Menu
Forrige artikel Næste artikel

Velfærdssamfundets bygninger. ARCHITECTURA 35

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 75

Af Peter Fransen

I en tid, hvor tv-kanalerne flyder over med ligegyldige livsstilsudsendelser ikke mindst om bolig og boligforhold, er det en fornøjelse at blive præcenteret for et kompetent bidrag om bygninger og bygningsarkitektur. Selskabet for Arkitekturhistorie, som blev stiftet tilbage i 1947 har i sit årsskrift om velfærdssamfundets bygninger valgt at lægge sig i slipstrømmen af de senere års udgivelser om velfærdsstaten. Da det er begrænset, hvad der er skrevet om velfærdssamfundets fysiske udformning, er valget oplagt. Årsskriftet indledes med en artikel af historikeren Casper Jørgensen, som giver en oversigt vedrørende den generelle forskning om velfærdsstaten og mere specifikt til velfærdssamfundets bygninger. Han pointerer, at det er begrænset, hvad der er skrevet om velfærdssamfundets bygninger. Derfor burde der i hans gennemgang have været plads til en omtale de to historikere Morten Lind Larsen og Troels Riis Larsens bog om Dansk byggeri og den danske velfærdsstat 1945-2007, som udkom i 2007.

I de følgende fem bidrag er det primært arkitekterne, der tager over. Blikket bliver mere æstetisk, og man fornemmer på forfatterne, at de nyder deres metier, hvilket resulterer i veloplagte artikler. Tidsmæssigt er det perioden fra 1945 og frem til i dag, der tages under behandling, og fælles for skribenterne er, at de alle har været centrale aktører inden for arkitekternes faglige miljøer. Professor Michael Sten Johnsen ligger for med sit essayprægede bidrag om det almindelige boligbyggeri. Allerede før 1945 var der lagt spor ud for byggeriet, og han påpeger to linjer, som var vigtige for de efterfølgende perioder:
Spor 1. det lave rækkehus- og gårdhusbyggeri inspireret af den danske byggetradition i købstæder, landsbyer, fiskerlejer m.v. samt de engelske havebyer.
Spor 2. Det højere etagebyggeri, påvirket af boligbyggeriet i de store midteuropæiske byer.
Med velvalgte illustrationer af forskellige lokaliteter beskrives udviklingen, og ved hjælp af de udmærkede illustrationer gives der også en visuel fornemmelse af, hvad der tales om. Som han selv formulerer det, er der tale om en uvidenskabelig gennemgang, hvor der nævnes 98 boligbyggerier og ingen tvivl om, at det er det bedre boligbyggeri, der er i centrum. Kenderne kan selv kombinere videre og føje andre eksempler til, og vi andre kan glæder os over at få en større oplevelse, når vi bevæger sig rundt i landet og får blikket rettet ind på den nyeste arkitekturhistorie, som vi er omgivet af. Michael Sten Johansen er dog ingenlunde blot beskrivende. Nok er der tale om megen namedropping, hvad angår arkitektfirmaer, men han fremsætter også særdeles markante statements med veloplagte hip til arkitektbranchen. Fra afsnittet om perioden 1948-58 hedder det, at udviklingen af den kommende tids betonelementer i kæmpeantal skete på initiativ af ganske få mænd fra Boligministeriet, de store boligselskaber samt nogle få arkitekter og ingeniører. Og det var ikke arkitektoniske overvejelser, der blev prioriteret højest. Hvorefter han fremhæver højhusbebyggelsen ved Bellahøj og Høje Søborg i Gladsaxe som positive undtagelser. Fra 1958 og de næste årtier frem skulle bolignøden afvikles, også selv om man tabte det oprindelige sociale engagement af sigte. Med den stigende velstand fulgte efterfølgende flugten over i parcelhusene, hvilket betød, at udlejningsbyggeriet i montageplanerne fik mere lavstatus og ghettopræg.  Michael Sten Johnsen ironiserer og taler om den danske folkekarakter, der så fordelene ved skattefradraget og ved at have fod på egen jord, og betegner det som indbegrebet af den danske bondekultur. Den generation er ved at være forbi, men parcelhustypehuset er stadigt populært.

Og dermed er stafetten givet videre til bidraget af arkitekt Jørgen Hegner, der skriver om typehuset – hvis udbredelse ses som et barn af velfærdsstaten. Eller næsten – for mellem de to artikler er der blev indskudt et bidrag at Anker Tiedemann om bladet Bo Bedre skrevet af magasinets første redaktør. Bladet udkom første gang i 1961 inspireret, som så meget andet i 1950’erne og 1960’erne, af Sverige. Bladet blev som bekendt en kolossal succes. Og det er ingen overdrivelse, når det hævdes, at bladet fik stor betydning for, hvordan den bedrestillede middelklasse indrettede sig i deres lejligheder og nyopførte typehuse. Typehuset blev de facto danskernes foretrukne boligform. Parcelhuset udviklede sig til at være domineret af typehuse, de var billige, finansieret med realkreditlån og subventioneret gennem rentefradrag. Hegner giver en interessant gennemgang af, hvorledes det offentlige i 1950’erne fremmede udviklingen og planløsningerne, som typehuset netop repræsenterede. Succesen var overvældende. Fra 1960 til 1980 blev der opført i alt 915.000 boliger, de 450.000 var parcelhuse, hvilket svarede til, at der blev opført 75 nye parcelhuse om dagen. Forfatteren stiller spørgsmålet, hvorledes denne vækst kunne lade sig gøre, og han er så flink selv at besvare spørgsmålet. Han nøjes ikke med at henvise til de udsædvanligt gunstige økonomiske konjunkturer, men giver en forbilledlig redegørelse for inflationens positive effekt for byggeriet og rentefradragsreglens mekanismer og effekt. Således klædt på følger en gennemgang af forskellige typehuse på godt og ondt. På en let forståelig måde hører vi bl.a. om det byggetekniske, og igen hjælpes læsesen på vej med gode illustrationer. En lidt bittersød konklusion lyder på, at typehusene havde deres rod i førende arkitekters individuelle løsninger. Disse blev efterlignet, og forsimplingen og konkurrencen medførte en ringere kvalitet end forbillederne, men unægtelig også en anden pris.

Fra det typiske byggeri sluttes der af med mere nicheprægede byggerier, hvor lektor Nan Dahlkild er forfatter til artiklen om 1960’ernes kulturcentre og kulturpolitiske visioner, ligesom han sammen med arkitekt Flemming Skude også skriver om de - i hvert fald i begyndelsen - ydmyge campingpladser, marinaer, vandlande og strandparker. Selvom emnet kulturcentre i 1960’erne umiddelbart forekommer smalt, så forstår forfatteren både at formidle et billede af årtiers kulturpolitiske strømninger, og han har et sikkert blik for de historiske rødder. Linjerne trækkes tilbage til både biblioteker og forsamlingshuse. Arkitekturhistorisk bliver 1960’ernes kulturhuse sat ind i en international kontekst, så artiklen har virkelig luft under vingerne. Af danske byggerier får Louisiana en fremtrædende plads, men generelt er det de kommunale kulturcentre og deres varierede byggeri, der står i centrum. Kontrasten er til at få øje på, når der i den efterfølgende artikel lægges ud med at fortælle om naturliv og lejrpladser, men ret beset er det børn af samme forældre, nemlig den gennem det 20. århundrede stigende efterspørgsel efter at udfylde den øgede fritid. Det førte til en organisering af fritiden, så den voksende efterspørgsel kunne håndteres. I takt med fritidens og friluftlivets stigende sociale betydning voksede interessen for planlægning og arkitektonisk udformning. Rent bygningsmæssigt giver det god mening, når udviklingen følges fra minimalistisk lejrliv til rene kunstprodukter som strandparker og vandlande. Her etableres et overblik, som ikke tidligere er blevet præsentret, og som de færreste af os vel har tænkt over før. Mellemregningerne er også med såsom Bellevue friluftanlæg fra 1930’erne tegnet af Arne Jacobsen, glemte foldesammenhytter til weekendbrug, bilismens betydning for ændringen af lejrlivet og etableringen af campingpladser. Mangfoldighed på overfladen men måske konformitet ved nærmere eftersyn.

Der er tale om et lærd tidsskrift i ordets bedste betydning. Ikke krukket eller elitært. Man bliver både underholdt og klogere af at læse artiklerne. Klogere på bygningerne, der skød op efter 1945, men ikke så meget klogere på, hvad velfærdssamfundet er for en størrelse.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
STEDET FORTÆLLER – om DANSK VESTINDIEN
Skandinavisk stil
Lys langs kysten