For alle og enhver

af Preben Etwil

Lars Torpe har skrevet en letlæst bog om hvilke ideer og politiske tiltag, der prægede den danske velfærdshistorie i det 20. århundrede.

Alle er enige om, at Socialdemokratiet spillede en væsentlig rolle i velfærdshistoriens udvikling. Færre har været opmærksomme på, at uden Det Radikale Venstres rolle ville denne fredelige og fremadskridende udvikling ikke været foregået. 

Stort set alle velfærdsforlig og socialreformer var aldrig gået parlamentarisk igennem Rigsdag og Folketing, uden at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde stået sammen - ja, flere gange kom initiativet oprindeligt fra radikal side.

Samarbejdet har bestået i, at Det Radikale Venstre enten har dannet regering sammen med Socialdemokratiet, eller udgjort det parlamentariske grundlag for en Socialdemokratisk ledet regering. 

I visse kortere perioder har deres samarbejdet i det 20. århundrede dog knaget så meget, at Det Radikale Venstre enten er gået i regering med de borgerlige, eller udgjort deres parlamentariske grundlag. Ikke sjældent har uenighederne været mere personbåren end skarp ideologisk - måske med undtagelse af en kort periode, hvor den radikale Hilmar Baunsgaard var statsminister i 1968-1971.

Gennem tre hovedafsnit redegør Lars Torpe kronologisk for: “Socialisme og socialradikalisme i begyndelsen af det 20. århundrede”, “Centrum-venstre i en keynesiansk æra”, sluttende med: “Centrum-Venstre i en nyliberal æra”.

I afsnittet “Socialisme og socialradikalisme i begyndelsen af det 20. århundrede”, beskriver Lars Torpe, hvordan de to partier, fra hver deres historiske udgangspunkt, nærmer sig hinanden både ideologisk, politisk og vælgermæssigt.

Denne tilnærmelse var nu ikke lige accepteret i begge partiers bagland: ”Munchs ønske om et tæt samarbejde blev ikke delt af alle radikale, lige som det ikke var alle socialdemokrater, der delte Borgbjergs optimistiske syn på et samarbejde med De Radikale” (p. 33).

Der er i bogen fyldige beskrivelser/analyser af socialradikalismens idegrundlag og Socialdemokratiets gradvise bevægelse fra revolutionær klasseparti til bredt folkeparti, hvor parlamentarismen skulle danne det eneste grundlag for alle samfundsforandrende tiltag.

I afsnittet “Centrum-venstre i en keynesiansk æra” koncentrerer Lars Torpe sig primært om det socialdemokratiske og radikale samarbejde, og konfliktflader, mellem de to partier i tre årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Mange mener, at det var her, at opbygningen af den danske velfærdsstat, som vi kender den i dag, tog sin begyndelse.

Det hele begyndte med en total radikal afvisning af Fremtidens Danmark, der var et socialdemokratisk valgmanifest fra august 1945, primært skrevet som reaktion på, at Socialdemokratiet havde mistet vælgertilslutning til Kommunisterne under besættelsen. Programmet skulle forme efterkrigstidens velfærdssamfund i en mere socialistisk retning, og byggede i høj grad på statslig styring, fuld beskæftigelse og et opgør med de økonomiske kriser fra 1930'erne. 

For de radikale var programmet alt for socialistisk til at kunne danne grundlag for et kommende samarbejde. Og uden samarbejde var der ingen parlamentarisk realisme i at gå videre ad den vej. Programmet vandt heller ikke opbakning i store dele af det socialdemokratiske bagland, der mente, at det nærmest var skrevet i panik over Kommunisternes nyvundne folkelige opbakning.

En opbakning der hurtigt forsvandt i koldkrigens skærpede politiske retorik.

Efter en borgerlig valgsejr og en socialdemokratisk afsværgelse af eget valgprogram kunne et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre genetableres på et nyt idegrundlag: På den markedsøkonomiske keynesianske platform, hvor fokus flyttede fra udbud til efterspørgsel, dynamiske budgetter, fuld beskæftigelse, indkomstudligning, og ikke mindst fra folk og klasser til medborgerskab.

I 1961 fralagde Socialdemokratiet sig definitivt enhver form for klassetilhørsforhold med vedtagelsen af deres partiprogram Vejen frem: ”Med dette sagde Socialdemokratiet endegyldigt farvel til rollen som arbejdernes interesseparti og goddag til rollen som et bredt samfundsparti med bud til alle og enhver på universelle værdier om ligeværdighed, social retfærdighed og fælles ansvar” (p. 90).

De universelle rettigheder kom herefter i højsæde med deraf følgende eksponentiel vækst i de offentlige udgifter (mere overførsler end forbrug), men hvor det især var de stigende skatter, der medførte folkelig opmærksomhed og protest.

Afsnittet: “Centrum-venstre i en nyliberal æra” handler om det socialdemokratiske-radikale samarbejde, eller mangel på samme, i tiden efter Murens Fald i 1989 og til århundredets afslutning. Perioden var både nationalt og internationalt præget af neoliberalismens fremkomst. 

Det bekom tilsyneladende Det radikale Venstre godt, at der kom noget mere individualistisk og markedsmæssigt end kollektivt og statsstyret ind i velfærdspolitikken, mens Socialdemokratiet mere fodslæbende måtte indrette sig på de nye tider. De begrundede deres medløb til tidens liberale trend ud fra en overbevisning om, at hvis de ikke fulgte det liberale omslag, ville selve velfærdsstatskonstruktionen være i fare.

”Alt i alt blev Schlüter-regeringens modernisering af den offentlige sektor ikke blot videreført under Nyrup, men også videreudviklet …. Det (var) Nyrups og Lykketofts faste overbevisning, at den offentlige sektor ville blive nedbrudt, hvis det ikke lykkedes at udvikle og modernisere den” (p. 195).

Lars Torpe har skrevet en bog, der letløbende og uden for mange sidehistorier redegør for en af dansk velfærdshistories mest betydningsfulde politiske alliancer i det 20. århundrede - og han gør det godt.

Med disse ord skal jeg anbefale bogen til alle, der interesserer sig for nyere dansk politisk historie - og for alle og enhver, der vil forstå dynamikken bag udviklingen af en velfærdsstat.

[Historie-online.dk, den 19. maj 2026]