Menu
Forrige artikel Næste artikel

Afghanistan - kampen for demokratiet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 96

Af Preben Etwil

Afghanistan - et land med mange uløste problemer

USA har besluttet at trække sine kamptropper ud af Afghanistan i slutningen af 2014. Efter tretten års delvis fejlslagen interventionskrig, har man i USA nået den erkendelse, at nu kan der ikke gøres mere, og man overlader dermed landet til sin egen skæbne. I forlængelse af denne beslutning har Danmark meget naturligvis også valgt at trække sine soldater hjem. Alt andet ville jo også være det rene og skære glade vanvid.

Afghanistan står derfor i 2015 i en meget vanskelig situation.

Efter næsten 30 års uafbrudt krig er Afghanistan endt som et af de fattigste og mest forarmede lande i verden. I den situation overlades landet alligevel til at varetage sin egen indre og ydre sikkerhed. Det bliver i virkeligheden meget vanskeligt, da landet i ekstrem grad fortsat er præget af Talibansk ekstremisme, kriminelle lokale krigsherrer og politisk korruption i et efter danske forhold uhørt omfang.

På denne yderst alvorlige baggrund har Ole Jessen og Malene Fenger-Grøndahl valgt at skrive en undervisningsbog om Afghanistans historie og fremtidige udfordringer.

Det gør de på en ganske fremragende måde. Bogen forsøger på et faktuelt grundlag at fremlægge både kritiske og såmænd også optimistiske vurderinger af Afghanistans fremtidige muligheder for at fastholde de folkelige landvindinger, der trods alt er sket under besættelsen, og som i sidste ende gerne skulle ende op i et mere demokratisk funderet samfund, end det som vi ser i dag.

Bogen består af 16 små kapitler, der fører læseren tilbage i historien og gradvis frem til vore dage. Kultur, historie samt politiske og religiøse dilemmaer bliver kort og klart beskrevet og analyseret. Kapitlerne kan i en undervisningsmæssig sammenhæng udfoldes og danne baggrund for selvstændig uddybning og udforskning. Grundlaget er lagt. Diskussionen kan begynde.

Bogen indledes med en kort beskrivelse af Afghanistans fødsel - fra Djengis Khan til Daoud Khan. I superkort form redegøres der for den afghanske historie langt tilbage i tiden. Kapitlet er suppleret med en række nyttige faktabokse, der på udmærket vis synliggør, at Afghanistan langt fra er en samlet etnisk eller religiøs enhed. Landet består i realiteten af mange forskellige og stridende stammer, med stor bredde i deres religiøse fortolkninger af islam. Forhold der gør det yderst vanskeligt at forestille sig, hvordan dette politiske og religiøse kludetæppe overhovedet kan samles i én og samme nation: ”Afghanistan har altid haft udpræget selvstyre i provinser, byer og landområder, og lokale jordejere, krigsherrer og mullaher har som regel haft mere at sige og større indflydelse på befolkningens hverdag end de skiftende magthavere i Kabul” (p. 25).

Meget hurtigt bevæger bogen sig ind på de interne lokale magtkampe og statskup fra og med 1960’erne, og den efterfølgende sovjetiske besættelse i begyndelsen af 1980’erne. Sidstnævnte satte Afghanistan på verdenskortet, da interventionen blev et væsentligt element i Den Kolde Krig mellem USA og Sovjet. Hvis Den Kolde Krig på dette tidspunkt ikke havde været så varm, er det ikke usandsynligt, at den i afghanske borgerkrig, som den i realiteten var, havde fået et helt andet udfald, end det som i realiteten hændte.

De interne afghanske kommunister satte faktisk en række reformer i værk i form af undervisning af kvinder, forbud mod ægteskaber af rene pigebørn osv. Ulykken bestod i, at kommunisterne ikke kunne holde internt sammen for det ydre pres, der blev lagt af religiøse og etniske grupperinger. Det førte til, at en fraktion af det afghanske kommunistparti allierede sig med Sovjet, der herefter gik direkte ind som part i borgerkrigen ved at besætte landet i 1979.

Dermed blev Afghanistan med eller mod deres vilje et afgørende omdrejningspunkt i Den Kolde Krig.

Inddæmningen af Sovjet skete bl.a. ved, at USA i det skjulte begyndte at støtte allehånde operationer i Afghanistan til støtte for militante og islamistiske oprørsstyrker, samtidig med at de åbenlyst styrkede Pakistans opbygning af islamiske ekstremister, der kunne sættes direkte ind i Afghanistan: ”Russernes luftstyrke var stærkt overlegen, men det ændrede sig drastisk i 1986, da USA begyndte at forsyne modstandsbevægelsen med avancerede håndbårne Stinger-missiler” (p. 35). Sovjet blev herefter så effektivt nedkæmpet, at de på grund af ekstremt store tabstal på slagmarken, ydmygende måtte opgive deres besættelse af landet i 1989. De trak sig tilbage uden effektivt at sikre en brugbar politisk administration, der skulle sikre befolkningens sikkerhed.

Krigens følger var enorme: ”Næsten 10 års militær besættelse af Afghanistan og den medfølgende krig havde kostet op mod 15.000 soldaters livet, og samtidig var mere end 1 ½ millioner afghanere blevet dræbt” (p. 36).

Det hører med til historien, at Sovjets nederlag i Afghanistan var så ydmygende, at det givetvis var en af de medvirkende årsager til, at hele unionen brød endelig sammen nogle ganske få år senere.

Alle var enige om, at Sovjet skulle ud af Afghanistan, men på de indre linjer var der langt fra udtalt enighed om hvad der efterfølgende skulle ske. Der var fx ingen samlet ledelse, og de politiske og religiøse forskelle – og stridigheder – var helt enorme. Det resulterede da også i, at da Sovjet havde trukket sig tilbage opstod der en meget voldelig rivalisering mellem de forskellige afghanske aktører. Forhold, der var med til totalt at destabilisere landet yderligere. Nu var det de lokale krigsherrer der tog over, til stor skade for civilbefolkningen, der fik manglende utryghed skiftet ud med endnu større utryghed.

Situationen blev groft udnyttet af islamistisk ekstremisme, der på en meget brutal måde trods alt kunne skabe tryghed for befolkningen. Meget ofte bestod kampen om Afghanistan om kampen om hovedstaden Kabul. Ude i landdistrikterne (delstater og klanområder) fortsatte de lokale krigsherrer og klaner imidlertid med at herske, fuldstændigt som de altid havde gjort.

Et af bogens kapitler fortæller på udmærket vis om Talibans (der betyder de studerende) magtovertagelse af Afghanistan: ”I tusindevis af studerende, nogle siger 20.000, fra koranskoler i det pakistanske grænseområde til Afghanistan, rejste ind i landet og sluttede sig til Taliban” (p. 46). 

Taliban indtog Kabul i 1996 og indførte et brutalt islamistisk styre, med massiv kvindeundertrykkelse, og et religiøst politi, der skulle sikre, at byens borgere overholdt meget strenge islamiske leveregler. Befolkningen fik til gengæld større sikkerhed og stabilitet i deres hverdag.

Regimets bagside havde dog ikke stor bevågenhed i verdensoffentligheden: ”Sulten, nøden og undertrykkelsen i Afghanistan under Taliban fik kun begrænset opmærksomhed i den vestlige verden. Først da Taliban i marts 2001 sprængte to kæmpestor Budda-statuer i luften i Bamiyan i det centrale Afghanistan, blev Talibanstyret for alvor et hot politisk tema i Vesten” (p. 50).

Taliban blev nok først rigtig kendt i den helt brede offentlighed efter 11. september 2001. Årsagen var som bekendt, at nu gik jagten ind på Osama bin Laden og al- Qaida, der havde søgt beskyttelse hos Talibanerne i Afghanistan.

USA havde paradoksalt nok støttet både al-Qaida og Osama bin Laden samt opbygningen af hulekomplekset i Tora Bora-bjergene ved grænsen mellem Afghanistan og Pakistan i kampen mod Sovjet. Men nu havde al-Qaida og Osama bin Laden imidlertid vendt skytset mod USA, da de stod bag verdens mest kendte terrorangreb på World Trade Center d. 11. september 2001. Taliban ville ikke udlevere bin Laden, da han og hans bevægelse i realiteten havde holdt bevægelsen ved magten i Afghanistan. Det førte til, at USA angreb Afghanistan d. 7. oktober 2001, med Talibans meget hurtige sammenbrud.

Men fred og fordragelighed blev der langt fra. Demokrati og menneskerettigheder har altid haft svære vilkår i Afghanistan: ”Mange afghanere opfattede i begyndelsen de amerikanske tropper som befriere” (p. 63), men situationen blev hurtigt ændret, da der langt fra kunne opbygges interne stabile forhold.

I Danmark foregik der en parallel politisk udvikling: ”Folketingets beslutning om at sende soldater til Afghanistan blev i begyndelsen på en militær tilstedeværelse i Afghanistan, som kom til at vare 13 år – frem til udgangen af 2014 – og som foreløbig (marts 2013) har kostet 43 soldater livet” (p. 67). Det danske militære engagement har langt fra været en succes: ”I august 2012 vurderede udviklingsminister Christian Friis Bach, at indbyggerne i Helmandprovinsen ikke havde fået meget ud af syv års forsøg på at kombinere danske soldaters kampindsats med hjælp til udvikling” (p. 69). Alligevel kan man konstatere, at Afghanistan årligt modtager ca. 600 mio. kr. i hjælp fra Danmark, og dermed er det land i verden, der modtager mest dansk udviklingshjælp.

Problemet er, om det hjælper. Afghanistan er i den grad genstand for ekstrem intern politisk og religiøs uro. Alle bekriger åbenbart hinanden. Etniske og religiøse grupper på kryds og på tværs er med til at destabilisere landet. Godt hjulpet af korrupte politikere, narkohandlere og voldelige lokale krigsherrer.

Bogens forfattere er anno 2013 meget usikre på Afghanistans fremtid: ”Under alle omstændigheder er det et faktum, at afghanerne næppe vil være i stand til at løse sikkerhedsopgaverne i landet selv, når de udenlandske kampsoldater, herunder de danske, trækkes ud” (p. 89).

Afghanistan står under alle omstændigheder tilbage med udtalt bestikkelse, korruption og manglende retssikkerhed. Dertil skal lægges, at islam og sharialove stadigvæk spiller en stor rolle i fremtidens Afghanistan. Disse love er i en del tilfælde ikke i overensstemmelse med FN’s menneskerettigheder. Dette har også ført til, at det afghanske retssystem ikke har stor tillid blandt afghanerne selv, hvilket giver et kommende demokrati i vestlig forstand meget vanskelige vilkår for at etablere sig.

Bogens forfattere gør også opmærksom på, at den omfattende opiumshandel er med til at destabilisere landet. Og udsigten til at kunne stoppe det er meget minimale, da det i høj grad er med til at finansiere den fortsatte uro gennem lokale krige og stridigheder.

Ekstrem fattigdom i Afghanistan er et andet forhold, der er med til at fastholde landet i en meget ond politisk og økonomisk cirkel. En cirkel der kan være næsten umulig at bryde.

Især har fattigdommen og det religiøse jerngreb været til ubodelig stor skade for kvinder og børn, hvilket fuldstændigt blokerer for en nogenlunde tålelig fremtid for hele samfundet.

Bogen slutter af med en levnedsbeskrivelse af en afghansk familie, som en af forfatterne har fulgt gennem flere år. Gennem dagliglivsbeskrivelser får man et godt og indsigtsfuldt billede af, hvordan en stor familie fra Kabul oplever landet kaotiske udvikling på deres egen krop. Det er historiefortælling, der kommer ind under huden.

Bogen skal med disse ord anbefales enhver underviser, der beskæftiger sig med ”Afghanistan-spørgsmålet”, men den almindelige informationssøgende borger, vil også kunne få stor glæde – og ikke mindst viden - af at læse denne relativ lille og informative bog.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Orientalske rejser
Danmark – Rigsfællesskab, tropekolonier og den postkoloniale arv
Fidel