Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kongemageren

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 68

Af Karsten Merrald Sørensen, arkivar, ph.d.

Jeg vil gerne indlede denne anmeldelse med en bemærkning om, at en anmeldelse er en subjektiv betragtning, der ikke nødvendigvis er et udtryk for repræsentativitet, men derimod reflekterer anmelderens syn og tanker.

Kongemageren er en historisk roman, der tidsmæssigt finder sted i højmiddelalderens Danmark ved begyndelsen af 1100-tallet, hvor kong Niels sidder som dansk konge. Kong Niels var den femte søn af Svend Estridsen, der kom på tronen. Kongemageren er således placeret i en tid, hvor Danmarkshistorien var midt i en brydningstid. Vikingetiden var ikke langt væk, og kristendommen var ved at rodfæste sig i riget, hvor kirker blev opført alle vegne. De danske konger og magtrelationerne til stormænd – og biskopper – var især knyttet til slægters indbyrdes forhold, personlige tilknytninger og afhængighedsforhold. Det nordiske ærkebispesæde var blevet oprettet i 1103/1104, men blev til stadighed truet udefra af ærkesædet i Hamburg-Bremen, der tidligere havde varetaget missionen i Norden. Oven i dette var der en mægtig tysk konge, der til tider desuden var Tysk-romersk kejser, som også havde interesser i Norden.

Det er i denne ramme, at Knud A. Petersen vil fortælle sin historie om magtrelationerne og spillet om kongeværdigheden i Danmark i 1130’erne, hvor stormanden Peder Bodilsen er (den første) hovedperson. Peder Bodilsen ønsker, efter et mislykket krigstogt med kongen, at få en ny og bedre konge på tronen end kong Niels. Denne bedre konge skal være Knud Eriksøn (den senere Knud Lavard), og sammen med Asser Rig lykkedes det i første omgang at få placeret Knud på hertugstolen i Slesvig, hvor han kan ”øve” sig til at blive konge, når Niels dør. Helt ligetil er magtspillet dog ikke, og Niels har en søn, Magnus, som også skal tages med i udregningerne. De historiske begivenheder kender vi, og Knud A. Petersen følger dem i romanen.

Det fremgår klart af forordet, at Knud A. Petersen er uddannet historiker. Dermed er forfatteren blandt en meget lille skare af historikere, der har valgt at skrive en historisk roman. Det er ikke nogen nem genre at give sig i kast med – især ikke når alle hovedpersoner er velkendte historiske karakterer.  Dermed kender vi jo "slutningen". I en historisk roman forventer man, at forfatteren vil give sit bud på, hvorfor de historiske begivenheder udviklede sig som de gjorde. Men dette må være svært for en forfatter, der er faguddannet historiker, da man kan komme til at sætte sig mellem to stole. Sat lidt på spidsen kan man sige, at en historisk beretning skal være så kildenær som mulig, mens en romanforfatter har en vis frihed i forhold til faghistorikerens begreber omkring kildekritik. Når så en forfatter til en historisk roman gør opmærksom på, at han er historiker, knytter faghistorikerens begreber sig også til romanen. Helt aktuelt har jeg som anmelder haft svært ved at kunne holde disse to genrer helt adskilt, da jeg har forskellige forventninger til henholdsvis en historisk beretning og en historisk roman. Beretningen forventer jeg er kildenær og diskuterende i forhold til en problemstilling, mens jeg forventer, at romanen kan levere en god historie inden for nogle historisk kendte rammer, men med en vis kunstnerisk frihed. Andre forfattere til historiske romaner har derfor ofte valgt at lade historiske personer og begivenheder være bipersoner, mens hovedpersonerne er fiktive – et vellykket eksempel på dette er Martin Jensens Eske Litle-serie. Dermed er der lidt større råderum i forhold til historiens uforudsigelighed. Dette gør Knud A. Petersen ikke. Her er hovedpersonerne kendte historiske personer. Dette er der i og for sig ikke noget i vejen med, men i denne bog føler jeg ikke, at det fungerer.

Grunden til dette er formentligt, at forfatteren ikke er klar nok i forhold til, hvad han vil med romanen. Som historiker er han kildenær – og passer meget på med ikke at pådutte sine hovedpersoner karakterer, som der ikke er belæg for i de kendte kilder. Dermed kommer man ikke under huden på romanens persongalleri. Der tages eksempelvis ikke stilling til, hvem Peder Bodilsens far var – ofte omtales han, men uden navn. Dette skyldes, at vi historisk set ikke ved, hvem faderen var. Det er dog bemærkelsesværdigt i en middelalderlig kontekst, at en mand navngives efter sin moder. Det kendes blandt andet fra den danske konge Svend Estridsen. I Svend Estridsens tilfælde skyldtes det formentligt, at Svends far, Ulf Jarl, faldt i unåde hos kong Knud den Store, som muligvis lod Ulf Jarl myrde i Roskilde. Dette var ikke ensbetydende med, at Svend ikke kunne blive til noget stort, selvom han blev navngivet efter sin mor – han blev konge af Danmark. I forbindelse med denne roman kunne forfatteren have taget dette til sig, og lade Peders fader være en forræder af en art, eller have sammenskruet en anden historie, hvor faderens handlinger var en skyggeside frem for hele tiden at henvise til ham som en dygtig, men unavngiven stormand. Det hænger ikke helt sammen. Der er flere tolkninger inden for, hvem der kan have været fader til Peder Bodilsen – kong Erik Ejegod har eksempelvis været nævnt. I en historisk romans kontekst kunne dette være blevet forfulgt, og brugt som forklaringsramme til, hvorfor Peder Bodilsen så gerne så Knud Lavard som fremtidig konge – i så fald var de nemlig halvbrødre.

Anderledes spændende er det, at forfatteren berører et punkt i Danmarkshistorien, som ellers hører til blandt faghistorikere – byggeriet af de 2-3.000 stenkirker overalt i Danmark, eller i det mindste den økonomiske forudsætning for dette (udviklingen af hjulploven, indførslen af trevangsbrug og kirketiende). Kirketienden kobles desuden sammen med den investiturstrid, som især den Tysk-romerske kejser førte med paven.

Et irritationsmoment – eller gode ekstraoplysninger om man vil – er det, at forfatteren gennem hele bogen synes at ville forklare middelalderens verden i detaljer. Disse hverdagsbeskrivelser fylder en stor del af bogen, og det forstyrrer ofte læsningen. Denne anmelder undrer sig eksempelvis over, at det i en historie omkring højmiddelalderens magtspil mellem konger, stormænd og kirken eksempelvis er vigtigt at få oplyst ting som: "Til garvningen brugte man bark fra egetræ, og fra tønderne med huder kom en skarp stank..." (side 72). Citatet er naturligvis taget ud af en længere kontekst, og der vil være læsere som finder disse små detaljer som spændende opklarende dele, men der er så mange, at de fylder uforholdsmæssigt meget i historien, og de giver til tider læseren (anmelderen) lyst til at skimme teksten hurtigt igennem, til man kommer tilbage til kernehistorien. Det forekommer at have været bedre, hvis forfatteren havde brugt denne plads til at udvikle historiens hovedpersoner, som aldrig rigtigt får en dybde og en personlighed. Dette besværliggøres yderligere af, at der synes at være mange hovedpersoner: Peder Bodilsen, Asser Rig, kapellan Nothold, Knud Lavard, kong Niels, ærkebiskop Asser, Erik Emune, biskop Eskild. Alle disse er på et tidspunkt historiens jeg-fortæller. Dette betyder også, at deres personkarakteristik bliver meget overfladisk i de meget korte kapitler.

Indtrykket gennem hele bogen er netop dette, at historien er noget overfladisk – aldrig kommer vi under huden på hverken de historiske personer eller begivenheder. Det er synd og skam, da bogens fortælling til tider fremstår kedelig. Det er en stor fejl ved bogen, at forfatteren aldrig giver os tid og plads til de helt centrale og vitale historiske begivenheder, som finder sted i romanens tidsperiode. Eksempelvis fylder slaget ved Fodevig lige knap en halv side! Således er det med alle de mange dramatiske historiske begivenheder, som bogens tidsperiode ellers var fyldt med. De får aldrig ret meget plads til at blive beskrevet, men bliver lynhurtigt overstået.

Knud A. Petersen er som nævnt uddannet historiker, men har her forfattet en historisk roman. Det er en svær disciplin, da man risikerer at sætte sig mellem to stole: en historisk beskrivelse eller historisk fiktion. Bogen her er et godt eksempel på, at forfatteren har sat sig imellem stolene, så ingen af delene fungerer fuldt ud. Det er ærgerligt, for den historiske ramme er både spændende og oplagt for begge genrer.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Drengen og færgemanden
Kongens kvinder. Kvinderne bag Christian d. 4.
Men de måtte jo dø