Menu
Forrige artikel Næste artikel

Da Louisiana stjal billedet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 100

Af Kirsten Lindberg, arkitekt, dr.phil. i historie

”Smart” er det første indtryk, man får, når Pernille Stensgaards nye storværk stikkes én i hånden. Det er smudsomslaget, der giver det indtryk med sit sølvskinnende udtryk i et silhouetagtigt fotografi fra åstedet for bogens indhold: Louisiana. Museets navn er angivet i selvlysende orange, ganske som det overordentlig pauvre, men nu om dage så ofte sete bind.

Der er mange billeder i bogen, men det må desværre siges, at hovedparten er overflødige, og at en betragtelig del af de øvrige med fordel kunne være gengivet i langt mindre målestok; materialet er simpelt hen ikke godt nok til de store forstørrelser. Dertil kommer, at ganske mange af billederne er gengivet over halvanden side, hvilket aldrig har klædt et opslag. Et strammere lay-out og en mere behersket brug af fotografier ville have styrket bogen og befriet den fra det ”smarte” outfit. Som ansvarlig for den grafiske tilrettelægning fortjener Bettina Kjærulff-Schmidt bestemt ingen roser, og Anette Ekstrand, som i samarbejde med Stensgaard har udvalgt billederne, kunne også med fordel have været mere stringent.

Indholdet er også ”smart” i den forstand, at det er journalistisk velskrevet, men for en nøjere granskning holder det ikke hverken sprogligt eller indholdsmæssigt. Man får kort sagt lynhurtigt nok af det springende i teksten, bundet sammen af det i grunden evigt gentagende tema: Louisiana er en succes, fordi det er folkeligt, og eftersom de fleste andre (kunst)museer har fulgt konceptet, må det være det rigtige – for folket. Det er påstanden.

Og folkeligt skal da forståes som, at ”folket” får forstand på kunst ved at komme på museet og ved at kunne nyde naturen, arkitekturen og ikke mindst besøge cafeteria og boghandel. Modsætningsvis opstilles de etablerede museers ”kedelige” fremtoning uden disse distraherende elementer i kunstens formidling som noget, folket ikke har brug for.

Louisiana er et enkeltmandsværk, og Knud W. Jensens indiskutable succes for forretningen Louisiana gentages igen og igen. Men om påstanden faktisk er rigtig berøres ikke – altså om det virkelig er sandt, at man får større oplevelser og mere kunstforstand af at frekventere det moderne Louisiana i stedet for et gammeldags kunstmuseum (det er især Statens Museum for Kunst, der skoses for at være eller have været højtidsfuldt alvorligt). Det savner man som læser af bogen.

Efter at have læst størsteparten af bogen sidder man og tænker, at her har Pernille Stensgaard da virkelig ydet museet en strålende reklame, for det virker som et reklameskrift. Ikke som et partsindlæg i diskussionen om, hvorledes museer kan/skal/bør virke for at formidle kunsten bedst muligt ud til de største masser (folket) – og ikke som en historisk veldokumenteret beretning om ostegrosserer Jensens drøm, der realiseredes med langt større succes, end han selv havde turdet håbe på.

Det kunne ellers have været interessant at få en sådan beretning, og tilsvarende om den videre færd for museet i de kommende årtier. Nu får vi den kun tilsyneladende.

Det materiale, der ligger til grund for Stensgaards fremstilling forbliver diffust. Der er ganske vist en lille litteraturliste, men i langt højere grad er det ”uvurderlige mundtlige kilder” – 40 personer fra kredsen omkring Knud W. Jensen og Louisiana – der er grundlaget. Fra de sikkert spændende samtaler Stensgaard har haft med disse citeres i rigt mål, men citaterne indgår som løsrevne dele i forhold til de samtaler eller interviews, som læseren ikke får andel i, og de bruges som en implicit del af brødteksten – næsten så de danner rygraden i fremstillingscauseriet, udvalgt og kædet sammen af Stensgaard, så det virker tilforladeligt ved første læsning.

Pernille Stensgaard er journalist, og bogen er absolut skrevet med journalistisk nerve, men man sidder desværre tilbage med en fornemmelse af, at der er kogt suppe på en pølsepind, og at sandhedsværdien af bogen er lige præcis så stor som i dagens avis. ”Jeg er velorienteret, for jeg læser B.T.”, sagde en gammel tante engang, og dermed var al diskussion udelukket om et hvilket som helst emne, der måtte være berørt i avisen. Tanten mente absolut at have ret, for hende var det sandheden, der stod i formiddagsbladet. Andre genkender intet af det, der står at læse heri, og således også med ”Da Louisiana stjal billedet”: journalistisk besnærende og letlæst, men drister man sig til at stille spørgsmålet, om man bliver klogere af at læse bogen, så er svaret et rungende ”nej”.

Blot et enkelt eksempel på en i grunden intetsigende, men for teksten meget typisk formulering: ”De er bange for at pakke lækkert ind i lækkert og tøvede derfor et sekund ved tanken om at lave en Arne Jacobsen-udstilling i 2002. Men kun et sekund.” Således skrevet på side 36 om museumsinspektørernes syn. Skulle det være folkeligt? Det forekommer mig at være overordentlig nedladende.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Magt og dragt
Biblioteket i tid og rum
Oluf Høst