Menu

Skygger over Øresund

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 214

 

Af Jytte Kjær Schou

Slaget på Reden er den historiske baggrund for en underholdende, romantisk kærlighedshistorie.

Forfatteren er journalist og har skrevet både skøn- og faglitteratur. Handlingen i denne roman udspiller sig i København i tiden omkring Slaget på Reden i april 1801. Det bærende element er den romantiske kærlighedshistorie. Den unge smukke Klara lever i et ulykkeligt ægteskab med storkøbmanden Jakob Vedel. Han er beskrevet som en gennemført grobrian uden formildende træk: hidsig, voldelig, pengegrisk og dertil impotent og en svindler. Klara giftede sig med ham for at sikre sin mor og lillesøster økonomisk, men den pris, hun må betale, er høj. Jakob kontrollerer hende og behandler hende som sin ejendom.

Den høje flotte bådsmand Christian med den markerede hage og det intense blik fanger hendes opmærksomhed, og det er kærlighed ved første blik for dem begge. Han er Jakobs diametrale modsætning, opmærksom og omsorgsfuld, og så interesserer han sig for samfundsforholdene, ikke mindst de store sociale klasseforskelle. Inden længe mødes de i hemmelighed, men deres fremtid er usikker. Hvis Klara forlader Jakob, går det ud over hendes mor og søster. Selvfølgelig løser det sig til sidst i den overraskende slutning, selv om det unge par må vente lidt på at blive endeligt forenet.

Romanen rummer masser af dramatik. Klaras stævnemøder er hele tiden i fare for at blive opdaget, og hvor langt tør hun gå? Kan hun afsløre Jakobs svindel mod en preussisk købmand og derved måske få en mulighed for at slippe ud af ægteskabet? Da Christian, der har en engelsk far, bliver arresteret, mistænkt for at være spion, må hun opbyde al sit mod og al sin opfindsomhed for at få ham ud af fængslet. Meget belejligt sætter utilfredse bådsmænd ild til Jakobs pakhus og slår ham ned, og mens han er sengeliggende, får Klara en mulighed for at snuse i hans regnskaber og tilegne sig penge fra hans pengeskab. Endelig er der det store spørgsmål. Hvem kan hun egentlig stole på, bortset fra den trofaste kammerpige?

Den historiske baggrund inddrages i den udstrækning, den har indflydelse på og viser noget om personerne. En forloren nationalitetsfølelse breder sig blandt de velbjærgede. De afholder baller for at ære de tapre helte fra slaget, dvs. officererne, mens de døde og sårede menige glemmes. Samtidig er de optaget af, hvordan de kan tjene penge på den nye situation, også selv om det indebærer handel med englænderne. Deres dobbeltmoral viser sig desuden i synet på de indbyggere, der er så uheldige at have engelsk blod i årerne og derfor kan mistænkes for at være spioner for fjenden. Christian er dobbelt mistænkt, fordi han er halvt englænder, og fordi han deltager i et kontroversielt politisk møde. Her fornemmer man den gærende uro i landet med de nye franske idéer om frihed og lighed og en tiltagende utilfredshed med kongemagten, en farlig cocktail, der kan medføre strenge straffe.

Det er en let læst og underholdende feel good roman for den, der holder af en spændende, sensuel og romantisk kærlighedshistorie.

[Historie-online.dk, den 28. maj 2025]

Se relaterede artikler
I de levendes verden
SLÆGTEN - Den hellige Knud
Vølvens vej - Misteltenen