Menu
Forrige artikel Næste artikel

Stjerner af sten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 38

Af Birthe Korsbæk

Palle Eriksen er arkæolog og museumsinspektør ved Ringkøbing-Skjern Museum. ”Stjerner af Sten” er hans debutroman. Han har tidligere skrevet faglitteratur, især om dysser og jættestuer.

Religiøs fanatisme har – og har vel altid haft - mange ansigter. Stærk tro kunne (og kan) få mennesker til at udføre fantastiske bygningsværker. Vi kender det f. eks. fra Stonehenge i England, pyramiderne og templerne i Ægypten, og i vor del af Verden har vi de fantastiske jættestuer og dysser fra stenalderen.

Men religiøs fanatisme kan desværre også udløse mord, og i Palle Eriksens roman desuden ekstrem seksuel adfærd, hemmelig kultdyrkelse, ligskænding, disrespekt for anderledes troende m. m.

Hovedpersonen Sten Høi er arkæologstuderende og især optaget af store sten, som er tilvirket af mennesker, - bautaer, dysser, jættestuer. Efter en noget fordrukken studietid i Århus, flytter han til ”Verdens Ende” – en gammel, nedlagt skole i det yderste Vestjylland. Han forventer at skulle leve et stille og roligt (kedeligt) liv sammen med kone og barn og sin depression, men han inddrages snart i en række mystiske hændelser. I flæng kan nævnes mord, forsvundne hoveder, mærkelige tegn i sten og på indtagende kvindebagdele, et sandt mylder af gælisktalende keltere her uden for lov og ret, soldyrkelse, Kaj Munk og Nørre Vosborg.

Det viser sig at Verdens Ende i stenalderen var et af Verdens kulturelle centre og Sten Høj gør ad mange mystiske veje en sensationel arkæologisk opdagelse.

Romanen stater KAPOW! i første afsnit, og man bladrer hurtigt videre med store forventninger. Så opstår der en smule utålmodighed og lidt omsvøb, der skal informere læseren om baggrund, tid og sted, før hændelserne igen tager fart. Undervejs bliver man hele tiden drevet videre af mystikken. Der er masser af mystik og mysticisme, som gør, at spændingen bare må udløses, og det bliver den på uventet og overraskende vis.

Palle Eriksen har bestemt begået en læseværdig, overraskende og spændende roman. Sproget er til tider noget akademisk/arkæologisk, men der er en god ordforklaring. Desuden er der et omfattende personregister, der er en stor hjælp til at holde styr på et væld af aktører.

En spændende roman om kultdyrkelse og mysticisme, som nok kan lede tanken hen på værker som f. eks. ”Da Vinci Mysteriet” omsat til vestjyske forhold.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det forsvundne spædbarn
Et udestående - en provisorietidsroman
New York