Menu
Forrige artikel Næste artikel

Dobbeltmennesket

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 48

Af Karin Conradsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

Man sukker og tager en dyb indånding…

I slutningen af 1800-tallet kunne københavnerne og resten af landet følge med i en temmelig skandaløs og bizar sag i dagspressen og diverse tidsskrifter. Lederen af et børnehjem for drenge, Frederikke Wilhelmine Møller, stod anklaget for at have dræbt et af sine plejebørn. Dette var naturligvis skandaløst i sig selv, men sagen sluttede ikke her. Det viste sig, at den anklagede i årene op til drabet havde forgrebet sig adskillige gange på drengen, og at hun havde stået i uterligt forhold til mindst yderligere en dreng.

Hårdt presset indrømmede plejemoderen sine ugerninger, og under de lange forhør blev det efterhånden tydeligt for myndighederne, at der var noget grueligt galt med kvindens fysik. Hun blev underkastet en lægelig undersøgelse, og til alles forbløffelse – selvfølgelig ikke mindst for den anklagede selv – viste det sig, at hun i virkeligheden var en mand.

At dette er en virkelig historie er næsten ikke til at tro, men sådan er det. At det er en dybt tragisk historie, kan man til gengæld ikke være i tvivl om. Heller ikke, at der er rigtig ugeblads-historie: i stedet for ugens monster, får vi her præsenteret århundredets monster.

Karen Søndergaard Jensen forsøger med sin roman at menneskeliggøre monsteret, og det er hun jo i  sin gode ret til. Hun har pløjet en masse kildemateriale igennem såsom sagsakter, politirapporter, erindringer og avisartikler, og det skal hun roses for. Men så er der desværre heller ikke ret meget mere godt at sige. Så ligesom alle personerne i romanen gør på næsten hver eneste side, vil også jeg sukke og tage en dyb indånding og forsøge at forklare, hvorfor romanen ikke fungerer som en god historisk roman:

Først og fremmest mener jeg, det i høj grad forpligter, når man vælger at skrive en historisk roman. Jeg er enig med forfatteren i, at det er helt i orden at skrive fiktion ind i en eksakt historisk begivenhed, men når man nu ikke skal bruge kreativ energi på at  opfinde et plot – det er jo ligesom givet på forhånd – så må man i det mindste forvente en velskrevet, dybsindig og gerne underholdende roman med troværdige og interessante personligheder. For det er vel den frihed, man har, når man kaster sig over en historisk begivenhed? At man med sit sprog og sin kreativitet kan skabe karakterer og flette begivenheder sammen, så de fremstår som en interessant helhed.

Desværre kommer forfatteren til kort med sin behandling af ”Dobbeltmennesket”. Romanen er kort og godt ikke særlig velskrevet. Dog vil jeg sige, at det kommer an på hvilken målgruppe, forfatteren henvender sig til. Hvis det er til den gruppe danskere, der med fornøjelse læser Mit Livs Novelle eller andre lignende trivielle produkter, tror jeg såmænd, den vil falde i god jord. Er den derimod henvendt til garvede læsere, der forventer lødig underholdning med en velskrevet roman – ja, da vil den skuffe!

Man kunne også godt have ønsket sig en enten-eller situation. En roman er en roman (som meget vel kan bygge på historiske fakta), men en historisk redegørelse er altså noget andet, og det virker forstyrrende, at læseren ind imellem bliver præsenteret for tørre redegørelser, som slet ikke ligner fiktionen. Ind imellem hopper Karen Søndergaard Jensen ud af fiktionen og redegør f.eks. for grundtvigianismen, højskolemiljøet o.l. Formålet er jo sådan set godt nok. Det er da altid godt at blive klogere, men så skal det indgå som en naturlig del af handlingen og ikke udgøre markante stilbrud, som det her er tilfældet.

Der er et andet massivt problem ved romanen, som jeg også er nødt til at  komme omkring. Forfatteren har tydeligvis en overordnet vigtig mission med bogen, nemlig at forsøge at forklare, hvordan det kunne gå så galt for Wilhelmine. Hun tager fat i, hvor problematisk det må have været at vokse op og blive opdraget som pige, når man i virkeligheden er en dreng. Dertil kommer en opvækst med en hadefuld mor, der afskyer sit barn og ikke holder sig for god til at gennembanke staklen. Pigen vokser op og har  - ikke overraskende – temmelig svært ved at indgå i sociale sammenhænge. Mændene synes, hun er grim, og pigerne, at hun er en underlig fisk. Først da Wilhelmine bliver inddraget i kristent arbejde, falder hun til og trives rigtig godt. Hun bliver taget under andres vinger og udvikler sig. Igennem  kristent arbejde og det grundtvigianske højskolemiljø havner hun som leder af børnehjemmet for drenge.

Hele vejen igennem er det meget, meget synd for Wilhelmine! Forfatteren har selvfølgelig sin kunstneriske frihed til at lægge bestemte karaktertyper ned over de autentiske personligheder. Problemet er imidlertid, at både Wilhelmine og en del andre personer i bogen kommer til at fremstå temmelig utroværdige. Der er f.eks. moderen, der i høj grad mishandlede sit barn og ikke kunne elske det overhovedet, som så alligevel til sidst står last og brast med forbryderen.

Og så Wilhelmine selv! Kvindemennesket (eller mere korrekt: manden…) begår seksuelle overgreb på prisgivne drengebørn, dræber et af dem og nægter i lang tid pure at være skyldig. Det kan godt være, at Wilhelmines forfærdelige opvækst og kønsforvirring skabte et monster, men jeg synes altså hun er svær at have ondt af. Og da jeg fornemmer, at det er det forfatteren vil med bogen, ja, så kan jeg kun sige, at det ikke lykkes. Bag hvert eneste overgreb og drab – før som nu -  gemmer sig ulykkelige skæbner, og jeg kan ikke se, hvorfor det er mere synd for Wilhelmine end for andre pædofile eller drabsmænd. Snarere tænker jeg hele tiden: hvor er ofrene i denne historie? Og hvor er egentlig det historisk interessante? Det er sådan set bare en grufuld historie, som lige så godt kunne have foregået i dag.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
De sammensvorne
En vinternat
Men de måtte jo dø