af vel­færds­staten efter krigen: var de historiske aktører sig bevidst, at deres beslut­nin­ger lå i forlæn­gelse af en politisk tradition præget af en afdæmpet fornuftsbetonet uden­rigs­politik og en kulturel og social inklusion? Således beskri­ves de socialdemokra­tiske cand. polit.’ers – med Krag, Kampmann m. fl. – vision om Fremtidens Dan­mark som ’en moderne version af Hartvig Frischs vision om en stærk national og so­cial sam­menhængskraft’ (s. 228). Eller var afgørende politiske be­slutninger i højere grad præget af øjeblikkets krav, ad hoc beslutninger og tidens politiske strid?

Et andet område, hvor fremstillingen ægger til en diskussion af for­stå­elsen af Danmarkshistorien er spørgsmålet om, hvor konsensuspræget den ’sej­rende’ udviklingsretning i retning af  en moderat udenrigspolitisk linje kombi­neret med store sociale kompromisser og en stærk velfærdsstat reelt var.  For partiet Ven­stre og den – dengang – dermed stærkt forbundne bondestand har dette per­spek­tiv i 1920’erne og 1930’erne vel kun været en linje man indlod sig på under tidens hår­de tvang. Under besættelsestiden kan partiets økonomiske og sociale linje næppe tilskrives den tradition, og i efterkrigstiden søgte Venstre vel ikke indvendingsfrit kompromislinjen om velfærdsstaten og den dermed sammen­hængende skattepoli­tik. Brudfladerne opridses dog klart i tilfældet Knud Kristen­sens Sydslesvigpolitik, som på mange måder får karakter af et systemalternativ – en af Danmarkshisto­riens blinde biveje. I det hele taget synes de borgerlige partier – med Det Radikale Venstre som en lysende undtagelse – indtil 1980’erne som lidt visionsløse biroller i det danmarkshistoriske drama.

Forfatteren er en af landets mest produktive historikere. Hans viden om stoffet er formidabel og tillader en stil, som både er engagerende velskrevet og samtidig i synteseform analytisk. Der er dog også omkostninger ved genren. Det er således få af de afgørende episo­der i landets historie, som kan forstås uden at ind­drage de ubegribeligt kom­pli­ce­rede socio-økonomiske forhold i forbindelse med den økonomiske regulering under verdenskrigene, valutapolitiske udfordringer og fordelingspolitiske sam­men­hæn­ge. Bo Lidegaard mestrer som få den kunst i få ord at syntetisere og karak­terisere de afgørende kom­pro­misser efter Påskekrisen, Kan­slergadekompro­mis­set, hel­heds­løsningen o.s.v. Men der er samtidig ingen tvivl om, at styrken i den politi­ske histories syntese af og til er vundet på bekostning af, at de socio-økonomiske linjer – som trods alt var hjerteblod for arbejderbevægelsen og landbruget – falder meget i baggrunden. Et eksempel kan f. eks. findes i beskrivel­sen af kompro­mis­set efter Påskekrisen, hvor væsentlige aspekter af regulerings­politikken træder i bag­grunden. Som den nu afdøde historiker Henrik S. Nissen gerne gjorde op­mærk­­som på, var kartoffelpisen nok så afgørende for, at Danmark kom gennem den 1. verdens­krig uden større sociale og politiske omvæltninger, end tilfældet var.

Et af de områder, hvor fremstillingens syntesekarakter – også krono­lo­gisk set – træ­der stærkest frem, er i fremstillingen af Danmarks plads i verden og først og frem­mest i skildringen af udenrigspolitikken. En central passage er rede­gø­relsen for de to fremtrædende udenrigspolitiske skoler under 1. verdenskrig og i 1920’erne – re­præsenteret ved fætrene Harald og Erik Scavenius. Mens sidst­nævnte tog ud­gangs­­punkt i ”…en illusionsløs analyse af stormagternes interesser og Danmarks muligheder i dette felt, udmøntet i en såre pragmatisk politik..” (s. 110) var det andet udgangspunkt, at:

”…Danmark måtte tage stilling og parti for ’de gode’ stormagter og om muligt søge alliance med dem for derved at styrke ’det gode’ i verden og opnå anerkendelse og beskyttelse fra ’de gode mod det, som truer.” (s. 110)

Ifølge Lidegaard levede disse to skoler gennem det 20. århundrede med hinanden uden at den ene på noget tidspunkt fik overhånd over den anden, og med varie­rende tilslutning indenfor alle de fire gamle partier. Han bemærker dog, at den aktivistiske linje for en tid dominerede 1943-45 under indtryk af modstandsbevæ­gelsen, og at den igen stak hovedet frem i slutningen af århundredet, da ”den første velfærdsgenerations ideologiske univers blev toneangivende” (s. 111). Man kan ikke undgå at fornemme ekkoet fra Anders Fogh Rasmussens værdipolitiske opgør med besættelsestidens historie i disse linjer.

Hvorom alting er, så er der dog ingen tvivl om, at den ’illusionsløse analyse’ ikke mindst under indtryk af den radikale – og til dels socialdemokratiets – indflydelse skildres sympatiserende. Man fornemmer det i beskrivelsen af P. Munch’s politik i 1930’erne: ”Munch var ikke enig, og hans politik var en vel gen­nemtænkt svaghedens strategi: hvis man var fange af sin egen magtesløshed, må man se den i øjnene og tilrettelægge sin politik derefter” (142). Denne tolk­nings­linje mærkes gennem beskrivelsen af besættelsestiden, hvor forfatteren meget overbevi­sende afviser de mere simplificerende tolkninger af samarbejds­politikken, og med stor stilistisk præcision formulerer de afgørende dilem­maer, som datidens aktører var stillet overfor. Alligevel kan læseren ikke lade være med at føle, at Lidegaards tiltalende og elegante pen får skåret for mange skarpe kanter af i de hårde konfrontationers tiår i 1930’erne og 1940’erne.

Også beskrivelsen af udenrigspolitikken i de første tiår af efter­krigs­tiden synes at ligge i forlængelse af forfatterens foretrukne den illusionsløse linje. Ikke mindst den udenrigspolitik, som førtes af Hans Hedtoft, H.C. Han­sen og Jens Otto Krag fremstår som afbalanceret og klog. Sine steder findes ekko af historio­gra­fiske debatter. I mange vurderinger kan man være enig; i andre uenig. For eksempel i beskrivelsen af de nordiske forsvarsfor­hand­linger, hvor Lidegaard diskret gentager sin tolkning fra Kragbiografierne om, at der var enkelte ministre i Hedtofts regering, som før Hedtoft var begyndt at orientere sig mod medlemskab af Atlantpagten (s. 238) – en tolkning som næppe fuldtud finder støtte i kildemate­rialet. Forholdet mellem Hans Hedtoft og H.C. Hansen er en anden historiografisk dimension, som klart optræder nedtonet bl.a. med den næppe ganske dækkende beskrivelse af H.C. Hansen som Hedtofts ’løjtnant’ (s. 262). I den sammenhæng kan man også undres over, hvor lidt plads der gives dannelsen af Nordisk Råd og de tilbagevendende – men i virkeligheden nok så illusoriske – forsøg på at genoplive det nordiske samarbejde; sidst halvhjertet afprøvet med NORDEK-forhand­ling­erne. Til gengæld indtager Grønland en fortjent central plads i den lange linje i dansk udenrigs- og sikkerhedspoltik efter 1945. Det er beundringsværdigt, at se en fremstilling, hvor Grønland ikke alene tildeles den plads landet fortjener i rigsfæl­les­skabets historie, men hvor den sættes i indbyrdes sammenhæng med det øvrige rigsfæl­lesskabs politiske og sikkerhedspolitiske udvikling.

Allerede fra beskrivelsen af Marshallplanen indledes Danmarks place­ring i det europæiske samarbejde og dettes indenrigspolitiske konsekvenser som en sammenhængede tematik frem til folkeafstemningen om euroen i 2000. Det er lidt ærgeligt, at forklaringen af rationalet bag Dan­marks ansøgning om medlem­skab af EF i 1961 (s. 290-91) så at sige sker per stedfor­træ­der, idet Lidegaard lader Krags synspunkter tolke den epokale beslutning. Det gør dog ikke så meget, da for­fatteren tydeligvis mener det samme. Få sider længere fremme benytter forfatter­en den beskedne danske rolle i Cubakrisen – overvåg­ningen af den sovjetiske sej­lads gennem Øresund – til at forklare sig: ”Suverænitet er ikke noget, de (små lande – JL) ’har’, men noget de udøver, og hvis de ikke skaber en rolle for sig selv, er der ingen, der spørger om deres mening, endsige lytter efter, hvad den måtte være” (s. 293). Synspunktet forfølges konsistent i forhold til sik­ker­hedspolitikken, men ikke i forhold til Europapolitikken. Således tegnes fine, præ­cise beskrivelser af den dan­ske stilling til beslutningen af Den fælles Europæ­iske Akt, Den Europæiske Union og efterfølgende udvidelsen i 1995. Men man savner en diskussion af, at bag den danske og sørgeligt ofte indenrigspolitisk, taktisk be­stemte rationalitet skjulte sig det faktum, at de europæiske fællesskaber efter Jac­ques Delors’ udnævnelse til kom­missionsformand fik en ny dynamik, som Dan­mark i stigende grad kom til at stå udenfor indflydelse af.  Man kan også hævde, at para­doksalt nok, så kom den for Danmark så eftertragtede udvidelse af EU i 1995 – og endnu stærkere i 2001 – også til at betyde, at den tiltagende uregerlighed af fælles­skabet på det økonomiske om­råde medførte en snigende tilbagevenden til den europæiske stormagtsdomi­nans, som Danmark gennem hele århundredet havde søgt at frigøre sig fra. Man kan ikke dy sig for at savne Erik Scavenius’ illusionsløse blik på anvendt på dansk Europapolitik.

Bogen læses ikke som sådan som et indlæg mod den højrenationale historietradi­tion, som i det seneste tiår har forsøgt at sætte sit præg på forståelsen af besæt­telses­tiden og den kolde krig. Dertil er det i for høj grad en syntesebaseret fortæl­ling, som kun sjældent stopper op for at diskutere for eller imod i den ene eller anden historiedebat. Kun et par steder strejfes de synspunkter, som f. eks. en Bent Jensen har fremført om et vidtgående samarbejde mellem den danske ven­stre­fløj og Østblokken. Det sker bl.a. i en overvejelse over graden af østlig spionage og oppor­tunisme, hvor Bo Lidegaard konstaterer, at der baseret på den nuværende viden om dette felt ikke er meget der tyder på, at dette har været et udpræget fænomen (s. 280). Man kan tilføje, at også her passer pengene i forhold til tesen om den nationale, indre sammenhængskraft.

Det betyder omvendt ikke, at fodnotepolitikken får noget blidt efter­mæle i denne syntese. I Lidegaards fremstilling er fodnoteperioden netop karakte­riseret ved at være en parentes, hvor ikke mindst Socialdemokratiet overskred den konsensus, som var udviklet gennem efterkrigstiden om dansk sikkerheds­politik. Det var en periode svag på dømmekraftens helte. Heller ikke de borgerlige rege­ringspartier tilskrives nogen stor ære af perioden. Poul Schlüter får en vis aner­kendelse som forligsmager og taktiker, men opnår ikke nær samme statur som 1930’ernes og 1940’ernes statsmænd. Derimod kan det undre, at Uffe Ellemann Jensen, som i slutningen af sin tid som udenrigsminister – specielt efter 1989 – dog udøvede suve­ræniteten med mod og dømmekraft ikke står stærkere i frem­stil­lingen.

Jo længere man læser frem, jo mere ærgrer man sig som læser over, at fremstillingen stopper ved 2001, og forbigår de seneste kontroversielle ti år – og derved på sin vis også lidt det sidste tiår i det 20. århundrede. Man fristes til at spørge, om ikke afsnittet om Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode ville have stået stærkere, hvis det havde stået i sammenhæng med kontinuitet og brudflader i det efterfølgende tiår. Billedet af Poul Nyrup Ras­mus­sens regerings­periode, fol­ke­afstemningen i 2000 og valgkam­pen 2001 tegner ikke desto mindre en uhyre spæn­den­de linje frem mod magtskiftet, og rummer tillige en skitse til An­ders Fogh Ras­mussens begyndende kursskifte i dansk politik efter han blev for­mand for partiet Venstre. 1990’erne fremstår ved eftertanke som et af Danmarkshistoriens mest interessante, men også underbelyste tiår i det 20. århundrede. Det gælder efter­døn­ningerne af ’Rosekrigene’ i arbejderbevægelsen, men også de borger­lige partier og specielt Venstre, som havde sine egne brydninger. Det er også lidt tilfældet i fremstillingen her. Den i dag næsten glemte Brix­toftes liberale partisankrig fra Farum mod Lykketofts finansministe­rium har i dag næsten Knud Kristensensk karakter som en af Dan­marks­­historiens blinde biveje. Men i 1990’erne var det sværere at se, hvor de nye internationale rammebetinger med globalisering og europæisering bar landet hen.

Et enkelt blik på ti­den efter 2001 findes gemt i en kommentar til et lille portræt af P.H. s. 269. Her be­mær­ker for­fatteren, at det opstod en ”skæbne­svanger kløft” mellem dem, som med af­sæt i det interna­tio­nale ville modernisere Danmark, og dem som ”med afsæt i den folke­lige tradition ville noget lignende.”

”Det er en splittelse, som med årene er blevet dybere og som har været med til at skabe grobund for netop den fremmedfjendske nationalisme, der ligger begge parter fjernt” (s. 269).

Fortællingens ophør ved magtskiftet i 2001 forklares med, at det markerede ophøret på den nationale konsensus, som var opstået mellem de fire gamle partier i 1930’erne og frem til århundredets slutning. Det markerede også et brud med læren fra Hartvig Frisch om aldrig at ”…lade de politiske yderfløje indgå i kampen om de demokratiske værdier og altid sikre, at den brede midte beherskede den nationale politiske platform” (s. 428-429).

Dette er et værk, som udover at syntetisere betydelige ind­sigter og spændende tolkninger er rigt på holdninger. Intet kunne være mere for­kert, end forestillingen om at historikeren skal gå til sit emne med samme skån­sels­løse illusionsløshed som en Erik Scavenius ville analysere nutidens danske udenrigs­politik. Ligeså objektivt realistisk historikeren skal analysere sine kilder, ligeså nødvendigt og legitimt er det, at historikeren går til sit emnefelt med hjertet og rodfæstet i sin nutid. Få har sagt dette mere præcist end den britiske historiker E.H. Carr i What is History fra 1961:

”..historikeren må i sine tanker genopføre hvad der er gået for sig i hovedet hos hans persongalleri, og således må læseren genopføre hvad der er gået for sig i hovedet på historikeren. Studér historikeren før du begynder at studere hans fakta. (…). Find ud af, hvad han er ude på. Når du læser et historisk arbejde, så lyt altid efter en summen. Hvis der ikke er nogen, så er det fordi du er tonedøv eller fordi historikeren er en kedelig tørvetriller. Fakta er virkelig ikke som fisk på fiskehandlerens disk. De er som fisk i et stort og sometider svært tilgængeligt hav; hvad historikeren fanger afhænger, dels af tilfældigheden, dels af, hvor han vælger at fiske og hvilket garn han bruger. Det bestemmes i øvrigt af hvad slags fisk han vil fange. I det store og hele vil historikeren få de fakta, han søger. Historie betyder tolkning.” (s. 23)

Man kan kun konstatere, at her trilles ingen tørv. Denne bog summer som en bisværm.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land
Gyldendals bog om Bornholm
Zoom København