Menu
Forrige artikel Næste artikel

Et kontinent i krig

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 113

Af Erik Ingemann Sørensen

I sin fremragende bog ”Ekstremernes århundrede” (1994) beretter Eric Hobsbawn om en episode med en ”intelligent amerikansk student”, der efter en forelæsning spurgte forfatteren, om begrebet Anden Verdenskrig også indebar, at der havde været en Første Verdenskrig. Citatet dukkede op ved læsningen af Lars Hovbakke Sørensens nye bog ”Et kontinent i krig”. Hvor mange husker vi egentlig? Og hvad har de betydet for statsdannelserne og udviklingen i den europæiske historie? 

Lars Hovbakke Sørensen, ph.d. i historie og ekstern lektor ved universiteterne i Århus og København, giver i denne bog et ypperligt overblik over et Europa i krig gennem mere end 1000 år. Fra de egentlige statsdannelser i perioden 700 – 1000 – fra delingen af Karl den Stores Rige, hvorved Frankrig og Tyskland dukkede op på Europakortet, til 2006, hvor Europa nu fremstår som et fredens kontinent.

Indledningsvis konstaterer Lars Hovbakke Sørensen nøgternt i en enkelt sætning: ”Europa er krigens kontinent”. Krig, krig og atter krig. Men. Ifølge forfatteren med det forunderlige resultat, at vor tids Europakort i bund og grund ikke adskiller sig fra det kort, der kan tegnes omkring år 1000. Lars Hovbakke Sørensens hovedtese er således, at det europæiske statssystem gang på gang demonstrerer ”… sin store stabilitet i al sin blodige ustabilitet…”.

Den europæiske historie virker – set ud fra denne synsvinkel – som et kæmpemæssigt skakspil, hvor det er forskellige hænder, der flytter brikkerne. De være sig politiske, religiøse, sociale eller økonomisk styrede. Men alle med det mål at sætte modstanderen/modstanderne skakmat. Målet altid det samme – men midlerne vidt forskellige.

Det er fascinerende at læse om de mange forskellige faktorer der spillede ind undervejs. Flere steder gør Lars Hovbakke Sørensen op med de traditionelle historiske forklaringer. Et eksempel er Polens fald som stormagt i 1500 – 1600 tallet. Oftest har det været de geopolitiske forklaringer, der har været dominerende. Her peger forfatteren imidlertid på endnu en – overset – faktor: Den Sorte Død, der hærgede i perioden 1347-1352. Det dramatisk høje antal døde – mellem 1/3 og ¼ af Europas befolkning – havde voldsomme samfundsmæssige konsekvenser. Svækkelsen af adelen og styrkelsen af kongemagten fulgte i pestens fodspor. Men da den stort set gled uden om Polen, stod adelen her fortsat stærkt. Hvilket svækkede de polske konger, der ikke længere kunne klare sig i magtkampen mellem de øvrige europæiske kongehuse, der fortsatte med at styrke deres økonomiske, politiske og militære magt. Staterne blev styrket af konstant at befinde sig i konfrontationer med hinanden.

Det er samme statssystem, der er en afgørende faktor for, at det blev Europa, der blev den dominerende verdensmagt.

Krig som betinget af økonomiske interesser kendetegnede både den verdslige del og pavedømmet. Den romersk-katolske kirke havde imidlertid ikke umiddelbart de militære muligheder. Dem satte paverne til gengæld i spil gennem kolossale ægteskabsbånd med deraf følgende familieintriger og yderligere konflikter. Med krigen som middel. Gang på gang bliver tyskeren Karl von Clausewitz’ udsagn: ”Krig er ikke andet end fortsættelsen af politik med andre midler” bekræftet. Det er der i og for sig intet nyt i. Lars Hovbakke Sørensen sætter imidlertid yderligere fokus på alle de faktorer, der har været medvirkende til, at krigen blev den endelige løsning.

Som nævnt indledningsvis er der talrige krige og konflikter, der er gledet bort i den historiske erindring. Men her hentes de frem, sættes i perspektiv – både i forhold til baggrunden for den konkrete militære konflikt og i forhold til den enkelte nations indre udvikling.

Gang på gang overraskes man over de mange nye og spændende konklusioner, der drages samt vinkler, der har været oversete i tidligere krigshistoriske fremstillinger. Derfor er det da også ganske typisk for denne fremstilling, at der ikke findes et eneste strategisk kort over troppebevægelser, kamphandlinger med mere. Og de savnes ikke. Dem findes der rigeligt af i mange andre fremstillinger.

Lars Hovbakke Sørensen gør meget ud af at vise, hvad de ændrede økonomiske og sociale vilkår i de enkelte lande betyder. Hvordan staterne bliver til nationer med deraf ændret egenopfattelse. Hvordan borgerstanden sammen med den gryende industrialisme søger den politiske magt. Og får del i den. Med dramatiske følger. Forskere har ofte peget på, at nationalismens fremvækst hang sammen med industrialiseringen. Men i områder, hvor industrialiseringen ikke slog igennem – som f.eks. i Østrig-Ungarn – blev der større og større grobund for utilfredshed, for de grupper, der kun oplevede andre få del i rigdommen. Her blev der inden for dobbeltmonarkiet en stærk ungarsk nationalisme. Da hele Balkan endnu engang var en krudttønde præget af modsætningerne mellem de mange forskellige grupperinger, kan det ikke undre, at det blev her, man oplevede årsagen til Den Første Verdenskrig. Men Lars Hovbakke Sørensen peger på, at det stort set kunne være en hvilken som helst anden voldelig begivenhed, der havde foranlediget den krig, nationerne næsten gik og ventede på.

Godt nok ændrede Europakortet sig noget efter denne uhyggelige krig. Men ingen afgørende sejre havde egentlig fundet sted på slagmarken – og de europæiske stater blev ved med at være nogenlunde jævnbyrdige.

Baggrunden for 2. Verdenskrig er ofte blevet beskrevet ud fra 2 forhold: Versaillestraktatens hårde fredsbetingelser for Tyskland samt den økonomiske krise i 1930’erne. Forfatteren peger på, at den ”nærmest panikagtige skræk for de ”røde”, der var opstået i disse år…” samt på den generelle højrenationalistiske bølge, der gik gennem Europa.

Trods talrige uhyggeligt blodige krige i Europas historie blev 2. Verdenskrig den mest frygtindgydende med tab på mellem 50 – 100 millioner menneskeliv. Og det blev den totale krig. Spiren til dette, havde man allerede oplevet 1914-1918. Men her slog den for alvor igennem.

Måske er det denne totale krig, der var medvirkende til, at Europa i 1945 gik fra ”… at være et ”Krigens kontinent” til at være et fredens kontinent”…” Siden har det været både viljen til fred og nødvendigheden af fred, der har været fremherskende. Samtidigt med, at demokratiet langsomt, men sikkert vandt indpas i de enkelte nationer.

De frygtindgydende atomare våben afholdt verdenslederne fra store militære konflikter. Disse ville jo i givet fald have været medvirkende til selvudslettelse. Dette er i særdeleshed blevet understreget, efter man har åbnet DDR’s militære arkiver.

Det, at Europa i dag – med Tyrkiet som eneste undtagelse – er demokratiske nationer og det forhold, at EU er medvirkende årsag til fredelig sameksistens, er sammen med velfærdsstatens udvikling baggrund for Lars Hovbakke Sørensens håb om garanti for, at Europa for fremtiden vil være et fredens kontinent.

Det er et ganske imponerende ridt gennem 1000 års europæisk historie Lars Hovbakke Sørensen foretager. Det kunne være blevet hæsblæsende og overfladisk. Men forfatteren formår at lægge så mange forskellige vinklinger på historien og kæde så mange tråde sammen, at det på alle måder er blevet en uddybende og spændende fremstilling.

Fremstillingen bliver i sandhed ikke ringere af, at Lars Hovbakke Sørensen til fulde lever op til det ultimative krav til en historisk fremstilling for et bredt publikum: ”Hard writing makes easy reading”.

Inderside- og bagsideomslaget indeholder Europakortet hhv. år 1000 og år 2000. Nu forstår man bedre, hvorfor der ikke er de store ændringer.

Mangler er der få af. Det kunne nok have været hensigtsmæssigt for overblikket, hvis der havde været et Europakort for hvert kvarte årtusind. Samt en tidslinie for hele perioden. Men det skal ikke skygge for den bedste anbefaling af denne bog. Nok en af de sidste års mest spændende redegørelser for en mørk side af den europæiske historie.  

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Kampen om den Kolde Krig
For flaget og Danmark
Trusselsbilledet - En koldkriger taler ud