Menu
Forrige artikel Næste artikel

Holocaust og civilsamfundets reaktion

Kategori: Bøger
Visninger: 714

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer

Nærværende antologi, som udgives i anledning af 70-året for oktober 1943, bringer en række bidrag fra internationale Holocaust-specialister om, hvordan de europæiske civilsamfund forholdt sig til de nazistiske jødeforfølgelser under krigen. Hvad vidste man, og hvordan reagerede man?

Til indledning tager historieprofessor Bob Moore temperaturen på Holocaust-forskningen. Moore gør opmærksom på, at først fra 1970’erne begyndte Holocaust at rykke ind i centrum af forskningen i Anden Verdenskrig. Siden da har megen forskning baseret sig på en ”offer-gerningsmand-tilskuer-omstændigheder”-model, idet forskerne har søgt efter årsagssammenhænge bag de nationale forskelle i jødernes dødstal. Og forskellene er markante, lige fra lande med høje tabstal som Polen og Holland (75 %), over en mellemgruppe bestående af bl.a. Belgien (40 %) og Frankrig (25 %), til de unikke tilfælde Danmark og Bulgarien. Med hensyn til Holocaust-forskningen i dag efterlyser Moore bl.a., at denne bedre integreres i en bredere socialhistorie om besættelsestiden. Eller som han afslutningsvis skriver, ”er det vigtigt at komme væk fra de alt for bekvemme sorte og hvide antagelser om samfund under besættelse, således at både selvhjælp og redning, samt forfølgelse af jøderne selv, kan indpasses i en mere sofistikeret socialhistorie om besættelsen.” (s. 28).

At netop jødisk selvhjælp kunne spille en væsentlig rolle fremgår af Anette Wieviorkas bidrag om Frankrig. Mange jøder i Frankrig nægtede at leve op til de nazistiske krav om bl.a. at lade sig registrere som jøder, og mange greb til flugtvejen. Jøderne udviste ”stor initiativrigdom og opfindsomhed i forhold til at undslippe fælden.” (s. 61). Det spillede en rolle for det relativt lave tabstal, at jøderne kun udgjorde under en procent af befolkningen og således havde nemmere ved at skjule sig i det franske samfund, der ifølge forfatteren var overvejende hjælpsomt, efterhånden som jødeforfølgelsen blev mere synlig og brutal.

Polen har i de senere år været meget omdiskuteret, ikke mindst i kraft af Jan T. Gross’ kontroversielle bøger. Konstanty Geberts bidrag tager udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af den polske historiker Feliks Tych af over 400 samtidige dagbøger og senere memoirer skrevet af ikke-jødiske polske øjenvidner. Det forbløffende er, at ingen af disse optegnelser indeholder referencer til jødemordet på trods af, at dødslejrene og utallige ghettoer lå på polsk territorium. Dødslejrene var relativt afsondrede, men det samme kan ikke siges om ghettoerne. I mange mindre ghettoer blev jøderne likvideret på stedet lige for øjnene af polske naboer. Hertil kommer, at den store polske undergrundspresse ganske præcist beskrev, hvad der overgik jøderne. Med andre ord vidste polakkerne besked. Så hvad forklarer tavsheden i optegnelserne? En del af forklaringen ligger i det morderiske nazistiske besættelsesregime i Polen, hvor også etniske polakker havde hænderne fulde med at overleve. Desuden peger forfatteren på, at de fleste polakker ”trak deres kognitive investering i jødernes skæbne tilbage” (s. 45), dels som en konsekvens af egen afmagt, dels som en konsekvens af fjendtlighed eller afstand til ofrene, idet mange etniske polakker ikke betragtede jøderne som en del af den polske nation.

Bulgarien behandles af Anthony Georgieff under overskriften ”Bulgariens to ansigter”. Med overskriften sigtes til, at de 48.000 jøder i det ”gamle Bulgarien” ikke blev deporteret, hvorimod 11.343 jøder fra de bulgarsk besatte områder Ægæisk Thrakien, Makedonien og det sydlige Serbien blev deporteret til gaskamrene. Jøderne i det ”gamle Bulgarien” blev forfulgt og var egentlig udset til at blive deporteret, men deportationsplanerne mødte modstand fra en gruppe bulgarske parlamentsmedlemmer og den ortodokse kirke. I maj 1943 besluttede kong Boris sig for at opgive deportationerne. Og fra sommeren 1943 var hverken deportationer eller antijødiske tiltag på den bulgarske dagsorden, da Bulgarien anså Tyskland for at være i færd med at tabe krigen. Det fremgår i øvrigt af artiklen, at Bulgarien frem til i dag har haft svært ved at forvalte historien på en afbalanceret måde. Lige så meget som Bulgarien har fejret redningen af landets egne jøder, lige så lidt har man vedkendt sig ansvaret for mordet på de 11.343 jøder fra de besatte områder. Den samme problematiske historieforvaltning har også været gældende i det fra 1941 til 1944 i realiteten tyskallierede Finland. Historikeren Oula Silvennoinen påpeger, at nok blev de finske jøder ikke deporteret, men Finland udleverede grupper af jødiske flygtninge og jødisk-sovjetiske krigsfanger til det tyske sikkerhedspoliti. Sidstnævnte handlinger har i årtier været marginaliseret eller fortiet i Finland.

Antologien byder også på bidrag om bl.a. Norge, Sverige og Tyskland. Og Danmark, hvor Sofie Lene Bak giver en afbalanceret redegørelse for jødernes redning i oktober 1943 og for de danske myndigheders bemærkelsesværdige hjælp til danske jøder såvel under som efter krigen. Antologien skal hilses velkommen. Bidragene har informativ og analytisk kvalitet. Og det er godt, at den historisk interesserede offentlighed i et år med massiv medieomtale af oktober ’43 tilbydes en publikation, som i kortform giver et bredere europæisk perspektiv på Holocaust og civilsamfundets reaktion.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Gideon Greif
Hitlers indre fjender
2. Verdenskrig Atlas